Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Fokus på IT til uddannelse og administration i 2017

En kortlægning af universitetets it-behov har nu resulteret i en prioritering af it-projekter i 2017. I tråd med universitetets digitaliseringsstrategi vil fokus være på it-projekter, der støtter universitetets uddannelsesaktiviteter og medvirker til at forenkle administrative arbejdsgange.

22.03.2017 | Marie Lærke Justesen

Grafik: Colourbox.com

Lederkredsen i Enhedsadministrationen (LEA) har netop gennemført en prioritering af universitetets it-projekter.

Forud er gået en proces med indsamling af ønsker fra administrationscentre og vicedirektørområder samt vurdering af de enkelte projekter inkl. prioritering af ressourcer ved hjælp af den fælles beslutningsmodel.


Særligt projekter, der reducerer og forenkler systemarkitekturen på AU, er i fokus i år. I 2017 er følgende tiltag derfor højt prioriteret:

  1. Tjek & Go: Forenkling af administrative arbejdsgange i forbindelse med bl.a. medarbejderansættelse og -fratrædelse.

  2. Fælles undervisnings- og eksamensplanlægning: Et fælles planlægningssystem, der kan skabe overblik for planlæggere, studerende og videnskabeligt personale. Systemet skal sikre, at planlægningsdata fremover ikke er spredt over flere systemer, og oplysninger ikke skal dobbeltregistreres i flere systemer.

  3. Blackboard på fælles driftsplatform: Sammenlægningen af Blackboard BSS med AU Blackboard.

  4. Udfasning af gamle IT-systemer: Udfasning af administrative systemer, der helt eller delvist er erstattet af nye fælles løsninger. Projektet gennemføres for at opnå en lavere kompleksitet i AU’s IT-platform og øget datasikkerhed.

Prioriteringen af projekterne er sket med udgangspunkt i en kortlægning af universitetets it-behov, som AU IT foretog i efteråret 2016 og digitaliseringsstrategien, som blev vedtaget i februar 2017.

Se samtlige prioriterede projekter og læs mere om de enkelte igangværende projekter.

Sådan prioriteres IT-projekter på AU

AU IT modtager hvert år talrige ønsker til it-projekter fra hele universitetet; langt flere ønsker, end AU IT har mulighed for at indfri. Derfor er det nødvendigt at prioritere alle projekterne, så ressourcerne bruges på de projekter, der er til størst gavn for universitetet. Den prioritering vil fortløbende ske i tæt samarbejde mellem AU IT og LEA.

Prioriteringen skal medvirke til at sikre, at igangsatte projekter gennemføres til aftalt tid, pris og kvalitet. En gang i kvartalet modtager LEA et statusoverblik over projekterne, og i august måned i år vil lederkredsen foretage en genprioritering af alle projekterne.

Henvendelser vedr. nye initiativer, projekter, rådgivning om opstart af et projekt eller AU IT’s mulighed for at levere systemunderstøttelse eller lignende kan rettes til portefolje.it@au.dk.

Administrativt, Administration (Faglighed), Alle grupper, Alle AU-enheder, Enhedsadministration