En person i evig dialog, også med sig selv. En leder, der er tydelig og tilstede, undtagen liiige på sociale medier. En mand, der giver sig tid og har sine medarbejderes ryg. Sådan lyder karakteristikken af Lars Bo Nielsen, som nu forlader dekanposten for at blive direktør i Lægemiddelstyrelsen.
17.06.2021 |
Der stod intet om indholdet eller formålet med mødet, da fakultetsledelsen om aftenen 2. pinsedag modtog en mødeindkaldelse fra dekanen med titlen "Kort vigtig information". Derfor kom det som noget af en bombe, da Lars Bo Nielsen dagen efter, tirsdag den 25. maj kl. 7.45, over Teams kunne indlede mødet sådan her:
"Jeg beklager, at jeg måtte kalde jer sammen så tidligt. Jeg skal fortælle jer, at jeg holder op på Aarhus Universitet. Jeg har fået nyt job og stopper den 1. august".
Efter godt fire år på posten rykker Lars Bo Nielsen tilbage til København, hvor han tiltræder nyt job som direktør i Lægemiddelstyrelsen.
"Da min kone og jeg rejste til Aarhus for godt fire år siden, lavede vi en aftale om, at hvis en af os af en eller anden grund ville tilbage til København, så tog vi begge to tilbage. Og den dag kom så her ved juletid, hvor vi fandt ud af, at vi skulle være bedsteforældre. Og det hastede sådan set ikke mere end det jagede at komme tilbage, men så kom den her mulighed med jobbet i Lægemiddelstyrelsen," forklarer Lars Bo Nielsen.
Noget af det første, Lars Bo Nielsen gjorde som dekan, var at flytte med hele sin entourage til den gamle fødselsstiftelse, Victor Albeck-bygningen, i universitetsparken. Der var simpelthen for lidt "schwung" over det lave, gule murstensbyggeri på hjørnet af Ringgaden, hvor rektoratet og en del af universitetsledelsen holder til.
Og netop "schwung" er noget af det, Lars Bo Nielsen har stræbt efter at skabe i alt, hvad han har foretaget sig på Health.
"Lars Bo har haft den ambition at gøre fakultetet mere internationalt, og det er han lykkedes med," siger Jørgen Frøkiær, leder af Institut for Klinisk Medicin.
Han henviser bl.a. til udpegning af 50 Skou-professorer fra universiteter over hele verden, samarbejde med Circle U.-universiteterne i Europa og foredragsrækken Noble Laureate Talks, hvor Nobelprismodtagere besøger fakultetet og fortæller om vejen til Nobelprisen.
Thomas G. Jensen, leder af Institut for Biomedicin, lægger vægt på Lars Bo Nielsens prioritering af de brede stillingsopslag, der giver mulighed for flere og stærkere ansøgere udefra:
"Lars Bo er en visionær leder, som på kort tid er lykkedes med at videreudvikle fakultetet, så det er mere internationalt og konkurrencedygtigt, og hvor det også er lykkedes at trække adskillige gode, udenlandske forskere, bl.a. i kraft af, at vi nu i højere grad rekrutterer via åbne opslag og med brug af søgekomiteer."
Det er hans mange ideer og evne til at skabe relationer, der har gjort det relativt nemt for Lars Bo Nielsen at implementere store forandringer på kort tid, mener Thomas G. Jensen:
"Han indledte sin dekantid med en intens lyttefase, hvor han tog sig tid til at tale med alle professorerne på fakultetet og senere også en lang række unge forskere. Han forstår at skabe relationer. Så kom de gode ideer til, hvordan vi kunne komme videre, og fordi han havde etableret den nødvendige tillid, fik han også opbakning til de store forandringer," siger han.
Den intense lyttefase kombineret med en elefantastisk hukommelse betyder også, at han har styr på fakta.
"På trods af, at han sidder langt fra fagmiljøerne, er han sindssygt godt inde i detaljer. Han husker, at der sidder en på institut X, der måske er relevant som samarbejdspartner for en person på institut Y. Han har styr på processer og budgetter, og han er virkelig god til at gøre strategien nærværende og relevant for os på institutterne," siger Christian Lindholst, leder af Institut for Retsmedicin.
Selv om Lars Bo Nielsen har store visioner og en klar dagsorden, er han ikke kendt for at træffe hurtige, uovervejede beslutninger. Han har brug for at vende skråen og er mere komfortabel med at diskutere - også med sig selv - langt frem til deadline. Og nogle gange efter. For var det nu den rigtige beslutning? Kan vi ikke gøre det endnu bedre?
"Han stiller hele tiden gode, relevante og vigtige spørgsmål. Han er også udfordrende, for han stræber konstant efter et højere niveau. Derfor er han i evig dialog med sig selv og med folk omkring ham. Han vil helst være i brainstorm-mode hele tiden, simpelthen for at opnå det bedste resultat," siger sekretariatschef Nete Herskind Ramlau-Hansen.
Samme analyse lyder fra administrationschef Nikolaj Harbjerg:
"Han udstikker ikke bevidstløse befalinger. Han vil gerne skabe et rum, hvor man kan diskutere, og hvor han kan trykprøve tingene og lytte til, hvad andre byder ind med. Og man må gerne være uenig."
Meget symptomatisk ser man også kun sjældent Lars Bo Nielsen sætte sig for bordenden til et møde, han leder.
"Han har en meget lyttende og inddragende stil. Han er nærværende, anerkendende og super god til at samarbejde, og han er lykkedes med at skabe sammenhængskraft i fakultetsledelsen. Det er virkelig gode og inspirerende møder, vi har," siger Jørgen Frøkiær.
Alle, der har arbejdet tæt sammen med Lars Bo Nielsen, kan skrive under på, at han har en klar dagsorden og ved, hvad han vil:
"Han har store ambitioner. Fakultetet har fx i løbet af de sidste fire år næsten tredoblet hjemtaget af eksterne midler. Han vil flytte ting - ikke kun det han står midt i, men også det, der kommer om fem og ti år. Han er i stand til at skabe en fortælling og få folk med sig. Det har været lidt som at få en vitaminpille at komme på arbejde," siger administrationschef Nikolaj Harbjerg.
Lektor Agnete Larsen, der er tillidsrepræsentant og næstformand i fakultetets samarbejdsudvalg, genkender beskrivelsen af en synlig og retningsgivende dekan:
"Lars Bo er enormt professionel og dedikeret. Han er også et meget venligt, åbent og humoristisk menneske med en pragmatisk tilgang. Men han har sine klare dagsordener. Der er for eksempel ingen tvivl om, at internationalisering er hans hjertebarn. Det kan koste lidt på andre dagsordener. Så tager vi diskussionen. Det er jo også det, vi har et samarbejdsudvalg til," siger Agnete Larsen.
Som chef beskrives Lars Bo Nielsen som empatisk, inspirerende og en god sparringspartner.
"Som institutleder har jeg haft stor handlefrihed. Han er god til at uddelegere og en chef, man kan gå til - nærmest dag og nat. Jeg oplever, at han har stået last og brast med os, der refererer direkte til ham. Han har haft vores ryg," siger Thomas G. Jensen.
Det er en beskrivelse, som Christian Lindholst støtter:
”Han er et menneske, man hurtigt kan få et meget tillidsfuldt forhold til. Han giver noget af sig selv. På møder kommer vi tit ud på et sidespor. Det virker, som om han hygger sig og har god tid, selv om han som topchef har en helt vanvittig kalender.”
Lars Bo Nielsen har flere gange inviteret en massiv flok af institutledere, institutsekretariatsledere og funktionschefer hjem i sin lækre, men relativt lille lejlighed på Aarhus Ø, hvor han har diverteret med mad, vin og lejrbålssange på guitaren.
"Han er en chef, der aldrig har anerkendt skellet mellem VIP og TAP på universitetet. Han ser os som én sammenhængende organisation og bryder sig fx ikke om ordet 'støttefunktioner', når det gælder administrationen. Vi er en ligeværdig samarbejdspartner," siger Nikolaj Harbjerg.
Nete Herskind Ramlau-Hansen er enig:
"Han står for samarbejdskultur. Han har respekt for alle faggrupper og er loyal over for systemet. Man ved, hvor man har ham."
Der er også bred enighed om, at Lars Bo Nielsen er en god taler, og hans energi og entusiasme kan overbevise de fleste. Men hans styrke ligger klart i det analoge, og han indrømmer da også gerne selv, at han ikke har meget mere end knallertkørekort til sociale medier. Trafikken med at skabe kontakter på LinkedIn og Twitter er derfor også temmelig ensrettet.
"Han er ikke nogen linselus - det er ikke lige ham. Han har ikke brug for at se sig selv i medierne, og offentlig eksponering har måske været hans største udfordring som dekan. Jeg har nu etableret en konto på TikTok, så jeg er klar til at følge hans indtog på den platform. Det bliver en spændende rejse for ham," siger Nete Herskind Ramlau-Hansen.
Der er fratrædelsesreception for Lars Bo Nielsen torsdag den 1. juli.
Læs også Hans Erik Bøtker bliver konstitueret dekan på Health.
Læs også Fem hurtige til Lars Bo Nielsen.