Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Forsknings-bevilling fra Riisfort Fonden

Et forskningsprojekt under ledelse af lektor ved Aarhus Universitet, Kim Ryun Drasbek, skal undersøge den gavnlige effekt af såkaldt konditionering hos patienter med blodprop i hjernen. Projektet har modtaget en bevilling på 202.500 kr. fra Riisfort Fonden.

19.05.2017 | Henriette Blæsild Vuust

I projektet Undersøgelse af konditionerings gavnlige effekt efter blodprop i hjernen, udnytter forskerne, at kroppen selv producerer miRNA molekyler, og at typen og mængden af disse ændres af påvirkninger udefra. Således ser man en ændring i miRNA’erne efter en speciel stimulering, der kaldes konditionering, hvor man under kontrollerede forhold stopper blodgennemstrømningen i armen på blodproppatienter gentagne gange.

De små partikler, der transporterer miRNA’er rundt i kroppen, ændres i antal og overflade efter konditionering – og netop overfladeændringerne kan gøre, at de stimulerede partikler søger hen til de syge områder i kroppen. Selvom man endnu ikke kender mekanismerne bag konditionering, har man observeret beskyttende effekter efter behandling af patienter med hjertestop og patienter med blodprop i hjernen, som oplever en bedre overlevelse og får færre mén.

Forskerne vil undersøge om ændringer i miRNA’er kan være nøglen til at forstå hvorfor konditionering virker og ud fra denne viden blive i stand til at forfine behandlingsmetoden. På længere sigt vil man kunne udnytte de miRNA’er, der virker organbeskyttende, som ny medicin til at behandle patienter, der har haft en blodprop i hjernen eller hjertet.

Kontakt

Lektor Kim Ryun Drasbek
Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab (CFIN) ved Aarhus Universitet og 
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital
E-mail: ryun@cfin.au.dk
Mobil: 30 27 47 79

 

 

Navnenyt, Sundhed og sygdom, Offentligheden/Pressen, Institut for Klinisk Medicin, Health, Ph.d.-studerende, Health, Videnskabelig medarbejder