Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Flere studerende får adgang til at prøve et interdisciplinært forskerliv

Det forskningsrettede talentforløb fortsætter med nye optag i 2019 og 2020. Målt på tilbagemeldinger er forløbet en succes, siger prodekan for talentudvikling Lise Wogensen Bach.

14.05.2019 | Henriette Stevnhøj

Det første hold studerende afsluttede Healths forskningsrettede talentforløb i april. I to år har de fulgt en række interdisciplinære workhops, udtænkt og gennemført deres eget forskningsprojekt ved siden af deres almindelige studier.

Det forskningsrettede talentforløb for kandidatstuderende på Health er en velfungerende rugekasse for forskerspirer, og nu har fakultetsledelsen trykket på startknappen til endnu to runder. Det sker efter en evaluering, som viste, at både studerende og undervisere var tilfredse med talentforløbet.

Lise Wogensen Bach står som prodekan for talentområdet på Health bag udviklingen af det forskningsrettede talentforløb, som særligt skal styrke det interdisciplinære forskningssamarbejde. Hun mener, at forløbet har stor betydning for deltagerne og for det etablerede forskningsmiljø på Health.

”De studerende får et realistisk syn på, hvordan man kommer i gang med at forske, og fagmiljøerne får unge talenter, som ved, hvad de går ind til. Det gavner begge parter,” siger Lise Wogensen Bach.

3 studerende forsætter med ph.d.-er

De første tolv studerende afsluttede deres forløb i april måned efter to år med interdisciplinære workshops, løbende vejledning og peer-feedback på deres forskningsprojekter. Ved forløbets afslutning er tre studerende optaget på en kandidat-ph.d., to af dem med interdisciplinære projekter. Tallene er for små til at konkludere, om forløbets interdisciplinære karakteristika også gør ph.d.-projekterne mere tværfaglige. Men Lise Wogensen Bach tvivler ikke på, at netop det tværfaglige styrker de studerendes netværk og vej ind i forskningsmiljøerne.

”Som forsker arbejder man ikke alene, men skal have - og give - inspiration for at komme videre. Det har kolossal stor betydning for at få nye ideer, at man har nogle at sparre med om dem. Det gælder også sparring fra de forskere, der arbejder på ”kanten” af eget forskningsfelt og med anden faglig baggrund end en selv,” siger Lise Wogensen Bach.


Planlægning af tredje og fjerde optag af det forskningsrettede talentforløb går i gang nu, og frister for at søge optagelse bliver annonceret på Studieportalen og Forskeruddannelsens hjemmeside

Kontakt

Prodekan for talentudvikling, Lise Wogensen Bach
Mail: lwb@au.dk
Mobil: +4525488522  

Forskning, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder