Health ønsker at knytte tættere bånd til erhvervslivet, og fakultetsledelsen er derfor på udkig efter stærke personer med erfaring fra start-ups eller life science-industrien, der kan fungere som særlige rådgivere for fakultetet. Kandidater kan indstilles løbende.
29.04.2019 |
Her kommer en opfordring: Kender du en mand eller kvinde, som i kraft af sin indsigt og tilknytning til start-ups, life science- eller medicoindustrien kan bidrage til udviklingen på fakultetet, så indstil vedkommende til en post som Honorary Advisor to the Faculty.
Opfordringen kommer fra fakultetsledelsen på Health, og både ideen og titlen er ny: En række rådgivere fra den private sektor skal de næste tre år være med til at udvikle og kvalificere fakultetets erhvervsstrategi.
”Mange af vores ansatte har allerede en god relation til ledere af start-ups eller folk fra forsknings- og udviklingsafdelinger i en medicinal- eller medicovirksomhed. Tanken er at intensivere samarbejdet med virksomhederne til fælles gavn,” forklarer prodekan Lise Wogensen Bach.
Rådgiverne kan have meget forskellige kompetencer – det kan være erfaring med virksomhedsledelse, innovation, venture kapital, indsigt i talentudvikling eller særlige forskningsinteresser. Det vigtige er, at den pågældende har ambitioner, visioner og en genuin interesse i at samarbejde med universitetssektoren.
”Vedkommende skal kunne perspektivere ud over sit eget fagområde og have lyst til at præge samarbejdet med uddannelses- og forskningsverdenen,” siger Lise Wogensen Bach, som understreger, at rådgiverne også meget gerne må komme fra udlandet.
Posten som Honorary Advisor to the Faculty er ulønnet. Til gengæld får rådgiverne mulighed for at komme helt ind i universitetets uddannelses- og forskningsmiljøer, de får mulighed for direkte samarbejde med studerende og yngre forskere og kan tone fakultetets erhvervsstrategi. Der er også lagt op til, at rådgiverne bliver inviteret til arrangementer, kurser eller projekter, hvor de kan samarbejde med både studerende og ansatte.
”Når det gælder erhvervssamarbejdet på Health, har vi et stort, uforløst potentiale. Ved at samarbejde med folk fra den private sektor, kan vi styrke videnbaseret innovation og entreprenørskab til gavn for både os på universitetet, vores studerende og resten af samfundet,” siger Lise Wogensen Bach.
Læs mere om proceduren for at komme med forslag og se, hvem der kan indstille:
Honorary Advisor to the Faculty (pdf)
Der er mulighed for løbende at indstille kandidater, men kommer dit forslag inden fredag den 24. maj, vil det blive behandlet på Healths Erhvervsforum den 18. juni 2019.
Prodekan for talent og eksterne relationer Lise Wogensen Bach
Aarhus Universitet, Health
Mobil: 25 48 85 22
Mail: lwb@au.dk