Peter Teglberg Madsen er professor MSO ved Bioscience på Aarhus Universitet og én af Danmarks førende hvalforskere. For ham er det helt afgørende, at de studerende kommer i tæt kontakt med den nyeste forskning og selv prøver kræfter med den i løbet af deres universitetsuddannelse på Aarhus Universitet. Derfor inviterede han også helt naturligt sine studerende med, da han i foråret skulle undersøge to strandede kaskelothvaler på Henne Strand i Vestjylland.

08.09.2014 | AU Kommunikation

»Peter Teglberg er måske den i Danmark, der ved mest om kaskelothvaler, så at få lov at gå på opdagelse i hvalens indre med ham er selvfølgelig en fantastisk lærerig og inspirerende oplevelse. Det sætter teorien på plads, når man pludselig får virkeligheden mellem hænderne. Det er bare noget andet end at studere en skitse og læse om det,« siger Michael Ladegaard, ph.d.-studerende.

»Vi kiggede især på hovedet for at komme ind til de organer, der er involveret i ekkolokalisering og hvalens lydproduktion. Når man som jeg har siddet og pløjet sig igennem den ene artikel om det efter den anden, så er det helt fantastisk at få lov at se sagerne i virkeligheden og helt bogstaveligt stå med det mellem hænderne,« siger Emil Munck Schrøder, der skriver speciale om ekkolokalisering hos tandhvaler.

Ph.d.-studerende Michael Ladegaard viser eksempler på de mange blækspruttenæb, som kaskelothvalens mave er fyldt med.

Peter Teglberg Madsen:
»God universitetsundervisning vækker de studerendes nysgerrighed og lyst til at gå på opdagelse. Vi skal udvikle selvstændige studerende, der tør tænke selv. Derfor er det også så vigtigt, at uddannelserne er forskningsnære. At vi trækker på aktuel forskning og viser de studerende forskningens dynamiske karakter og peger på de mange spændende forhold, som vi endnu ikke helt ved, hvordan fungerer. Som for eksempel, hvordan kaskelothvalen helt præcist bruger sit enorme næseparti til at lave de kliklyde, som den bruger til ekkolokalisering.«

»En af de største hurdler, vi har, når nystartede biologistuderende tjekker ind på biologistudiet, er, at de tror, at vi allerede ved alting, og at chancerne for, at de selv kommer til at opdage noget nyt, er lig nul. De er vant til, at sandheden står i en bog og ikke kunne være anderledes. Og så er det jo fantastisk for eksempel at kunne tage de studerende med til Henne Strand og vise dem en kæmpe strandet kaskelothval og pege på dens enorme næseparti og sige: ’Her ligger et 15 tons tungt videnskabeligt problem! For vi aner faktisk ikke, hvordan den virker.’«

»Det kunne de studerende selvfølgelig også bare læse om i en artikel. Men det er bare ikke det samme. Det giver altid noget at få tingene i hænderne - og i dette tilfælde med en død kaskelot også i næsen og på tøjet. At se forskningen i aktion og selv prøve kræfter med det. Det gælder både, når vi laver forsøg i laboratorierne, og når vi som her dissekerer en 15 tons tung kaskelotnæse.«

"Det var videnskab, der blev til i nuet. Det var vildt inspirerende for mig at være med til. En påmindelse
om, hvad det hele handler om, og hvorfor forskning er så fascinerende."
Emil Munck Schrøder