Lektor Katherine Musliner fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital Psykiatrien får 2.8 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond til at undersøge, hvad vores gener betyder for udviklingen af den psykiatriske lidelse borderline personlighedsforstyrrelse.
16.11.2021 |
Op mod 3 % af befolkningen lider af borderline personlighedsforstyrrelse. De mennesker, der rammes af den komplekse og invaliderende psykiatriske sygdom, har normalt også mindst én anden psykiatrisk lidelse som angst, depression eller ADHD.
Sammen med forskere fra det svenske Karolinska Instituttet skal Katherine Musliner bruge data fra både danske og svenske registre til at undersøge genernes betydning for borderline.
Katherine Muslinger, der selv er lektor på Institut for Klinisk Medicin, skal bl.a. identificere de genetiske faktorer, der øger vores risiko for borderline personlighedsforstyrrelse. Desuden vil hun også undersøge de genetiske sammenhænge, der er mellem borderline personlighedsforstyrrelse og andre psykiatriske lidelser.
Danmarks Frie Forskningsfond har bevilget 2.88 mio. kr. til forskningsprojektet under Inge Lehmann-programmet, der er sat i verden for at fremme flere unge kvindelige forskere i de danske forskningsmiljøer.
Lektor Katherine Musliner
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital Psykiatrien, Afdeling for Depression og Angst
Mobil:
Mail: klm@clin.au.dk
Omtalen er baseret på pressemateriale fra Danmarks Frie Forskningsfond.