Planter og dyr uddør, og biodiversiteten er truet. Men er det os, der udrydder naturen, eller er det snarere naturen, der truer med at udrydde os? En antropolog og en biolog, der begge forsker i det antropocæne – menneskets nye tid – diskuterer natursyn.

06.02.2015 | Hans Plaugborg

Antropologer er traditionelt ikke interesserede i naturen. De studerer mennesker, deres kulturer, skikke, sociale strukturer osv. Men i dag er natur og kultur uadskillelige. Naturen er så fundamentalt påvirket af menneskelige aktiviteter, at den gamle skelnen mellem natur og kultur er en illusion.

“Man kan sige, at vi på en måde igen alle sammen er blevet naturfolk. Vi skaber og ødelægger på alle tænkelige måder den natur, vi er afhængige af. Derfor er naturen også blevet interessant for antropologer.”

Mere komplekst naturbegreb

Det siger antropologen, professor Nils Bubandt. Sammen med andre antropologer, biologer og filosoffer prøver han at forstå menneskers samliv med den øvrige biodiversitet i de nye økosystemer og økologiske sammenhænge, som menneskets massive påvirkninger forårsager. Det tværvidenskabelige forskningsprojekt hedder ”Aarhus University Research on the Anthropocene (AURA): Discovering the potential of unintentional design on anthropogenic landscapes”.

“Naturbegrebet er blevet langt mere komplekst end tidligere. Begrebet er blevet til det, antropologerne kalder et “totalt faktum”. Det vil sige, at det både er biologisk, kemisk og klimatisk, men også noget moralsk, politisk og økonomisk.”

Nils Bubandt bruger den globale opvarmning som eksempel:

“Global opvarmning handler om klimatiske og atmosfæriske forandringer. Men den handler også om politiske og økonomiske beslutninger og om den individuelle moralske stillingtagen til, hvordan jeg vil leve mit liv og forholde mig til min hverdag. Vil jeg for eksempel gå ud og starte bilen og dermed bidrage til CO2-udledningen, eller skulle jeg hellere tage cyklen?”

Menneskets nye tid

Begrebet “antropocæn” blev oprindeligt brugt af biologen Eugene Stoermer og nobelprismodtageren i kemi Paul Crutzen som beskrivelse for en ny geologisk epoke, hvor menneskelige aktiviteter har afgørende indflydelse på alle jordens økosystemer. Selve ordet “antropocæn” kommer af græsk anthropos 'menneske' og kainos 'ny', dvs. "menneskets nye tid".

“For mig som biolog betyder det antropocæne, at vi nu erkender, at mennesket er helt afgørende for jordens økosystem, og at vores aktiviteter har store negative konsekvenser fx i forhold til biodiversiteten”, siger professor og biolog Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet, der også er med i det tværvidenskabelige forskningsprojekt.

Flere trusler

Mange forskere taler om, at vi er midt i den 6. store masseuddøen i klodens historie, og for Jens-Christian Svenning er fortællingen om “menneskets nye tid” i høj grad en dystopi, dvs. en undergangsfortælling.

“Biodiversitetskrisen er forværret. Vi har slet ikke styr på, hvilke arter der forsvinder – heller ikke m.h.t. flere af de store pattedyr. Og vi har heller ikke styr på klimaændringerne eller befolkningstilvæksten. På det overordnede plan er antropocæn en dystopi.”

Forestillinger skal rystes

Antropologen Nils Bubandt anlægger et lidt andet perspektiv på antropocæn:

“Den dystopiske fortælling om naturen, som vi er så vant til at høre, trænger til at blive rystet lidt,” siger han og uddyber:

“Antropocæn viser os netop, at naturen ikke er et passivt objekt som i den traditionelle naturforståelse. Naturen er ikke “en syg patient”, der er udsat for menneskets hærgen, men et aktivt subjekt, som mennesket er en del af. Naturen er snarere et monster, som truer med at slå os ihjel. Livet skal nok bestå. Spørgsmålet er om mennesket vil.”

Optimistisk natursyn

Det lyder også temmelig dystopisk, men pointen i det “nye” natursyn er faktisk optimistisk, mener Nils Bubandt:

 “Hvis vi ser naturen som et aktivt subjekt, som mennesket også er en del af, får vi øje på, at de symbiotiske relationer, mennesket indgår i, i høj grad involverer andre arter. Arter der ofte har en evolutionær inerti, livsvilje og overlevelsesstrategier, vi slet ikke var klar over. De invasive arter som dræbersneglen og bæveren er gode eksempler. De klarer sig glimrende med de menneskeskabte forandringer. Sat på spidsen kan man sige, at det kan godt være, det er synd for isbjørnen og mange andre dyr, men der er masser af dyr og planter, der klarer sig godt i antropocæn.”

Ulven trives

Biologen Jens-Christian Svenning anerkender, at der også er gode historier at fortælle om biodiversiteten i antropocæn:

“Mange store dyr i Europa klarer sig godt i dag, fordi vi har haft forbud mod jagt på dem. I Danmark var kronhjorten næsten udryddet for 200 år siden, men nu er vi på vej mod en bestand på 30.000 individer. Ulven er et andet eksempel. I modsætning til hvad mange tror, er mange af de store dyr temmelig generalistiske og ikke-krævende. De er gode til at sprede sig og kommer ret hurtigt tilbage. Men det er små lyspunkter i det overordnede dystre billede,” siger Jens-Christian Svenning.

Hybrider og nye arter

Biodiversiteten er under pres. Men noget af presset skyldes den måde, vi tæller biodiversiteten på, mener Nils Bubandt:

“Hele ideen om, hvad en art er, og hvor den hører hjemme, er bundet op på en nationalromantisk forståelse af, at en bestemt fugl eller blomst hører hjemme bestemte steder. Dyrene bliver nationale ikoner, som kræver særlig beskyttelse, men det er jo et politisk-moralsk valg. Jeg siger ikke, at vi skal lære at elske alle invasive arter og tælle biodiversitet på en anden måde. Omvendt må vi gøre os klart, at de fakta vi har om verden er forbundet med bestemte moralske udsyn.”

Desuden er det slet ikke så entydigt, at biodiversiteten er på vej mod udslettelse, hævder Bubandt:

“Der foregår en betydelig hybridisering og speciation (artdannelse) i den antropocæne tidsalder. Biologer i England har fx konstateret adskillige nye plantearter, der er opstået som hybrider mellem lokale planter og introducerede planter. De lever nu naturligt i England. Det budskab skal man også have med.”

Biodiversitetens Lomborg

Man kan få det indtryk, at antroplogen Niels Bubandt er i færd med at lave en “Bjørn Lomborg” i forhold til biodiversiteten. At han med andre ord siger, at vi skal anlægge et andet perspektiv på problemerne og prioritere forvaltningsressourcerne anderledes.

“Nej, det mener jeg sandelig ikke, jeg er i færd med. Jeg advokerer ikke for, hvad der er godt eller skidt, eller hvordan vi skal handle. Det er et politisk spørgsmål. Men jeg konstaterer, at forholdet mellem natur og kultur og mellem mennesker og andre arter er ved at blive fundamentalt forandret, og i den bevægelse vil biodiversiteten lide nogle steder og trives andre steder.”

Biologen Jens-Christian Svennings noget mere dystre syn betyder ikke, at han vil kaldes naturromantiker.

“Det kan ikke lade sig gøre at bringe naturen tilbage til noget, den var engang. Så meget desto vigtigere er det at forske i de nye økosystemer, der opstår, fordi mennesket har lavet helt nye grundforhold for deres udvikling.”

Læs mere på anthropocene.au.dk og facebook.com/AURAanthropocene