Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Færre skal studere idræt og folkesundhedsvidenskab fra 2022

Uddannelses- og Forskningsministeriet har besluttet, at en række universitetsuddannelser skal dimensioneres pga. faldende efterspørgsel efter de færdiguddannede kandidater. På Health betyder det, at uddannelserne i idrætsvidenskab og folkesundhedsvidenskab skal optage færre studerende end vanligt de kommende år.

20.05.2021 | Sabina Bjerre Hansen

Ved næste studiestart vil der være færre idrætsstuderende på boldbanerne på Dalgas Avenue og færre studerende på folkesundhedsvidenskab i den sydlige del af campus. Foto: ??

Ved næste studiestart vil der være færre idrætsstuderende på boldbanerne på Dalgas Avenue og færre studerende på folkesundhedsvidenskab i den sydlige del af campus. Foto: Lars Kruse, AU Foto

I alt 83 kandidatuddannelser på Aarhus Universitet er udtaget til dimensionering, heriblandt to af Healths uddannelser, fordi der er for mange ledige dimittender. Beslutningen bevirker, at færre studerende fremover kan optages på uddannelserne i idrætsvidenskab og folkesundhedsvidenskab, som begge hører hjemme på Institut for Folkesundhed. Og institutleder Ole Bækgaard forstår godt ministeriets beslutning.

”Det er rimeligt nok, at vi skal dimensionere. Vi kan jo ikke som offentlig institution uddanne kandidater til arbejdsløshed. Det kan vi ikke være bekendt.”

Men han er ærgerlig over, at det er kommet så vidt, og at det trækker i langdrag med detaljerne.

”Det er frustrerende, at vi ikke kan sige noget mere konkret. Jeg ville gerne kunne fortælle medarbejderne, hvad dimensioneringen af vores uddannelser får af konsekvenser. Men det er for tidligt endnu,” siger han.

Måske for sent ude med uddannelsesrevisioner

Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach er enig.

”Jeg ærgrer mig over, at vi står i denne situation. Vi har lige revideret vores uddannelser med henblik på at fremtidssikre dem. Men vi var nok for sent ude,” erkender hun og uddyber:

”Nu skal vi lægge os endnu mere i selen for at sikre vores studerende den bedst mulige uddannelse. Vi skal fastholde interessen for de to fag, og så skal vi etablere et tættere samarbejde med vores aftagerpaneler. Vi har allerede en række erhvervsrettede tiltag, som vi skal styrke og sætte i spil. Det gælder fx vores erhvervsspecialer, hvor de studerende skriver speciale sammen med offentlige og private organisationer, siger hun.

Uddannelserne reduceres betydeligt

Som det ser ud lige nu, betyder dimensioneringen, at Institut for Folkesundhed trinvist skal reducere optaget af kandidatstuderende på idrætsvidenskab fra 62 i 2021 til 42 i 2025. Samtidig skal optaget af kandidatstuderende på folkesundhedsvidenskab nedskaleres fra 45 i 2021 til 38 i 2025.

Det er desuden nødvendigt at reducere optaget på de to uddannelsers bachelorprogrammer, fordi der skal være plads til, at de bachelorstuderende kan gøre krav på deres lovmæssige ret til at gå direkte videre på kandidatdelen af deres studium.

Vi er i dialog om udmøntningen

Ole Bækgaard arbejder tæt sammen med bl.a. prodekan  Lise Wogensen Bach og studiechef Anna Bak Maigaard om implementering af ministeriets beslutning, og AU Studier er i dialog med ministeriet om samme.

”Der er ikke truffet beslutning om, hvor meget optagene på bacheloruddannelserne skal reduceres, og derfor er der heller ikke endnu en beregning af de økonomiske konsekvenser. Det ligger imidlertid fast, at nedgangen i uddannelsesindtægterne skal bæres af instituttet. Så selv om nedskæringerne kommer gradvist over flere år, igangsætter vi nu en proces på instituttet, som skal sikre bæredygtigheden af vores uddannelser fremover,” siger Ole Bækgaard.

Lise Wogensen Bach supplerer:

”Vi er heldigvis lykkedes med at etablere en fornuftig model for, hvordan vi udmønter dimensioneringen i praksis. Modellen, som omfatter hele AU, sikrer bl.a., at der løbende er en tæt dialog mellem universitetet og ministeriet, og at relevante medarbejdere fra AU Uddannelse og fakulteterne bliver taget med på råd undervejs i processen,” siger prodekanen.


Kontakt

Prodekan Lise Wogensen Bach
Aarhus Universitet, Health
Mobil: 25 48 85 22
Mail: lwb@au.dk

Institutleder Ole Bækgaard
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: 60 20 26 74
Mail: obn@ph.au.dk

Uddannelse, Ph.d.-studerende, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Folkesundhed, Videnskabelig medarbejder