Forskere og eksperter har sat deres viden på kortform i en utraditionel bog om 1800-tallet, der udkommer i forbindelse med Århundredets Festival.
27.02.2014 |
101 fortællinger om 1800-tallet i et oplag på over 180.000 kan man vist roligt kalde formidling til folket. Og netop det ærinde er Aarhus Universitetsforlag og Aarhus Universitet ude i med deres bidrag til Århundredets Festival, der i marts sætter spot på selv samme århundrede.
Bidraget er bogen Danmark bliver Danmark, som forlaget udgiver i et oplag på 83.000 eksemplarer. En del af dem udsendes til alle deltagere i Folkeuniversitets kurser og forelæsningsrækker, og resten lander på boghandlernes hylder.
Resten af oplaget kommer ud til offentligheden via Jyllands-Posten, som over 101 dage bringer alle artikler fra bogen. Og det historiske stof er populært. Fem af de mest læste artikler på avisens hjemmeside er således artikler fra Danmark bliver Danmark.
Et ambitiøst forlagsprojekt
Formidling i masseoplag er ikke nyt for universitetsforlaget. I forbindelse med 1700-talsfestivalen for to år siden udkom et hæfte i et lignende oplag. Forlagsdirektør Carsten Fenger-Grøndahl mener dog, at produktet er bedre denne gang.
”Vi har bevæget os fra et hæfte til bog. Og så er projektet mere ambitiøst i år, hvor vi har udtænkt et koncept, der knytter et tema til hvert årstal i århundredet,” siger forlagsdirektøren.
Og han kan konstatere, at det ikke har afskrækket de 53 forskere og andre eksperter at skulle formulere sig i korthed om emner, der spænder fra Grundlov og Treårskrig til prostitution, mad og satire.
”Det må være en kæmpe udfordring for dem, fordi det er så langt fra den måde de er vant til at tænke og dele deres viden. Men de har i den grad været med på spøgen,” fortæller Carsten Fenger-Grøndahl.
Populær formidling er vigtig
Artikelforfatterne kommer hovedsaglig fra Aarhus Universitet, hvor alle hovedområder bidrager. En af dem er historikeren, lektor Nina Koefoed, der i sine tre bidrag skriver om 1800-tallets underholdning, barndom og kvinder.
”Det er vigtigt, at vi også kan formidle populært og fokuseret,” mener hun om opgaven med at formulere sin viden i kortform.
”Det har været sjovt at være med i projektet, fordi de mange korte artikler faktisk giver det hele billede af et århundrede,” siger Nina Koefoed, der den 10. marts kl. 10-12 fortæller om kvinder og børnearbejde ved en videnbrunch på Café Hack.
Det er et af de omkring 300 arrangementer i Aarhus, hvor Folkeuniversitetet i tæt samarbejde med Aarhus Universitet og en række kulturinstitutioner har fokus på 1800-tallet.
Danmark bliver Danmark er finansieret af Aarhus Universitet og Aarhus Universitets Forskningsfond.