Dekanen har modtaget 16 høringssvar fra enkeltpersoner og grupper ved SKT og Institut for Odontologi til forslag om sammenlægning af de to enheder. Det vidner om stort engagement, siger Allan Flyvbjerg.
16.06.2015 |
Der var landet i alt 16 høringssvar – cirka 40 sider med kommentarer - til forslag om fusion af Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT) og Institut for Odontologi i indbakken ved fristens udløb den 9. juni. Og den 17. juni skal Aarhus Universitets bestyrelse tage stilling til, om Health skal begynde en proces, som leder frem til en fusion af de to tandfaglige enheder.
Allan Flyvbjerg er glad for de mange høringssvar.
”Når jeg tager den relative korte svarfrist i betragtning er det imponerende, at så mange har forholdt sig til forslaget. Det vidner om dedikerede medarbejdere og studerende og et stort engagement i arbejdspladsen og på studierne”, siger dekan Allan Flyvbjerg, der har brugt de seneste dage til at nærstudere alle høringssvar.
Allan Flyvbjerg overbringer bestyrelsens beslutning til medarbejderne ved SKT og IO. Det sker på et fælles informationsmøde dagen efter bestyrelsesmødet.
På fællesmødet vil dekanen desuden skitsere den videre proces, som afhængig af udfaldet af bestyrelsens beslutning vil begynde for SKT og instituttet efter sommerferien.
Høringssvarene kan læses her
Dekan Allan Flyvbjerg
dean.health@au.dk
M: 51 77 95 48