På Aarhus Institute of Advanced Studies kan forskerne udføre deres egen forskning i et internationalt, multidisciplinært miljø - uden skelen til, om forskningen passer ind i en eller anden strategi. Det ser EU store muligheder i og har valgt at støtte AIAS med 46 mio. kr.
31.01.2014 |
Det er ren nysgerrighed, der driver forskerne på Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS). Her er ingen overordnede strategier, ingen fastlagte fælles mål. Og det bliver nu belønnet. Instituttet har netop modtaget 46 mio. kr. fra EU – den største bevilling givet til Aarhus Universitet under EU’s 7. rammeprogram. Bevillingen viser, at man internationalt ser et stort potentiale i AIAS, lyder det fra direktør Morten Kyndrup.
”Der opstår spændende ting, når dygtige forskere fra hele verden får lov til at forfølge deres egne ideer og koncentrere sig om deres egen forskning i et multidisciplinært miljø. Der springer gnister på tværs af fagene, som kan resultere i anderledes typer gennembrud. For eksempel er en kunsthistoriker og en fysiker på AIAS netop begyndt at samarbejde om visualisering af naturvidenskabelige resultater,” fortæller han.
Plads til grundforskning
Institutter med grundforskning i et multidisciplinært miljø findes andre steder i verden – som små klassiske akademier på de moderne masseuniversiteter. Og det er der ifølge Morten Kyndrup brug for.
”Moderne institutter har strategier. Men der skal også være plads til den grundforskning, som er drevet af ren nysgerrighed, og det er der på AIAS. Det handler ikke om at erstatte det ene med det andet, der skal være plads til begge dele på et moderne universitet. Bevillingen fra EU er en anerkendelse og en belønning af det meget dristige initiativ, universitetet har taget ved at oprette et ambitiøst institut for Advanced Studies”.
46 mio. kr. til Aarhus Institute of Advanced Studies
Marie Curie COFUND programmet har besluttet at støtte fellowship-programmet på Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS) i en fem-årig periode fra 2014-2018 med et beløb på 46 mio. kr. Bevillingen vil berige 70 talentfulde forskere med et fellowship på Aarhus Institute of Advanced Studies over de næste 5 år.
Læs mere om bevillingen til AIAS her
For yderligere information om bevillingen:
Direktør og professor Morten Kyndrup, kyndrup@aias.au.dk tlf: 87163013 / 23382115