Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

GAME ON! Steno Museet er omdannet til spil-laboratorium i vinterferien

Det bibber og summer af liv. Omkring 4.000 besøgende har allerede været forbi til GAME ON! Vinterferie 2016 på Steno Museet. Alle aldre er repræsenteret og engagementet tårnhøjt. Udstillingen er åben til og med søndag den 21. februar.

19.02.2016 | Trine Bjerre Mikkelsen

Der er dømt GAME ON på udstillingen med samme navn på Steno Museet. Foto: Maria Randima og Melissa Bach Yildirim Aarhus Universitet

"Vi kan se, at mange besøgende får en rigtig god oplevelse med spil og teknologi på tværs af generationer. De besøgende bliver virkelig længe, og de voksne er også meget aktive. Vi har set flere situationer, hvor far bliver så begejstret, at rollerne er byttet om, og barnet må tale med store bogstaver for at få lov at komme til,” fortæller Aase Roland Jacobsen, planetarieinspektør på Steno Museet om vinterferiens populære udstilling GAME ON! Foto: Maria Randima og Melissa Bach Yildirim Aarhus Universitet

I Medicinhistorie bygger både børn og voksne skrot om til futuristisk kunst i workshoppen ”Fra elektroskrot til fremtidsgadget”. Ved Magic Planet lancerer Institut for Fysik og Astronomi et kvantefysik-spil: ScienceAtHome.org, hvor små og store kan hjælpe med
til udvikling af fremtidens supercomputer. Skolestuen er fuld af frugt, skum og grøntsager, som hele familien sammen med Institut for Datalogi er med til at forvandle til kreative Game Controllers i workshoppen ”Byg din egen Game Controller”. Og på reposen på 1. sal mødes 80’erne med fremtiden med bib-bib spil, arkadespil , digitale Aarhushistorier, CardBoards og tv-spil. Der er dømt GAME ON! vinterferie på Steno Museet.

”Det er så fedt at se, hvordan de besøgende bygger og leger, og hvor kreative de er, når de skal spille computer på nye måder. Den anden dag sad der fx to bedsteforældre med deres tre børnebørn og holdt hinanden i hånden og spillede Pacman ved at bruge hinandens kroppe som Game Controllers. Og flere styrer Flabby Bird ved at give hinanden High Fives. Det er supersjovt og supersocialt på én gang,” siger Nick Nielsen, studerende ved IT Produktudvikling ved Institut for Datalogi på Aarhus Universitet og en af drivkræfterne bag workshoppen ”Byg din egen Game Controller”.

En fælles læringsoplevelse

Målet for Steno Museet har været, at de besøgende skal opleve GAME ON! Vinterferie 2016 som en superaktiv, eksperimenterende, lærerig og social oplevelse for hele familien. Det ønske ser ud til at være gået i opfyldelse.

”Spil og computer teknologi er noget, som stort set alle har en erfaring med fra bedsteforældre til børnehavebørn. Og vi kan se, at mange besøgende får en rigtig god oplevelse med spil og teknologi på tværs af generationer. De besøgende bliver virkelig længe, og de voksne er også meget aktive. Vi har set flere situationer, hvor far bliver så begejstret, at rollerne er byttet om, og barnet må tale med store bogstaver for at få lov at komme til,” fortæller Aase Roland Jacobsen, planetarieinspektør på Steno Museet.

Og museet lægger vægt på , at hele familien får noget ud af at være med.

”Vi har særligt fokus på de 6-10 årige, men også på, at det er en fælles læringsoplevelse, hvor familien er aktive sammen,” siger Aase Roland Jacobsen.  ”Desuden er det væsentligt for os, at flere af de aktiviteter, vi præsenterer, har rødder i naturvidenskabelig forskning. Derfor har det også været fantastisk at kunne vise nogle af de spændende ting, der sker på Aarhus Universitet ”

GAME ON! Vinterferien 2016 er åbent alle dage i vinterferien 13.2-21.2 kl. 10-16

I GAME ON! Vinterferie 2016 på Steno Museet kan man også høre fortællinger om ”Teknologien på spil” hver dag kl. 14, hvor bl.a. forskere fortæller om spil og computerteknologi. Man kan få mere at vide om forårets stjernehimmel i ”Signaler fra stjernerne” i Planetariet kl. 11,13 og 15 hver dag. Sidst, men ikke mindst kan man se spændende mini-udstillinger om computerteknologiens udvikling..

Læs mere: sciencemuseerne.dk/steno-museet/oplevelser-paa-museet/vinterferie-2016/

Game ON! Hold vinterferie på Steno Museet er et samarbejde mellem Science Museerne, Aarhus Universitet, og Institut for Datalogi, Aarhus Universitet 

Se billeder fra dagen 



Arrangement, Offentligheden/Pressen, Ekstern målgruppe, Andre enheder, Samarbejde