Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Forskningsformidling på skoleskemaet

Stigende efterspørgsel på kurser i forskningsformidling, medietræning og pressekontakt får ph.d.-skolen til at udvide sit kursuskatalog. Formålet er at ruste de ph.d.-studerende til at formidle deres forskning til et bredere publikum.

19.12.2016 | Ulla Krag Jespersen

Forskningsformidling til et bredere publikum bliver en del af ph.d.-skolens kurser fra foråret 2017. Foto:Colourbox

Fremover kan ph.d.-studerende på Health tage det store kørekort i kommunikation. Det sker, når ph.d.-skolen til foråret – som et forsøg – udbygger sit kursuskatalog med tre korte kommunikationskurser.

Kurserne er forskellige, men de handler alle grundlæggende om at formidle forskning på en troværdig og fængende måde til et bredt publikum.

Kommunikationskørekortet, der netop er godkendt af fakultetsledelsen, kommer til at bestå af tre dagskurser med hvert sit fokus:Lær at formidle dit ph.d.-projekt til medierne, Medie- og tv-træning samt Video-abstract.

  • Lær at formidle dit ph.d.-projekt til medierne
  • Medie- og tv-træning
  • Video-abstract

På kurset "Lær at formidle dit ph.d.-projekt til medierne" stifter man bekendtskab med de grundlæggende formidlingsmæssige greb og redskaber, får indsigt i journalisternes arbejdsmetoder samt forskerens egen rolle og rettigheder og lægger en plan for formidlingen af hvert enkelt ph.d.-projekt.

Medietræningskurset er en introduktion til, hvordan man formidler sin forskning i medierne. Kurset tager udgangspunkt i deltagernes individuelle forskning, og man bliver trænet i at kommunikere mundtligt, skriftligt og foran et kamera.

På kurset i video-abstract undervises der i at optage og redigere et video-abstract til tidsskrifterne.

Det er Health Kommunikation, som i samråd med ph.d.-skoleledelsen og ph.d.-udvalget har skruet kurserne sammen.

Kurserne udbydes i den kursuskalender, som offentliggøres på ph.d.-skolens hjemmeside i foråret 2017. Kurserne kan tages sammen eller hver for sig.

Kontakt

Kommunikationspartner Lise Wendel Eriksen
Aarhus Universitet, Health Kommunikation
Telefon: 29 93 86 16
E-mail: lwe@au.dk

 

 

 

 

Talentudvikling, Ph.d.-studerende, Graduate School of Health, Health, Uddannelse, Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Administrativt, Videnskabelig medarbejder