Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Er morgenmaden afgørende for unge kvinders (over-)vægt?

Lektor Mette Hansen fra Aarhus Universitet vil med en bevilling på knap to mio. kr. fra Mejeribrugets ForskningsFond undersøge, hvad det betyder for unge kvinders vægt- og appetitregulering og for deres fysiske aktivitet og koncentrationsevne resten af dagen, hvis de springer morgenmaden over. Målet er at bremse det voksende problem med overvægt blandt unge kvinder.

09.01.2020 | Sabina Bjerre Hansen

Mette Hansen

Mette Hansen vil undersøge, om unge kvinder bedre kan regulere appetitten, når de starter dagen med en proteinrig morgenmad. Foto: Erik Zappon.

En fjerdedel af alle unge kvinder er overvægtige eller svært overvægtige. Og noget tyder på, at risikoen for overvægt er højere, hvis man ikke spiser morgenmad. Alligevel springer en tredjedel af de unge kvinder jævnligt morgenmaden over, og andelen har været stigende de sidste ti år.

Lektor Mette Hansen fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet vil derfor undersøge, hvad det betyder for kropssammensætningen og forskellige andre helbredsparametre at spise en proteinrig morgenmad hver dag. Hun og hendes kolleger vil evaluere effekten af morgenmaden, som består af skyr leveret af Arla amba, alene og i samspil med træning.

Hypotesen er, at de unge kvinder vil reducere fedtmassen, ændre tarmfloraen i positiv retning og forbedre helbredsparametrene generelt, hvis de spiser en proteinrig morgenmad frem for ingen morgenmad i en periode på 12 uger. Mette Hansen forventer desuden, at træning vil forstærke effekten af morgenmåltidet.

Resultaterne fra forskningsprojektet kan lede til nye ernæringsanbefalinger, der kan gavne den enkelte såvel som påvirke samfunds- og sundhedsøkonomien.

Læs mere om projektet på https://ph.au.dk/nystart/

Kontakt

Lektor Mette Hansen
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: 51 66 65 51
Mail: mhan@ph.au.dk

Bevillinger og priser, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Folkesundhed, Videnskabelig medarbejder, Ekstern målgruppe