Den i forvejen trængte kliniske forskning er alvorligt truet, hvis varslede driftsbesparelser på mere end 300 millioner kroner realiseres på Aarhus Universitetshospital.

16.05.2019

Ole Steen Nielsen, prodekan for forskning ved Health, advarer om, at bebudede gigantbesparelser på AUH kan skade den kliniske forskning.

Af Ole Steen Nielsen, prodekan for forskning på Health ved Aarhus Universitet

En bebudet besparelse på mere end 300 millioner kroner på forskning og behandling på Aarhus Universitetshospital er dybt bekymrende. Et så omfattende og dybt sparekrav vil ikke alene true den del af sundhedsforskningen, som involverer patienter. Det kan betyde, at kommende generationer af læger og andre faggrupper, der forsker, får svært ved at bedrive forskning som en del af deres sundhedsprofessionelle gerning. I værste fald kan det koste Danmarks frontposition i international klinisk forskning.

Klinisk forskning er den type forskning, som inddrager patienter i forsøg og studier. Det kan være alt fra forskning i akutte hjertepatienter til smertelindring ved fødsler. Med stigende uro har vi fulgt den kliniske forsknings vilkår, som gennem flere år har været under et stort pres på sygehusafdelingerne.

Paradoksalt nok skal forklaringen på udviklingen til dels findes i vores uhyre effektive sundhedsvæsen i Danmark. Efter europæisk målestok tilbringer danske sygehuspatienter det korteste antal dage i en hospitalsseng, kun overgået af Holland og Bulgarien. Det er ikke alene, fordi regionerne har en stram styring af hospitalerne, og økonomien ikke inviterer til lange patientophold på sygehusene. Der er god evidens for, at det gavner patienten at forlade seng, drop og dræn hurtigst muligt. Det mindsker risikoen for bakterieinfektioner, og de fleste patienter har godt af at komme hurtigt i gang med genoptræning, fx efter en operation. Oveni er forbedrede behandlingsmetoder og operationsteknikker med til at reducere sengedagene.

Men det effektive hospitalsvæsen går i stigende grad ud over forskningsmiljøet. Klinisk forskning på hospitalerne er i modsætning til den universitære grundforskning ofte baseret på patientens medvirken i studier og forsøg. Når patienterne er kortere tid på hospitalet, er det blevet tiltagende vanskeligt for læger med forskningsforpligtelse at rekruttere patienter til klinisk forskning. Der er ikke tid til at snakke med patienterne, hverken ved indlæggelsen eller i ambulatorierne. Og det er et stort benspænd, da patienten skal føle sig fuldt informeret og tryg ved at deltage i et studie, som ikke nødvendigvis får betydning for behandlingens forløb her og nu. Konsekvensen er, at der ikke bliver samlet det nødvendige antal patienter til de givne studier. Konkret fører det med, at forskningsstudier, som er baseret på den gode idé og iagttagelser på enkelte patienter, ikke opskaleres og afprøves på en større gruppe.

Et eksempel på succesfuld patientnær klinisk forskning på sygehusene er behandling af blodprop i hjertet. Det er en sygdom, som rammer mere end 8000 danskere om året, og uden hurtig lægelig indgriben er den yderst dødelig. Til gengæld er behandlingsmetoden med ballonudvidelse af de forsnævrede blodkar effektiv og altid at foretrække, selv om metoden indebærer, at patienten skal transporteres over længere afstande til et af de fire hjertecentre i Danmark. Det viste et meget stort forskningsstudie fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, som involverede en lang række sygehuse i Danmark og mange hundrede patienter.

Resultatet af forskningen er nu omsat i den nationale strategi for et døgndækkende højtspecialiserede behandlingstilbud om ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre og årsag til, at Danmark har opnået et af de største fald i hjertedødelighed i Europa. Vi er også foregangsland i Europa i brug af telemedicin i ambulanceberedskabet, der sikrer direkte og hurtig visitation til de højt specialiserede hjertecentre. Det var ikke sket, hvis sygehuslæger og sygeplejersker fra akutberedskaberne og hjerteafdelingerne ikke havde afset tiden til at deltage med hver sin brik til det store puslespil. Eller hvis patienterne ikke var inddraget i forskningen.

Hvis den sundhedsvidenskabelige forskning ikke skal blive en eksklusiv disciplin for de universitetsansatte forskere, er vi for det første nødt til at diskutere det dilemma, der er mellem et ekstremt struktureret og effektiviseret sygehusvæsen og behovet for forskning. Derfor er der brug for at se på den måde, vi tilrettelægger den patientrelaterede sundhedsforskning på i Danmark.

For det andet bør de ansvarlige politikere få en bedre forståelse af den kliniske forsknings grundvilkår på sygehusene og tilrettelægge sygehusdriften herefter.

Løsningen er ikke, at patienterne skal tilbringe flere dage i en kostbar hospitalsseng. Til gengæld bør vi gøre op med kravet til lægerne og de øvrige forskningsaktive som eksempelvis forskningssygeplejersker om at være produktionsapparater, som leverer ydelser, der lever op til måltallene. De skal også ses som potentielle eller udøvende forskere, både af navn og gavn.

Til en start skal vi tage problemstillingen op med sundhedssektorens parter og diskutere, om det store regneark for sygehusdrift har inkluderet forskningsaktiviteter. De er ret beset afsættet for det forskningsbaserede danske sundhedsvæsen, hvor patienter har krav på adgang til evident og nyeste behandling. Med til denne diskussion hører, om Danmark som forskningsnation har råd til at udsætte den kliniske forskning for så stor en besparelse, som er varslet på Aarhus Universitetshospital.

Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten 16. maj 2019