Videnskabelige medarbejdere på Health kan nu søge midler til at komme på inspirationstur til et af AU’s seks partneruniversiteter i det europæiske samarbejde Circle U. Prodekanen for uddannelse glæder sig over, at rejseaktiviteterne i universitetsalliancen snart kan genoptages – og nu med en pulje på én million kroner.
06.05.2021 |
Berlin, Beograd eller Bruxelles? Hvis du trænger til inspiration fra dine europæiske kolleger, så har du nu mulighed for at søge midler fra fakultetets nye rejsepulje, der er øremærket til ophold på universiteterne i Circle U. – en universitetsalliance, som Aarhus Universitet indgik med seks andre forskningsintensive universiteter i 2018.
Over de næste to år stiller fakultetsledelsen én million kroner til rådighed årligt til at finansiere inspirations- og netværksbesøg for videnskabelige medarbejdere. Du kan søge om 20.000 kr. pr. person, og bevillingerne går til enkeltpersoner eller til grupper på op til fire. Pengene kan søges af videnskabelige medarbejdere på mindst postdoc-niveau og med mindst 50 % ansættelse på Health. Søger I som gruppe, kan op til én studerende og én ikke-videnskabelig medarbejder også tildeles støtte til en rejse.
Her kan du læse mere om puljen, og hvordan du ansøger.
Selvom puljen både kan søges til uddannelses- og forskningsaktiviteter, håber prodekanen for uddannelse Lise Wogensen Bach især på at se mange ansøgninger med fokus på uddannelse og undervisning inden for fakultetets fagområder. ”Vi har valgt, at puljen først og fremmest skal understøtte internationalisering af vores uddannelser og undervisning. Derfor vil jeg opfordre fx studienævnsmedlemmer og grupper af undervisere inden for samme fag til at søge om midler til grupperejser,” siger Lise Wogensen Bach.
”Health skal blive ved med at tilbyde uddannelser på højeste internationale niveau, og det kan vi kun, hvis vi hele tiden orienterer os mod omverdenen og ser, hvordan vores dygtigste kolleger gør,” siger hun og tilføjer: ”Hvad enten man bruger midlerne til korte besøg på et par dage eller bruger dem som tilskud til et længerevarende ophold, er jeg sikker på, at det er enormt godt givet ud. Derfor skal der lyde en klar opfordring fra mig til at benytte sig af denne mulighed til at opbygge nye relationer og hente værdifuld inspiration hjem til Health.”
Allerede i februar 2020 stod fakultetet klar til at åbne for ansøgningerne til puljen, som skulle give et boost til Healths engagement i Circle-U.-alliancen. Det skulle dog hurtigt vise sig, at tiden ikke var til udlandsrejser. Selvom pandemien endnu ikke er ovre, mener Lise Wogensen Bach dog, at det er på tide igen at tænke langsigtet – også når det kommer til internationale samarbejder.
”Det seneste år har tvunget os til at være reaktive på mange fronter, og hvis der er én ting, vi har lært, så er det, at omstændighederne hurtigt kan ændre sig. Når det er sagt, så mener vi i fakultetsledelsen, at tiden er inde til, at vi på fornuftig vis kan begynde at planlægge denne slags rejseaktiviteter igen. Vi skal udnytte det enorme potentiale, som ligger i universitetsalliancen til at dele erfaringer med vores internationale fagfæller,” siger prodekanen.
Foruden Aarhus Universitet består universitetsalliancen Circle U. af:
Læs mere om Circle-U.-samarbejdet.
International rådgiver Tanja Hansen
Fakultetssekretariatet, Health
Mobil: 93 50 81 08
Mail: tanja.hansen@au.dk