En ny trafik-app udviklet på Aarhus Universitet er den første, der skal gøre mængder af data brugbar for byens borgere.
07.02.2014 |
”Som universitet er det jo fornemt, at vi både kan forske og samtidig hjælpe byen.”
Lektor Martin Brynskov er ikke i tvivl om perspektivet i den trafik-app, han og kollegerne præsenterede, da Smart Aarhus den 5. februar fejrede sine første to år.
”Skal jeg køre nu?” hedder den gratis app, som er udviklet af Center for Avanceret Visualisering og Interaktion (CAVI) som er en del af forskningscentret Participatory Information Technology (PIT) på Aarhus Universitet.
Den fortæller bilisterne, hvornår og hvordan de hurtigst kommer fra et sted til et andet og trækker på de trafikdata, som indsamles i kommunalt regi.
”Den app viser, at vi nu kan begynde at forske i, hvordan man skaber en smart by,” siger Martin Brynskov, der er koordinator for AU Smart Cities.
Vejen til den smarte by rulles blandt andet ud i projektet Open Data Aarhus (ODAA). Her tilbyder Aarhus Kommune virksomheder og forskere adgang til 60 datasæt, så de kan omsætte dem til brugbar viden forbyens borgere.
Martin Brynskov fortæller, at forskerne er på vej med en app til cyklister og en app, der skal give større forståelse for, at det gør en forskel at sortere affaldet i hjemmene.
Smart Aarhus er et samarbejde mellem forskning, offentlige institutioner og virksomheder og fungerer som en løftestang for de strategiske partnerskaber, der skal udvikle fremtidens digitale by.