Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Frivillige, kvindelige sundhedshjælpere reducerer blodtrykket i Nepal

Et ph.d-projekt fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet har haft succes med at uddanne kvindelige sundhedshjælpere i Nepal. Og kvinderne, der alle er frivillige, har succes med at reducere lokales blodtryk.

12.12.2017 | Helle Horskjær Hansen

Hvert år dør 10 millioner mennesker over hele verden af forhøjet blodtryk. Over 85 procent af disse dødsfald sker i lav- og mellemindkomstlande. I Nepal har omkring en ud af fire voksne for højt blodtryk, og halvdelen af dem ved ikke, at de har det. Cirka fem mennesker dør hver time af årsager, der er relateret til forhøjet blodtryk. Mange af disse dødsfald kan let forhindres.

Hvert år dør 10 millioner mennesker over hele verden af forhøjet blodtryk. Over 85 procent af disse dødsfald sker i lav- og mellemindkomstlande. I Nepal har omkring en ud af fire voksne for højt blodtryk, og halvdelen af dem ved ikke, at de har det. Cirka fem mennesker dør hver time af årsager, der er relateret til forhøjet blodtryk. Mange af disse dødsfald kan let forhindres.

De blev udstyret med elektroniske blodtryksapparater, vægt og målebånd, de 43 Female Community Health Volunteers fra Lekhnath Municipality i Nepal, som har været en del af et ph.d.-projekt fra Aarhus Universitet. Sammen med udstyret fik de et fem dages kursus i blodtryks, højde og vægtmåling, hvor de blev klædt på til at rådgive om sund livsstil og kost. Sundhedshjælperne besøgte over 1.000 hustande tre gange om året.

”Vi har formået at reducere blodtrykket hos de lokale, der har deltaget i interventionen, både hos dem, der havde forhøjet blodtryk, men også dem, der havde blodtryk inden for normalen. Ved første øjekast er det et lille fald på -4,90 mmHg, men vi ved, fra andre undersøgelser, at et sådant fald i blodtrykket fører til et betydeligt fald i hjerte-kar-sygdomme og dødelighed,” forklarer Per Kallestrup, der er lektor, ph.d. på Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet og vejleder på projektet.

Helt konkret reducerer et fald på fem mmHg dødsfald forårsaget af slagtilfælde med 14 procent, dødsfald relateret til hjertestop med ni procent og dødelighed af alle dødsårsager med syv procent. Projektet er udført af Dinesh Neupane, der sammen med Per Kallestrup tog initiativ til det tilbage i 2013.

”Vores indgreb forebygger også nye tilfælde af forhøjet blodtryk. Der var en 53 procent højere risiko for nye tilfælde af forhøjet blodtryk i kontrolgruppen sammenlignet med interventionsgruppen," forklarer fortæller Dinesh Neupane om resultaterne, som tidsskriftet Lancet Global Health netop har offentliggjort.

Livsstilssygdomme i lavindkomstlande

I følge forskerne skal blodtrykskontrol ikke kun begrænses til de, der har forhøjet blodtryk. Det er vigtigt at holde blodtrykket under kontrol for alle.

”Det vil ganske betydeligt reducere risikoen for hjerte-kar-sygdomme, eventuelle handicap og dødsfald,” siger Dinesh Neupane.

Per Kallestrup kalder projektet operationel forskning og understreger, at det har vist effekten af den samfundsbaserede forebyggelse af ikke-smitsomme sygdomme i lav- og mellemindkomstlande.  

”Vi arbejder med en befolkningsgruppe, hvor flere og flere er i risiko i forhold til at få ikke-smitsomme sygdomme. I et land, hvor disse sygdomme let overses af eksisterende programmer i sundhedssektoren," siger Per Kallestrup.

Ressourcerne er små i Nepal, derfor er frivillige, kvindelige sundhedspersonale en stor økonomisk nødvendighed i det fattige bjergland. Per Kallestrup er ikke i tvivl. Arbejdet med at træne og uddanne disse kvinder til at være i frontlinjen vil styrke Nepals nuværende træk mod ikke-smittesomme sygdomme.

Forskerne har en ambition om at etablere et forskningscenter i Nepal, der vil fokusere på livsstilssygdomme.

”Lav- og mellemindkomstlande har de senere år oplevet en eksplosiv vækst i kroniske sygdomme. Det er absolut nødvendigt at udvikle bæredygtige modeller for at imødegå disse udfordringer,” siger Per Kallestrup. 

Bag om resultatet


Studiet er åbent cluster-randomiseret forsøg.

Studiet er finansieret af Jayanti Memorial Trust and Nepal Development Society.

Samarbejdspartnere  Patan Academy of Health Science, Nepal, University of New South Wales, Australien, John Hopkins University, USA, Syddansk Universitet. Projektet blev gennemført inden for Sundhedsministeriet, feltaktiviteterne blev gennemført af den Nepal baseret NGO, Nepal Development Society.

Læs mere i den videnskabelige artikel: Effectiveness of a lifestyle intervention led by female community health volunteers versus usual care in blood pressure reduction (COBIN): an open-label, cluster-randomised trial

Kontakt

Lektor, ph.d. Per Kallestrup
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
8716 8552
per.kallestrup@ph.au.dk

Forskning, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Ph.d.-studerende, Institut for Folkesundhed, Teknisk/administrativ medarbejder, Videnskabelig medarbejder