Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Europæisk millionbevilling til Aarhus-forsker

Lektor Francesco Lescai startede den 1. maj et nyt innovationsprojekt, støttet med knap 11,3 millioner kroner fra den Europæiske Kommission.

10.05.2016 | Ida Kellemann Thomsen

Lektor Francesco Lescai startede den 1. maj et nyt innovationsprojekt, støttet med knap 11,3 millioner kroner fra den Europæiske Kommission. Foto: Lars Kruse, Aarhus Universitet

Lektor Francesco Lescai startede den 1. maj et nyt innovationsprojekt, støttet med knap 11,3 millioner kroner fra den Europæiske Kommission. Foto: Lars Kruse, Aarhus Universitet

Medicinsk innovation og socialt ansvarlig forskning. Sådan lyder nøgleordene for det nye projekt, som lektor Francesco Lescai fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet er klar til at starte. Den Europæiske Kommission har udvalgt ham til at modtage bevillingen ”SMART-map”, der er en forkortelse for ”Societal Mobilisation for the Advancement of Responsible industrial Technologies”.

Francesco Lescai er til dagligt en del af forskergruppen iPSYCH, et initiativ fra Lundbeck Fonden, der i en niårig periode undersøger autisme, ADHD, skizofreni, depression og bipolar lidelse. iPSYCH har forbindelse til mange forskellige forskningsområder, blandt andet den såkaldte præcisionsmedicin, som Francesco Lescai er specialiseret i.

I præcisionsmedicinen arbejder man på at udvikle behandlinger, der er skræddersyet den enkelte psykiatriske patient, baseret på genetiske forhold.

Præcisionsmedicin gavner samfundet

Francesco Lescais bevilling er særligt målrettet til at fremme forbindelsen med medicinalindustrien. Med midlerne skal han fortsætte med at udføre forskning, der gør en dyd ud af social ansvarlighed.

”Præcisionsmedicin er en revolution i det nationale sundhedssystem. Sammen med adskillige virksomheder udvikler vi retningslinjerne for innovation på området, for bedre at imødekomme samfundets behov. Vi vil være inkluderende og facilitere borgeres deltagelse i udviklingen,” fortæller Francesco Lescai.

Det er den socialt ansvarlige del af Francesco Lescais forskning, som Den Europæiske Kommission har valgt at ære med den tocifrede millionbevilling. Formålet med bevillingen SMART-map er, at give forskere mulighed for at gøre idéer til virkelighed, og skabe bedre samarbejde mellem biomedicinal- og farmaceutindustrien og de forskere, der laver grundarbejdet til udviklingen af ny medicin. Alt sammen til gavn for samfundet, mener Francesco Lescai.

Han glæder sig til at kunne spille en rolle i udviklingen af præcisionsmedicin i Danmark, noget, man i øjeblikket diskuterer, og som man allerede investerer meget i, både i England, USA og Canada.

”Denne bevilling er særligt strategisk for Health-fakultetet og for Aarhus på grund af den fortsatte diskussion af, hvordan initiativer for præcisionsmedicin skal formes i Danmark. Projektet vil tiltrække mange industrier og interessenter på området, og på den måde hjælpe vores universitet og byen til at spille en større rolle i at udvikle et dansk initiativ på området,” lyder det fra Francesco Lescai.

Bevillingen blev underskrevet af Den Europæiske Kommission den 13. april, mens projektet begyndte 1. maj 2016.

Yderligere oplysninger:

Lektor, Francesco Lescai
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Direkte telefon: 8716 8496
lescai@biomed.au.dk

 

 

Bevillinger og priser, Forskning, Videnskabelig medarbejder, Institut for Biomedicin, Forskning, Teknisk/administrativ medarbejder, Ph.d.-studerende, Offentligheden/Pressen