Med coronavirus fik forskere, fonde og myndigheder ’det fælles tredje’ at stå sammen mod. Det har ført til lynsnare ansøgninger, uventede samarbejder, overvældende kollegial hjælpsomhed og selvransagelse – også den kritiske – hos nogle af de forskere, der fik penge i kometfart.

01.04.2020 | Nanna Jespersgård

Selv om coronavirus fører sygdom, død og alverdens andre problemer med sig, har de seneste uger lært os noget vigtigt: Nemlig at processer, vi betragter som normale, står til at ændre. Og at vi faktisk kan rykke, når det gælder. Sådan lyder det mere eller mindre samstemmende fra nogle af de Health-forskere, der har søgt og fået akutte midler til corona-relateret forskning.

En af dem er Ole Schmeltz Søgaard, lektor på Institut for Klinisk Medicin og læge på Infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital. I sidste uge fik han sammen med en kollega fem millioner kroner fra Lundbeckfonden til at afprøve, om det japanske lægemiddel mod halsbrand, camostat mesylate, bremser sygdommen forårsaget af ny coronavirus (COVID-19). 

Vidste ikke at samarbejdspartner eksisterede

”Der gik 12 – tolv – dage fra vi stod med et blankt papir, til pengene var bevilget, den kliniske protokol skruet sammen og forsøget blåstemplet af Lægemiddelstyrelsen og det videnskabsetisk komitésystem. Nu er medicinen på vej hjem fra Japan, og går det som planlagt, begynder vi at give tabletter til de første hospitalsindlagte med mild til moderat corona inden ugens udgang,” fortæller Ole Schmeltz Søgaard om sin oplevelse af urgency som en drivkraft af nærmest tsunamiagtig styrke. Som ’det fælles tredje’, om man vil.

”Med til historien hører, at jeg for tre uger siden ikke anede, at min samarbejdspartner i projektet, lektor Mads Fuglsang Kjølbye fra Institut for Biomedicin, eksister, eller hvad han laver. Vi mødtes først om det konkrete projekt, fordi Mads henvendte sig med sin biomedicinske viden og efterspurgte en, som kunne være med til at omsætte den viden til en mulig behandling for COVID-19,” siger Ole Schmeltz Søgaard. Han peger samtidig på, at den normale svartid fra Lundbeckfonden er fem til seks måneder fra deadline. 

Også professor Søren Dinesen Østergaard fra Institut for Klinisk Medicin og Aarhus Universitetshospital, Psykiatrien, er overrasket over hvor agilt et samfund, vi kan være, når vi er tvunget til at handle hurtigt. Selv modtog han i sidste uge en million kroner fra Novo Nordisk Fonden til at kortlægge omfanget af psykisk sygdom relateret til corona-pandemien – et analysearbejde, der i praksis startede, sideløbende med at ansøgningen røg afsted:

Hvordan fik vi alt det til at ske?

”Min ansøgning var en pdf-fil på to sider vedlagt et budget på 10 linjer og et kort CV. Den blev sendt som email en søndag, og fonden bevilgede pengene den efterfølgende tirsdag aften - helt uden om det sædvanlige elektroniske ansøgningssystem med støttebreve og så videre. Og jeg må sige, at jeg er fuld af beundring for, hvor pragmatisk og ad hoc, det her håndteres,” siger Søren Dinesen Østergaard. Han tilføjer, at det jo ikke blot er fonde og myndigheder, der sadler om i øjeblikket: 

”Det er også tankevækkende, hvordan vi som forskere hanker op i os selv, fordi det gælder, for ideerne er jo ikke bare hurtige, de er også gode og relevante. Jeg tror, det fører til en form for selvransagelse, når vi er på den anden side, for hvordan fik vi alt det til at ske? Selvransagelsen kan måske også omfatte nogle af de møder, der ikke er blevet til noget, for hvad gik vi glip af ved at aflyse?” spørger Søren Dinesen Østergaard. 

Samme tanker om tempo og om forskningens nødvendighed har professor Søren Riis Paludan gjort sig. Han er i disse dage i færd med at rykke ind i den ellers nedlukkede Skoubygningen, hvor han sammen med seks kolleger, der er specialtrænede i at arbejde med farlig vira, har fået særtilladelse til at forske i coronavirus, netop hjembragt med de få og stadig sjældnere fly fra Japan og Tyskland. 

En kontraproduktiv papirtiger 

Forskningen finansieres af en bevilling fra Carlsbergfondet på samlet 25 millioner. Søren Paludans gruppe skal blandt andet anvende et system af celler, som coronavirus trives særligt i, til at teste hvordan vaccine-kandidater virker. Derudover skal der testes for nye antivirale stoffer samt undersøges, om patienter har virus i deres prøver, og om der er tegn på udvikling af såkaldt flok-immunitet. 

”Pengene kom i forrige uge, og allerede nu er vi på vej ind i en forskningsbygning, der ellers er – og skal være – hermetisk lukket ned, og det giver selvfølgelig en oplevelse af, at vi kan ting, når det gælder,” siger Søren Paludan. Han var også glad og taknemmelig for at opleve, at bevillingen kunne skrives på 12 timer og sagsbehandles på 3 timer i fondet. Det var over night. 

”Når det her er overstået, tvinger det os til at overveje, om vi i systemerne har opbygget så stor en papirtiger, at det er blevet counterproductive. Selvfølgelig kan hverken forskere, fonde eller myndigheder arbejde i et så vanvittigt opskruet tempo, det kan ingen holde til på langt sigt, men de forløbne uger sætter jo tingene i perspektiv,” siger Søren Paludan. 

Kollegial hjælpsomhed uden sidestykke

Også professor dr.med. Ulf Simonsen fra Institut for Biomedicin noterer sig, at det, i hvert fald midlertidigt, er nye hurtigt-arbejdende tider. Han fik del i Uddannelses- og Forskningsministeriets særpulje og modtog 5,3 millioner til et projekt, der undersøger, om lægemidlet senicapoc kan mindske skader på coronaramte lunger, så behovet for respirator reduceres. Hans forskningsgruppe opdagede for et par år siden, at lægemidlet blokerer en ion-kanal i lungerne, der hæmmer udviklingen af vand i lungerne – en opdagelse, som Ulf Simonsen sammen med kolleger har taget patent på sammen med Aarhus Universitet. 

”Måske derfor var det også TTO, der sendte opslaget, som alt andet lige var mest henvendt til kliniske forskere, og heldigvis var dekan Lars Bo Nielsen med det samme med på, at jeg søgte,” fortæller Ulf Simonsen om processen. Det samme høje tempo gik igen, da pengene var bevilget, og der skulle indgås aftaler om den praktiske afvikling af medicinafprøvningen på hospitalerne i Aarhus, Odense og Hvidovre. 

”Der har været en enestående kollegial velvilje, som betyder, at vi allerede fra næste uge kan afprøve lægemidlet hos de hårdest ramte intensivpatienter. Nemlig dem, der får vand i lungerne og i nogle tilfælde dør af det, fordi iltmætningen falder,” siger Ulf Simonsen og tilføjer endnu et eksempel på kollegial hjælpsomhed langt ud over det sædvanlige: 

”For lidt siden blev jeg ringet op af en kollega, der spurgte, om jeg havde overvejet, hvem der skulle producere lægemidlet i større omfang til patienter med COVID-19 infektion, hvis det viser sig at virke i den nye kontekst. Og det er jo et meget relevant spørgsmål, som jeg, hvis jeg skal være ærlig, ikke har haft to sekunder til at overveje, så det prøver jeg at finde ud af nu,” siger Ulf Simonsen.

---

Læs mere om de enkelte forskningsprojekter

• Ole Schmeltz Søgaard: Virker japansk lægemiddel mod halsbrand på coronapatienter?
• Søren Dinesen Østergaard: Kan man også blive psykisk syg af coronavirus?
• Søren Riis Paludan: Målet er at ruste verden til at stå imod en pandemi
• Ulf Simonsen: Måske får vi ikke brug for alle respiratorerne alligevel