Læs semestervelkomst fra rektoratet til alle studerende og medarbejdere.
31.08.2020 |
Først og fremmest et varmt velkommen til alle studerende og medarbejdere her ved semesterstart. Dette semester adskiller sig dog fra tidligere semestre på Aarhus Universitet. Først og fremmest fordi vi ikke kan afvikle undervisning fysisk i det omfang, vi er vant til fra før coronakrisen. Så livet på vores tre campusser bliver desværre ikke helt det samme. Det er et vilkår, vi må få det bedste ud af.
Forud for studiestart har tutorer, undervisere og administrative medarbejdere ydet en kæmpe indsats i forhold til den konkrete planlægning, så der trods alt vil være undervisning på campus i Aarhus, Herning og Emdrup. Og ikke mindst så det er muligt for de godt 7.000 nye studerende at komme ind og møde undervisere, lære medstuderende at kende og opleve campus i videst muligt omfang.
Undervisning og studiestartsaktiviteter er tilrettelagt under skærpede hensyn til sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Det er afgørende, at vi – uanset om vi er medarbejdere, studerende eller tutorer – overholder afstandskrav, spritter af og følger de retningslinjer, der gælder for adfærd på campus. Jo mere vi passer på, jo mere kan vi være sammen i det lange løb.
Overordnet set er den første uge gået rigtigt godt. Skønt planlægningen konstant er blevet udfordret, har tutorerne formået at bevare gejsten og har givet de nye studerende en varm velkomst. I år har opgaven også været at introducere de nye studerende til nye sundhedsmæssige retningslinjer, som er så vigtige at overholde. Det ansvar har tutorerne påtaget sig uden tøven – og løftet på forbilledelig vis.
Det samme kan siges om undervisere og administrative medarbejdere, der har arbejdet utrætteligt på at gøre studiestarten mulig. Der ligger et meget stort arbejde bag indsatsen for at gøre studiestart og fremmøde på campus så tryg som mulig under de givne omstændigheder. Der er blevet målt op i lokaler, sikret mulighed for at komme sikkert ind og ud af lokaler og etableret smitteberedskaber for bare at nævne nogle eksempler. Det er et godt billede på, hvordan hele universitetet arbejder sammen om at løfte opgaven.
Det er bestemt også værd at fremhæve den aktuelle informationskampagne, som opfordrer de studerende til at være gode ved hinanden og tage de fornødne hensyn til andre. Studenterrådet har her trukket et stort læs – både i forhold til at skabe kampagnen, som bygger videre på sidste års kampagne ”Be nice – not træls”, og til at brede den ud, hvor de studerende færdes.
Vi krydser fingre for, at vi får et semester med så meget fysisk fremmøde på universitetet som overhovedet muligt. De særlige restriktioner for Aarhus er nu ophævet, som vi meldte ud i fredags. Medarbejdere kan således også på universitetets lokaliteter i Aarhus møde ind på deres arbejdsplads igen. Det aftales med nærmeste leder, hvordan arbejdet tilrettelægges med udgangspunkt i, at fysisk fremmøde er muligt.
Se den samlede liste over AU's retningslinjer, som opdateres løbende på au.dk/corona.
Vi er stadig i den situation, at jo bedre vi er til at holde afstand, jo mere kan vi være sammen. Med en fælles indsats lykkes vi.
Vi ønsker jer alle et godt semester.
Med venlige hilsner
Rektoratet