Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Forskergruppe fra Aarhus modtager millionstøtte til projekt om ADHD

Med Per Hove Thomsen i spidsen har en forskergruppe fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital netop modtaget 1,2 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden. Pengene skal gå til projektet: En alternativ vinkel på ADHD: Dimensioner og fordele.

28.01.2016 | Helle Horskjær Hansen

Per Hove Thomsen og hans  forskergruppe fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har modtaget 1,2 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden.

Per Hove Thomsen og hans forskergruppe fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har modtaget 1,2 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden.

Sammen med sin forskergruppe skal Per Hove Thomsen til at gennemføre et projekt, der sætter fokus på  forståelsen og betydningen af ADHD-træk hos skolebørn. Projektet bliver en realitet efter økonomisk støtte fra Novo Nordisk Fonden, og gennemføres af psykolog og ph.d.-studerende Trine Wigh Arildskov på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Risskov.

Formålene med projektet er at undersøge, om børn i 1. til 3. klasse har varierende grader af ADHD-træk - hyperaktivitet, impulsivitet og opmærksomhedsproblemer - og hvad ADHD-trækkene betyder for børns funktionsevne og livskvalitet. Projektet vil også kigge nærmere på de positive sider ved ADHD, det vil sige, om børn med en vis grad af ADHD-træk klarer sig bedre end børn uden sådanne træk i bestemte situationer.

Alle er hyperaktive og impulsive

I dag bliver ADHD i stor udstrækning forstået ud fra en enten/eller-tankegang: Enten har barnet ADHD eller også har det ikke. Denne forståelse udfordres dog af studier, som tyder på, at ADHD-træk i virkeligheden optræder i varierende grader hos alle mennesker. Med andre ord er vi alle, i en eller anden udstrækning, hyperaktive, impulsive og har opmærksomhedsproblemer uden nødvendigvis at have en ADHD-diagnose. Derfor er det vigtigt at nuancere forståelsen af ADHD.

”Samtidigt har mennesker med ADHD øget risiko for at opleve stigmatisering og ADHD omtales ofte i meget negative termer. Her er fokus på barnets vanskeligheder og på hvad barnet ikke kan, frem for på barnets mulige styrker og potentialer som følge af dets ADHD-symptomer. Med andre ord mangler de mulige positive sider ved at have hyperaktivitet, impulsivitet og opmærksomhedsproblemer at blive belyst,” forklarer Per Hove Thomsen.

Projektets resultater kan have betydning for den måde, hvorpå vi forstår og diagnosticerer ADHD. Endvidere kan projektet være med til at nedbryde stigmatiseringen af ADHD, som kan udgøre en barriere for børns sociale liv og trivsel. Udover professor Per Hove Thomsen og ph.d.-studerende Trine Wigh Arildskov består projektgruppen af lektor Søren Dinesen Østergaard, læge Anne Virring, ph.d.-studerende Tobias Sonne, og professor Edmund Sonuga-Barke.

Yderligere oplysninger

Per hove Thomsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Børne og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter, Risskov
7847 3360
per.hove.thomsen@clin.au.dk

Bevillinger og priser, Ph.d.-studerende, Institut for Klinisk Medicin, Health, Navnenyt, Videnskabelig medarbejder, Teknisk/administrativ medarbejder, Offentligheden/Pressen