Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Fuldt hus hos Health

Traditionen tro kan Healths uddannelser melde alle pladser optaget. Selv om der på nationalt plan er kommet flere studiepladser på medicin, har flere end nogensinde søgt ind på uddannelsen, som i år krævede et karaktergennemsnit på 11,0 i kvote 1.

28.07.2017 | Henriette Stevnhøj

Victor Albeck Bygningen, som rummer læsesale, grupperum og bibliotek. Arkivfoto/AU.

Velkommen til de nye studerende ved Health, som blandt andet vil få deres daglige gang i Victor Albeck Bygningen, der rummer læsesale, grupperum og bibliotek. Arkivfoto/AU.

Da de 4.065 ansøgere til en af Healths uddannelser tjekkede deres e-boks for svar fra universitetet, blev de fleste skuffede. Igen i år har der været langt flere ansøgere end pladser, hvilket også har givet grænsekvotienten på medicin, som er Healths største uddannelse, et nøk op ad sammenlignet med året før. Det til trods for, at Aalborg Universitet har udvidet med 50 studiepladser fra i år. I alt er 793 kommende studerende blevet tilbudt en plads på en af Healths seks uddannelser.

”Vi glæder os til at byde de mange nye studerende velkomne. Det er jo imponerende høje karaktergennemsnit, de kommende studerende har, så der er ingen tvivl om, at det er dygtige og hårdtarbejdende unge mennesker. Vi er samtidig kede af at skulle skuffe mange andre ansøgere, der har ønsket en uddannelse hos os”, siger Charlotte Ringsted, som er prodekan for uddannelsen på Health.

Høje snit på Health

Det store antal ansøgninger i forhold til det beskedne antal pladser giver i sagens natur et højt karakterkrav. I år skulle ansøgerne til medicinstudiet have et gennemsnit på 11,0 for at få tilbudt en plads, og det kræver et snit på 10,5 at læse til tandlæge. I år optager tandlægeuddannelsen i øvrigt 12 flere end året før.

For tandplejeruddannelsen har de studerende skulle præstere et karaktersnit på 8,5 i kvote 1, mens folkevidenskab har krævet 8,4, og idrætsstudiet 7,2. Alle studerende til Healths uddannelse som klinisk tandtekniker bliver optaget i kvote 2.

Generelt har de studerende på Healths uddannelser høje karaktergennemsnit. 62 pct. af de optagne har et karaktersnit på 10,1, mens andelen af optagne med et karaktersnit på 6,1-7,0 blot udgør tre pct.

Selv om Health sammen med Aarhus BSS har flest kommende studerende med udenlandsk statsborgerskab, er der siden 2012 sket et markant fald på 29 pct. Det svarer til 24 færre studerende med andet statsborgerskab end dansk. Ifølge opgørelserne gælder det mest studerende fra Norge, Sverige, Finland og Island.

 

Fakta om de nye studerende:

 

  • 69 pct. af de optagne på Health er kvinder.
  • Over halvdelen (62 pct) har en STX (det almene gymnasium) som adgangsgivende eksamen.
  • 85 pct. af de optagne har haft en uddannelse på Health som deres 1. prioritet.
  • Optagelsestallene for 2017

 

Læs: Health hitter igen

 

 

Kontakt

Prodekan for uddannelse Charlotte Ringsted
Health, Aarhus Universitet
Mobil: 93 50 82 22
Mail: charlotte.ringsted@au.dk

 

 

Uddannelse, Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Offentligheden/Pressen, Kommende studerende