Forskningsbaseret myndighedsrådgivning spiller en central rolle for bl.a. Danmarks høje fødevaresikkerhed. Bevillingerne til rådgivningen er dog faldende, skriver dekan og prodekan i en analyse i Politiken.

10.12.2015 | Prodekan Kurt Nielsen og dekan Niels Chr. Nielsen

Myndighedsbetjeningen er en god forretning for samfundet, skriver dekan og prodekan fra Aarhus Universitet. Foto: Lise Balsby.

Følgende analyse blev bragt i Politiken den 10. december forud for en UFM-konference om forskningsbaseret myndighedsbetjening samme dag.

De færreste tænker over det, når de tager et glas postevand eller køber madvarer i supermarkedet. Men det er ikke nogen selvfølge, at man har så høj drikkevandskvalitet og fødevaresikkerhed, som vi har i Danmark.

Én af grundene til, at vi kan drikke vand fra vandhanen og købe ind uden at skulle bekymre os alt for meget om pesticider og lignende, er at danske politikere og ministerier har haft en stærk tradition for at søge rådgivning hos landets forskningsmiljøer, inden der lovgives om f.eks. fødevarer, miljø og energi. Samtidig har man kunnet drage nytte af et tæt samarbejde mellem fagministerierne, fagmiljøerne og de brugere, der har gavn af rådgivningen – som f.eks. de danske landmænd.

Desværre er traditionen udfordret. Bevillingerne til forskningsmiljøerne bliver stadig mindre, mens efterspørgslen efter rådgivning stiger. Det er blandt andet det, der skal debatteres ved en konference den 10.december, arrangeret af uddannelses- og forskningsministeren.

Aarhus Universitet står for knap halvdelen af den forskningsbaserede myndighedsrådgivning i Danmark, og for vores vedkommende er rammeaftalerne med Miljø- og Fødevareministeriet blevet beskåret med 20 procent siden 2009.

Samtidig er der forslag fremme om, at rådgivningsopgaver skal opdeles i mindre bidder, som man kan konkurrenceudsætte.

Konkurrence er ikke i sig selv noget problem for de danske universiteter. Vores fagmiljøer konkurrerer i forvejen om bevillinger på nationalt og internationalt niveau. For nylig opnåede Aarhus Universitet f.eks. en top-ti-placering på en amerikansk liste over verdens bedste miljøer for jordbrugs- og fødevareforskning og en top-ti placering over bedste europæiske forskningsmiljø inden for miljø og økologi. Samtidig har man i det forgangne år bl.a. vundet internationalt konkurrenceudsatte miljøopgaver for både EU-Kommissionen og EU’s Miljøagentur.

Samlet set tiltrækker forskerne på Aarhus Universitets centre for myndighedsrådgivning halvanden krone fra andre finansieringskilder, hver gang den danske stat investerer én krone i myndighedsrådgivning. På den måde er en investering på 400 millioner kroner blevet forvandlet til en samlet indtægt på en milliard. Det høje forskningsniveau er samtidig en adgangsbillet, der giver danske forskere mulighed for at samarbejde med stærke internationale universiteter og erhvervspartnere, som kan gøre os klogere og dygtigere.

Valuta for pengene

Sagt med andre ord: Kvalitet avler kvalitet. Samtidig får hele samfundet valuta for pengene, når staten investerer i forskningsbaseret rådgivning fra universiteterne, fordi den opnåede viden er åbent tilgængelig og kan bruges i andre sammenhænge. 

Derfor er det ikke holdbart, at de bevillinger, der er med til at skabe fundamentet, bliver mindre år for år, samtidig med at opgaverne fordeles ud på flere aktører. Usikkerheden gør det sværere at fastholde de dygtigste forskere og udvikle næste generation af internationalt konkurrencedygtige folk inden for fagområderne. Derudover bliver det mere risikofyldt for universiteterne at investere i ambitiøse samarbejder med erhvervslivet. Samtidig kan udviklingen alvorligt udfordre universiteternes muligheder for at fastholde højt avancerede forskningsanlæg som i eksempelvis Foulum og Flakkebjerg i den internationale topklasse.

Men det største problem ved at skære i bevillingerne og sprede opgaverne tyndere ud er, at man svækker det tætte samspil mellem sektorer, der har været vejen til succes på f.eks. landbrugsområdet. Her har en stærk og vedvarende kontakt mellem forskning, rådgivning, fagministerier og landmænd været med til at fastholde dansk landbrug i det internationale førerfelt – både hvad angår produktion, miljø og dyrevelfærd.

Ikke altid gnidningsfrit

Det er en vigtig præmis, at forholdet mellem forskningens verden og den politiske verden ikke altid er gnidningsfrit.

Som universitetsansat forsker er man først og fremmest forpligtet over for videnskaben. Det betyder, at selvom man selvfølgelig tjener den myndighed, man rådgiver; så står man også til ansvar over for sit fagfelt og sine akademiske kolleger. Det betyder ikke, at forskere ikke kan nå til konklusioner, der senere må justeres. Tværtimod er det et centralt princip, at gældende viden altid kan og skal udfordres. Her er universitetsforskningens åbenhed afgørende, fordi den gør det muligt at diskutere resultater og metoder. Det gælder, uanset om man afleverer en rådgivningsrapport på universitetets vegne, eller man som forsker på egne vegne udtaler sig til medierne om sit fagområde. Det gode har befolkningen ikke altid, når myndighederne vælger at lægge rådgivningsopgaver ud til private aktører.

Forskere tager ikke parlamentariske, forretningsmæssige eller andre strategiske hensyn, når de rapporterer deres resultater. Samtidig kan man med forskning tage forbehold og lave nuanceringer, fordi virkeligheden ikke altid er entydig – en luksus, politikere ikke altid har, når de skal omsætte rådgivning til lovgivning.

Denne armslængde er selvsagt ikke altid politisk bekvem. Men den garanterer, at centrale politiske beslutninger med store konsekvenser for borgernes hverdag bliver truffet på et fagligt stærkt, transparent og ikke mindst uafhængigt vidensgrundlag.