Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Få din vaccine mod COVID-19 på universitetet

Mangler du et stik? Så har du mulighed for at blive vaccineret mod COVID-19 på campus i Aarhus i semesterstartsugerne. Der er ingen tidsbestilling.

27.08.2021 | Jakob Rom Johansen

Plakat med vaccination

Aarhus Universitet åbner i samarbejde med Region Midtjylland et pop-up vaccinested

Sundhedsmyndighederne i Danmark anbefaler, at alle lader sig vaccinere mod COVID-19. Aarhus Universitet bakker op om den anbefaling og kan nu tilbyde alle studerende og medarbejdere, der gerne vil vaccineres, en mulighed for at blive vaccineret på campus i Aarhus i forbindelse med semesterstart.

Region Midtjylland driver det midlertidige pop-up vaccinested i Søauditorierne fra 30. august til 10. september. Åbningstiderne er mandag, tirsdag, torsdag og fredag fra 9-13, og der er ingen tidsbestilling.

Alle, som har modtaget en invitation til at blive vaccineret mod COVID-19, kan benytte sig af tilbuddet – hvad enten det er første eller andet stik. Dog skal du være opmærksom på, at hvis du har fået første stik med Moderna-vaccinen, kan du ikke skifte over til Pfizer-vaccinen på andet stik. Det er Pfizer-vaccinen, Region Midtjylland tilbyder i Søauditorierne.

Internationale medarbejdere og studerende uden dansk CPR-nummer kan også blive vaccineret i Søauditorierne – fredag den 3. eller 10. september fra 11-13.

Hvis du ikke ønsker at blive vaccineret, opfordres du til at lade dig teste efter Sundhedsstyrelsens gældende retningslinjer. Hvis du er smittet med COVID-19, opfordres du fortsat til at melde det ind, så universitetet kan bidrage til smitteopsporing. Studerende skal udfylde denne blanket. Medarbejdere skal orientere nærmeste leder.

au.dk/corona kan du finde de senest opdaterede retningslinjer og restriktioner, som gælder på Aarhus Universitet.

Fakta: Pop-up vaccinestedet på campus i Aarhus

  • Pop-up vaccinestedet findes i Søauditorierne, Bartholins Allé 3, 8000 Aarhus C. Find Søauditorierne på kortet her
  • Medbring dit sundhedskort. Kom helst alene til vaccination af hensyn til plads og anbefalinger om afstand.
  • Du skal påregne 15 minutters ventetid efter vaccinen til observation for bivirkninger.
  • Region Midtjylland driver pop-up vaccinestedet efter samme forskrifter som regionens andre vaccinesteder.
  • Vaccinen foretages af personale fra regionen, som er uddannet til opgaven.    
Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Aarhus Universitet