Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Festkodeks skal øge fokus på inkluderende studiemiljø

Aarhus Universitet har som mål, at både faglige og sociale miljøer skal favne alle studerende. Derfor sætter prodekan for uddannelse, Lise Wogensen Bach, nu fokus på det inkluderende sociale miljø på Health. Blandt andet skal de studerendes festforeninger udarbejde et kodeks for fremtidens fester.

01.12.2021 | Vibe Bregendahl Noordeloos

Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach har bedt de studerendes festforeninger om at udarbejde et kodeks for fremtidens fester. Foto: Simon Fischel, Health Kommunikation.

Efter en længere corona-pause har der igen været godt gang i fester og andre sociale arrangementer på universitetet. Det giver anledning til at genbesøge, hvordan studerende mødes og omgås hinanden både i hverdagen til undervisningen og til fest.

Prodekan for uddannelse, Lise Wogensen Bach, vil derfor i dialog med de studerendes festforeninger og anmode dem om at udarbejde et kodeks for fremtidens fester.

”Generelt er de studerede rigtigt gode til at passe på hinanden. Men det er sundt for alle, også festforeningerne, at træde et skridt tilbage og se på, hvilken kultur de har omkring fester og sammenkomster. Er det inkluderende for alle, eller er der opførsel og kommentarer, der kan være grænseoverskridende,” siger Lise Wogensen Bach.

Hun fortæller, at der desværre er fester, der ikke er blevet afholdt hensigtsmæssigt. Det har blandt andet betydet et større oprydningsarbejde af lokaler, der mildt sagt ikke er behandlet pænt.

”Det kan vi selvfølgelig ikke acceptere som fakultet, og derfor har jeg indkaldt foreningerne og bedt dem udarbejde et kodeks for fremtidige fester,” fortæller Lise Wogensen Bach.

Det er festforeningerne selv, der skal udarbejde et kodeks, og det skal indeholde retningslinjer for, hvornår en fest lukkes ned, hvem der må deltage, og at der er ædru vagter til alle sammenkomster.

Fælles forståelse af god adfærd

Lise Wogensen Bach siger, at udarbejdelsen af et kodeks ikke kun skal give retningslinjer for fremtidens fester, men også være katalysator for en samtale og bevidsthed blandt de studerende om, hvad de selv anser som et favnende og trygt studie- og festmiljø for alle, og ikke mindst en fælles forståelse af god adfærd.

”Det er klart, at der skal være plads til at være ung og have det sjovt på studiet. Men en tommelfingerregel er, at man ikke må sætte andre i en situation, hvor de skal sige fra. Det gælder, når man er i kittel på klinikkerne, sidder på læsesalen eller står i baren. Derfor går det selvfølgelig ikke at komme med upassende bemærkninger om påklædning, kræve at man skal drikke sig fuld for at være med i festforeningerne eller lade fester og sammenkomster eskalere til et niveau, hvor mange ikke længere synes, det er sjovt at være med,” forklarer Lise Wogensen Bach.

På universitetet har de ansatte en whistleblowerordning, hvor det er muligt at klage over upassende adfærd. Den mulighed har de studerende ikke. Derfor er det vigtigt løbende at have en samtale med og blandt de studerende om kulturen, siger Lise Wogensen Bach.

Vigtigt at tale om kulturen

”At være ansat eller studerende ved Aarhus Universitet forpligter på flere måder. Vi er alle repræsentanter for universitetet også til vores julefrokoster og fredagsbarer. Og i en stor organisation har vi desuden et fælles ansvar for at skabe en kultur, alle kan være trygge i. Det, vi tolererer, bliver absorberet og pludselig en fast del af kulturen. Derfor kan det let blive en glidebane, hvis vi ikke med jævne mellemrum stopper op og tager et blik på fællesskabet. Det er klart, at studerende og ansatte ikke skal feste sammen. Og det er klart, at studerende ikke kan tale om medstuderende eller festlige eskapader foran patienter, hvis de er i klinik. Det skal vi lige huske at sige højt fra tid til anden, så vi sammen skaber et trygt og inkluderende fællesskab på tværs af institutter og studier.”

Ifølge Lise Wogensen Bach er ambitionen at sætte fokus på, hvordan de studerende bliver mødt, hvilke rammer der bliver opstillet, og hvad fakultetet kan stå på mål for som institution. Derfor er det vigtigt løbende at have en samtale med og blandt de studerende om kulturen, siger Lise Wogensen Bach.

De enkelte festforeninger skal komme med et udkast til et kodeks, og målet er, at alle festforeninger på Health i sidste ende udarbejder et fælles kodeks. Lykkes det ikke foreningerne at afvikle sammenkomster i overensstemmelse med kodekset, kan det i sidste ende betyde, at de mister økonomisk støtte og adgang til lokaler på universitetet.

Læs også universitetets retningslinjer for et inkluderende studiemiljø: Vi siger fra

Kontakt

Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach
Aarhus Universitet, Health
Mail: lwb@au.dk 
Mobil: +45 25 48 85 22 

Administrativt, Administration (Faglighed), Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Politik og strategi, Teknisk/administrativ medarbejder, Uddannelse, Ph.d.-studerende