AU har fået en grundløsning af e-læringssystemet Blackboard. Nu skal systemet for alvor tages i brug og udvikles i takt med brugernes behov.
24.10.2014 |
I efteråret 2014 har en stor gruppe undervisere og studerende ved Arts, Health og Science and Technology taget e-læringssystemet Blackboard i brug.
Det betyder, at første skridt er taget i et meget stort og komplekst projekt, som går på tværs af både administrative og faglige skel.
Overordnet set er første fase af projektet lykkedes godt – så godt at det internationale Blackboard-team overvejer at gøre AU til et case study, fordi AU har implementeret systemet så hurtigt og effektivt (fra 1. september 2013 og frem til nu). Intet andet universitet er lykkedes med at nå så meget på så kort tid:
”Vi har på AU haft en rolig udrulningsproces uden panik, men vi har samtidig formået at holde tempo i det takket være mange hårdtarbejdende folk.,” fortæller prorektor Berit Eika, der har oplevet en positiv proces på trods af en kompliceret opgave.
Første fase af udrulningen af Blackboard har gået ud på at lave en grundløsning, som fungerer, selvom det også betyder, at nogle ønsker er blevet udskudt. Det har været vigtigt at prøve alle discipliner af allerede i første fase af projektet og at give sig i kast med opgaver som funktionalitet, sammenkørsel af data, systemudvikling, drift og support:
”Vi har bygget skellettet – intakt med fingre, tæer og det hele. Nu mangler vi bare at få noget ’sul på kroppen’,” som det beskrives af programleder Per Guldbæk Larsen.
Det ”sul”, der mangler er yderligere funktionalitet og erfaring med at bruge systemet. Blackboard i sig selv er kun en del af løsningen, resten – og langt det meste - kommer med udvikling og pædagogisk anvendelse (som beskrevet i AU’s educational it-strategi fra 9. marts 2011):
”Mulighederne i systemet giver et stort forbedringspotentiale i mange år fremover – og det er en udvikling, som skal styres af brugerbehov,” understreger Per Guldbæk Larsen.
Der er blandt de involverede enighed om, at projektet har medført meget læring, som kan overføres til fremtidige store tværorganisatoriske projekter. Fx har det været en vigtig faktor med stor ledelsesopbakning for at få samarbejdet til at fungere på tværs af AU.
Janne Saltoft, der er projektleder på Health-delen af implementeringen, mener, at der er mange gode erfaringer at hente fra projektet:
”Vi er blevet rigtig gode til at samarbejde på tværs af Aarhus Universitet, hvilket kan bruges, når vi skal lave andre fælles studierelaterede projekter, som fx digital eksamen.”
Antallet af brugere i den nye Blackboard-installation vil blive mangedoblet på kort tid. I dag bruger ca. 7500 medarbejdere og studerende det fælles system, men i foråret 2015 kobles resten af AR, HE og ST på – og frem mod 2016 skal også BSS overgå til samme installation (BSS bruger i dag deres egen version af systemet).
Selve projektfasen og de større opgaver afsluttes ved udgangen af 2015 og overgår til en fase med mere etableret systemforvaltning og support, hvor funktionaliteten i Blackboard kan udbygges gradvist.
På sigt bliver Blackboard et system for alle undervisere og studerende og en del administrative medarbejdere på AU – i alt vil over 40.000 personer vil løbende logge på systemet.
Få mere information om Blackboard her:
Hvad er Blackboard?Blackboard bliver det fælles AU-system til læringsaktiviteter og kursusmateriale. Systemet skal håndtere kontakten mellem undervisere og studerende uden for den almindelige undervisning – og kan også rumme samarbejde de studerende imellem. På sigt erstatter Blackboard tidligere systemer på AU som eksempelvis AULA, CampusNet, CourseAdmin og FirstClass. Blackboard anvendes i dag på over 9.300 uddannelsesinstitutioner i mere end 60 lande. Det er derfor det mest brugte ”learning management system” i verden. |