Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Forskere inspirerer kommuner gennem målrettede workshops

Center for Sundhedssamarbejde har i samarbejde med kommunale partnere udviklet konceptet om videns- og inspirationsworkshop til kommunale ledere. Temaer som den lykkelige alderdom og bevægelse i byrum har været afprøvet og deltagerne er begejstrede.

20.08.2017 | Josefine Dalsgaard

“Jeg synes det var været helt ekstremt spændende at høre jeres vinkler. Der har været mange “aha-oplevelser” for mig i dag, og det har været en meget givende dag” udtalte Jette Skive, rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune efter workshoppen om Den lykkelige alderdom i april 2017.

I seneste nyhedsbrev kan du læse mere om workshoppen i august Aarhus i bevægelse // Bevægelse i Aarhus.

Tid til forskningsbaserede tænkepauser

Workshopkonceptet går i alt sin enkelthed ud på, at Center for Sundhedssamarbejde planlægger og faciliterer en forskningsbaseret workshop om et givent emne. Centeret finder således relevante forskere for workshoppens tema, som hver især holder et inspirationsoplæg på 5-10 minutter, som præsenterer nye vinkler fra deres forskning på de udfordringer eller temaer, som er vigtige for kommunen. Oplæggets korte og koncentrerede form giver plads til efterfølgende refleksion og diskussion i arbejdsgrupper eller plenum. Slutproduktet for en workshop kan eksempelvis være et inspirationskatalog. 

”Da vi udviklede konceptet sammen med Center for Sundhedssamarbejde, var vi inspirerede af Aarhus Universitetsforlags små Tænkepauser. Livets store temaer, der på begavet vis er kogt ned til en lille appetitlig anretning (…) Universitetet har brug for at vende sig mod praksis, og vi har brug for den nyeste forskning. Og så har vi i den grad behov for at gå på rov i andre domæner, hvis ikke vi skal implodere i selvfedhed og forstokkethed. Denne form er genial til det”.  Sådan siger forvaltningschef i Sundhed og Omsorg, Thune Korsager.

Også magistratet Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har fået øjnene op for konceptet og afholder blandt andet i denne måned workshoppen Fremtidens velfærd og kommunerolle med afsæt i øget samskabelse i samarbejde med Center for Sundhedssamarbejde.

En workshop kan således både afholdes internt i magistratet eller på tværs af magistatsledelser, hvis kommunen har fokus på at øge tværgående arbejde. Temaet for hver workshop varierer afhængig af kommunen og magistratets fokusområde og kan være alt fra borgerinddragelse, mental sundhed, livskvalitet til byrumsindretning, unges trivsel eller frivillighed.

Er du eller din kommune interesserede i at afprøve konceptet, kan der tages kontakt til Josefine Dalsgaard, Center for Sundhedssamarbejde josefine.dalsgaard@au.dk   

Arrangement, Forskning, Alle grupper, Susa, Susa