Med det interdisciplinære forskningscenter Arctic Research Centre og det store internationale samarbejde spiller Aarhus Universitet en central rolle i udforskningen af de store forandringer på Arktis.

08.09.2014 | AU Kommunikation

»Vi taler om forandringer, der påvirker hele kloden og livet for mennesker mange generationer frem i tiden, så selvfølgelig er vi meget engageret i udviklingen i Arktis – både som forskere og som mennesker. Og jeg tror også på, at vi med denne omfattende forskning kan bidrage positivt til udviklingen i Arktis.« Sådan siger professor Søren Rysgaard, der er leder af Aarhus Universitets interdisciplinære forskningscenter Arctic Research Centre.

Og der er nok at tage fat på. I Arktis viser klimaforandringerne sig dobbelt så hurtigt i forhold til noget andet sted på kloden og skaber gennemgribende forandringer for dyr, planter og mennesker, forklarer Søren Rysgaard. »Konsekvenserne af klimaforandringerne er yderst dramatiske og tydelige i Arktis. Men det er også meget komplekse forandringsprocesser, der hænger sammen på kryds og tværs. Derfor er det helt nødvendigt, at mange videnskabelige discipliner arbejder sammen, hvis vi vil forstå, hvad det er, der sker i Arktis.«

Et eksempel på én af de mange komplekse forandringsprocesser, som forskningen på Arctic Research Centre skal hjælpe os til at forstå, er, hvad det er for mekanismer, der påvirker CO2-kredsløbet, når havisen på klodens top smelter.

Det arktiske hav er en kæmpe kuldioxidpumpe

Når Det Arktiske Hav fryser, samles salte, ilt og kuldioxid i en tung saltlage, der synker ud af isens gitterstruktur og ned mod større vanddybder.

De koncentrerede salte inde i havisen undergår en række kemiske reaktioner i havisen, hvorved der blandt andet dannes kalciumkarbonater. Karbonaterne bliver tilbage i havisen som små partikler, mens kuldioxiden synker ud af isen sammen med den tunge saltlage.

Når isen smelter igen til foråret, er der derfor underskud af ilt og kuldioxid i det ferske smeltevand. Det forstærkes yderligere af, at kalciumkarbonaterne i isen opløses, og begge dele suger store mængder kuldioxid ud af atmosfæren og ned i havet. Mekanismen får polarhavene til at fungere som en kæmpe pumpe, der sender kuldioxid fra atmosfæren til havdybet.

Forskerne taler om Ishavets fysiske pumpe, og den er altafgørende for det globale kulstofkredsløb. De første løse estimater tyder på, at pumpen fjerner mere end 80 millioner tons kulstof per år – eller cirka en ottendedel af den kulstofmængde, verden besluttede at reducere ved Kyotoaftalen.

På Arctic Research Centre har man særlig fokus på at forstå de meget komplekse kemiske og fysiske processer, der foregår inde i havisen. Havisen forsvinder med foruroligende fart. Når isen er væk, får planktonalgerne i havet til gengæld mere lys og optager dermed mere kuldioxid fra atmosfæren ved deres fotosyntese. Hvor vigtig denne biologiske pumpe er i forhold til den fysiske pumpe, er også et af de centrale forskningsemner på Arctic Research Centre ved Aarhus Universitet.