Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen har besluttet at konkurrenceudsætte alle ministeriets kontrakter med de universiteter, der bedriver forskningsbaseret myndighedsbetjening – er det nu klogt, eller sælger man ud af arvesølvet?

06.07.2017 | Rektor Brian Bech Nielsen, ST-dekan Niels Chr. Nielsen, ST-prodekan Kurt Nielsen

I dag hjemtager Aarhus Universitet omkring 1,5 kr. for hver krone, forskerne modtager via de statslige kontrakter. Samfundet får dermed forskning og rådgivning inden for miljø- og fødevareområdet for mere end 1 mia. kr. fra Aarhus Universitet hvert eneste år. Foto: Anders Trærup

Lad os slå én ting fast: Aarhus Universitet er vant til at konkurrere om midlerne. Det gør vores forskere hver eneste dag – og de gør det godt. Vi konkurrerer også gerne om rådgivningsopgaverne til ministeriet, men i givet fald bør konkurrencen være fair.

Ulige konkurrencevilkår

Midlerne i myndighedskontrakterne dækker ikke blot rådgivningsopgaver for ministeriet.  Omkring halvdelen af kontraktmidlerne anvendes til at sikre selve grundlaget for den sektor-understøttende forskning. Den del af kontraktmidlerne kalder vi basismidler, fordi de spiller helt den samme rolle for den forskningsbaserede rådgivning, som basismidlerne fra Uddannelses- og Forskningsministeriet gør for de forskningsbaserede uddannelser. Begge typer basismidler dækker udgifterne til husleje, bygningsdrift, drift af forsøgsanlæg og forskningsudstyr. Herudover anvendes midlerne til delvis dækning af forskernes lønudgifter og medfinansiering af projekter tilknyttet eksterne bevillinger.

Med ministerens beslutning konkurrenceudsættes alle midlerne i myndighedskontrakterne – herunder basismidlerne. Det betyder, at Aarhus Universitets forskere på miljø-, jordbrugs- og fødevareområdet ikke bliver konkurrencedygtige på prisen. I deres bud på kontrakterne er de nødt til at inkludere disse basismidler for at sikre den forskningsbase og infrastruktur, der skal til for at løse rådgivningsopgaverne og samarbejdet med erhvervet. Flere af vores konkurrenter vil have et andet udgangspunkt. De vil kunne afgive et billigere tilbud, fordi de i vid udstrækning kan profitere af en eksisterende forskningsbase og infrastruktur, hvor omkostningerne allerede er dækket af ikke-konkurrenceudsatte basismidler. Der er med andre ord tale om en ulige konkurrence.

Hvis den påtænkte konkurrenceudsættelse fastholdes, kan man derfor sammenligne Aarhus Universitets konkurrencesituation med et fodboldhold, der skal vinde et VM uden fodboldstøvler.

Det kræver betydelige infrastrukturer, faglig bredde og ikke mindst en langsigtet forskningsindsats at kunne levere rådgivning inden for miljø, fødevarer og jordbrug. Dette har vi opbygget gennem mange år på Aarhus Universitet. Man skulle tro, dette var en afgørende konkurrencefordel. Men som en del af konkurrenceudsættelsen har ministeren besluttet, at danske universiteter kan indgå i et samarbejde med udenlandske forskningsinstitutioner og derved tilkøbe den ekspertise og infrastruktur, man selv måtte mangle som ny aktør. Det lyder måske uskyldigt, for universiteterne er jo vant til at samarbejde og konkurrere internationalt. Men det betyder, at danske offentlige midler i praksis kan blive anvendt til at styrke konkurrerende udenlandske institutioner, der i øvrigt samarbejder tæt med deres nationale erhvervsliv inden for miljø, fødevarer og landbrug.

Giver det mening, at offentlige danske midler anvendes til at styrke udenlandske forskningsinstitutioner og virksomheder?

Mange års opsamlet viden kan gå tabt

Danske politikere har i årtier haft tradition for at anvende viden og rådgivning hos landets stærke forskningsmiljøer, inden man behandler og vedtager ny lovgivning om fødevareproduktion, miljø, og andre temaer af stor betydning for vores samfund. Samtidig har Miljø- og Fødevareministeriet og dets forgængere investeret klogt og langsigtet i den sektor-understøttende forskning. Dette har gjort det muligt at opretholde et højt vidensniveau og fastholde et meget frugtbart samarbejde mellem ministerier, universiteter, landmænd, fødevarevirksomheder og andre vigtige aktører.

Den forskningsbaserede myndighedsbetjening blev oprindeligt varetaget af sektorforskningsinstitutioner som Danmarks JordbrugsForskning (DJF) og Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Disse institutioner blev finansieret via kontrakter med deres respektive ministerier og konkurrenceudsatte eksterne midler. Kontraktmidlerne dækkede både rådgivningsopgaver og grundlaget for den sektorunderstøttende forskning (basismidlerne).

I 2007 blev de fleste sektorforskningsinstitutioner fusioneret med universiteter. DJF og DMU blev en del af Aarhus Universitet, og det betød, at universitetet dermed fik en stor gruppe medarbejdere med meget stærke kompetencer inden for miljø-, jordbrugs- og fødevareforskning. Kontrakterne med ministerierne overgik til universitetet sammen med forpligtelserne til at levere rådgivning og sektor-understøttende forskning. De forpligtelser har vi siden levet op til, og ministeriet har ved flere lejligheder – blandt andet så sent som på et møde i sidste uge – udtrykt tilfredshed med kvaliteten af Aarhus Universitets indsats.

Men det har ikke været uden udfordringer. Siden 2009 er universitetets kontraktmidler løbende blevet reduceret med 120 mio. kr. til det nuværende niveau på 384 mio. kr. Vore dygtige forskere har formået at imødegå denne reduktion i bevillingerne ved at hente flere midler i ekstern konkurrence. I dag hjemtager Aarhus Universitet omkring 1,5 kr. for hver krone, forskerne modtager via de statslige kontrakter. Samfundet får dermed forskning og rådgivning inden for miljø- og fødevareområdet for mere end 1 mia. kr. fra Aarhus Universitet hvert eneste år.

Der er gennem mange år blevet opbygget et stærkt dansk forskningsmiljø af høj international kvalitet og unikke infrastrukturer. Et forskningsmiljø, som vi med rette betragter som arvesølv, og som består af cirka 1.000 medarbejdere placeret i Foulum, Flakkebjerg, Roskilde, Kalø, Silkeborg og Årslev. Men miljøernes eksistens er afhængig af basismidlerne i kontrakten for fortsat at kunne bidrage.  Det kan undre, at ministeren nu skaber usikkerhed om disse velfungerende miljøers fremtid.

Hvad er fremtiden for myndighedsbetjeningen?

Når det har været muligt for et lille land som Danmark at bringe sin fødevare- og miljøforskning op i den internationale elite, så er det blandt andet takket være langsigtede politiske aftaler og kontrakter, der har gjort det muligt at investere i stærke forskningsgrupper og i dyre forskningsanlæg, som også erhvervet nyder godt af. Den slags investeringer bliver væsentlig mere risikable for det enkelte universitet, hvis man kun kan budgettere hen til slutningen af den fireårige kontrakt. Med andre ord:

Tør vi som universitet investere i ny infrastruktur, hvis ministeriet ikke tør investere i os?

På Aarhus Universitet vil vi gøre vores bedste for at sikre kontrakterne og dermed aktiviteterne. Vi mener, at miljø-, fødevare- og jordbrugsområdet er af afgørende betydning for Danmark. Her er tale om en national styrkeposition, som spiller en meget central rolle for en bæredygtig udvikling og understøttelse af et vidensbaseret erhvervsliv. Vi har netop investeret i et tværfagligt center for cirkulær bioøkonomi med udgangspunkt i vores aktiviteter i Foulum. Og tre nye centre med stor relevans for myndighedsrådgivningsområdet er på vej. I Agro Food Park ved Skejby er vi inden længe klar til første spadestik til et nyt Institut for Fødevarer med henblik på at styrke samarbejdet med landbrug og fødevareerhvervet. Det er den slags initiativer, nationen har brug for.

Er det klogt?

Vi respekterer selvfølgelig en regerings ret og pligt til at prioritere offentlige midler. I dette tilfælde satses der på konkurrenceudsættelse med fare for at undergrave en dansk styrkeposition, hvor langsigtethed, infrastrukturer og et højt vidensniveau er helt afgørende. Er det nu klogt?