Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Fremragende formidler får forskningsformidlingspris

Lars Østergaard professor ved Aarhus Universitet og overlæge ved Aarhus Universitetshospital modtager Aarhus Universitets Jubilæumsfonds forskningsformidlingspris. Prisen får han, for at formidle forskning på en levende og vedkommende måde.

11.09.2015 | Helle Horskjær Hansen

Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Forskningsformidlingspris bliver tildelt som en anerkendelse af fremragende og banebrydende formidling af viden fra universitetet til samfundet. Med prisen følger 100.000 kroner til prismodtageren.

Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Forskningsformidlingspris bliver tildelt som en anerkendelse af fremragende og banebrydende formidling af viden fra universitetet til samfundet. Med prisen følger 100.000 kroner til prismodtageren.

”Mit forskningsområde er infektioner. Infektioner er alt det, der giver feber eller alt det, der smitter. Det er et meget stort område, og skal man lave god forskning, bliver man nødt til koncentrere sig om mindre områder, siger Lars Østergaard.

Hans område har været HIV, og han har dels forsket i, hvordan man kan undgå, at raske mennesker bliver smittet med HIV blandt andet ved at forsøge at udvikle en vaccine.  Og så har Lars Østergaard forsket i, hvordan man kan kurere de folk, der allerede har HIV.

Det er dog ikke forskningen, han bliver hædret for, når han modtager Aarhus Universitets Jubilæumsfonds forskningsformidlingspris, men måden, han formidler den på.

”Lars Østergaard formidler levende og vedkommende. Han gør en særlig indsats for at kommunikere sin forskning til offentligheden. Formidlingen sker i øjenhøjde og han mestrer en lang række populærvidenskabelige formidlingsdiscipliner som foredrag, events og formidling på tv, lyder det blandt andet i indstillingen til formidlingsprisen.

Formidlingen følger med

Prismodtageren selv kan ikke forestille sig forskning uden formidling, og han ser flere gode grunde til at formidle sine forskningsresultater.

”For det første er det vigtigt, at vi så hurtigt som muligt kommer ud og deler vores resultater med andre internationale forskere, som arbejder med samme område. For det vil være helt utænkeligt, at der er en person eller en gruppe, der kommer op med så epokegørende nyheder. Det vil ske i et samarbejde på internationalt niveau. Det andet er, at befolkningen har et krav på at få at vide, hvad der foregår. Det er jo dem, der har betalt forskningen i langt de fleste tilfælde og de skal selvfølgelig have at vide, hvad det egentlig er, man går og foretager sig,” fortæller Lars Østergaard. 

Det er hans opfattelse, at mange i samfundet er interesseret i forskningen og ny viden og de vil af ren interesse gerne høre noget om, hvad der rører sig. 

”Jeg mener, at jo mere oplyst et samfund er, des bedre et samfund får vi. Formidling er også vigtig, når det handler om rekruttering, og rekruttering er vigtig, hvis der også skal være nogen i fremtiden, der løfter arven og forsker videre inden for de områder, vi har sat i gang,” siger han.

Gjorde ebolaepidemien forståelig

Lars Østergaard har i sin forskning arbejdet med at forstå, hvordan vacciner og kroppens reaktion på mikroorganismer hænger sammen, og arbejdet har resulteret i flere internationale præsentationer, publikationer og patenter. Han har igennem hele sin karriere haft et stærkt internationalt samarbejde med Australien, USA, Europa og i stigende grad også med Guinea-Bissau i Afrika.

Senest har Lars Østergaard været meget synlig i medierne i forbindelse med ebolaepidemien i Vestafrika og forklaret danskerne om sygdommens forløb og forebyggelse.

Yderligere oplysninger

Professor og overlæge Lars Østergaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Infektionsmedicinsk Afdeling Q
lars.ostergaard@clin.au.dk

 

 

Navnenyt, Offentligheden/Pressen, Institut for Klinisk Medicin, Health, Ph.d.-studerende, Teknisk/administrativ medarbejder, Videnskabelig medarbejder