Har du et dristigt og nytænkende forskningsprojekt i støbeskeen? Ellers måske en banebrydende publikation in spe? Så kan du søge støtte til realisering fra Aarhus Universitets Forskningsfond.
03.08.2021 |
Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF) har netop offentliggjort opslag for publikationsstøtte og AUFF NOVA.
Publikationsstøtte kan søges til udgivelse i højtestimerende internationale publikationskanaler, fortrinsvis store udenlandske forlag. Dog kan der i forlængelse af hidtidige praksis søges støtte til publikationer af høj kvalitet, der udgives på danske forlag. Formålet er at udbrede væsentlige videnskabelige arbejder for at styrke kendskabet til universitetets forskning og virke. Det gælder både i den brede offentlighed og i den internationale forskningsverden.
Ansøgningsfrist 7. september kl. 12: Læs mere om publikationsstøtte på AUFF's hjemmeside.
AUFF NOVA har til formål at stimulere iværksættelse af dristige og nytænkende forskningsprojekter af høj kvalitet, som ellers er svære at opnå støtte til. For at komme i betragtning til AUFF NOVA, skal projektet anvise nye veje og have potentiale for videnskabeligt gennembrud. Ved bedømmelsen af ansøgninger vil det videnskabelige potentiale og originaliteten af projektet blive vægtet højere end ansøgerens CV.
Ansøgningsfrit 15. september kl. 12: Læs mere om AUFF NOVA på AUFF's hjemmeside.