Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Gode karakterer til Healths uddannelser

Lavt frafald, fin studieprogression, god kobling til forskningsmiljøerne og undseelig ledighed. På langt de fleste indikatorer ser det godt ud i Healths uddannelsesrapport. Men ingen roser uden torne, og rapporten peger da også på områder, hvor der må strammes op.

09.12.2020 | Simon Byrial Fischel

Healths uddannelser klarer sig godt på langt de fleste parametre. Det viser den årlige uddannelsesrapport, som netop er landet. Foto: Lars Kruse, AU Foto.

Det går overordnet set godt på tværs af fakultetets uddannelser. Sådan lyder hovedkonklusionen i den årlige uddannelsesrapport, som lå klar sidst i november. Rapporten vurderer kvaliteten af fakultetets uddannelser, som hver er målt på ti forskellige indikatorer, der bl.a. inkluderer frafald, studieprogression, faglig og social trivsel, ledighed efter endt uddannelse og de studerendes egen evaluering af undervisningen.     

Et samlet blik på resultaterne viser, at fakultetet består på 80% af de målte indikatorer, mens der på godt 18% er plads til forbedringer, og på knap 2% er tale om deciderede problemer.

De udfordringer, som årets uddannelsesrapport peger på, er for hovedpartens vedkommende kendte. Altså forhold, som fakultetet allerede er opmærksom på. Derudover har året budt på helt nye og uforudsete opgaver.

Lunkne studieevalueringer
Blandt de tilbagevendende problemer i uddannelsesrapporten er de studerendes undervisningsevalueringer, som foretages efter hvert semester. Her er billedet desværre, at både svarprocenterne og de studerendes tilfredshed fortsat er for lave. Siden 2018 har fakultetet arbejdet med at strømline evalueringsprocesserne og udarbejde en fælles procedure for at sikre, at flere studerende svarer, og at der bliver fulgt ordentligt op på evalueringerne, så de får reelle konsekvenser. Men man er ikke i mål.

Til foråret tages igen en pejling på dette område, når en ny studiemiljøundersøgelse er færdiggjort. Den skal give et mere aktuelt indblik i, hvordan undervisningen opleves og vurderes af både studerende og undervisere.

”Først når vi ser resultaterne af den undersøgelse, kan vi reelt vide, om vi er på rette vej, eller om der skal nye tiltag til. Vi vil i mål med de studieevalueringer nu,” siger prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach og understreger, at der naturligvis også skal tages hensyn til, at besvarelserne er indsamlet i en periode med både hel og delvis nedlukning af universitetet.

Gode jobmuligheder for de fleste
En anden af de centrale indikatorer i uddannelsesrapporten er beskæftigelse. Her har Health historisk set ligget lunt i svinget. Og selvom ledighedsprocenten på 3,7% ved denne måling er relativt høj for Health-kandidater, er den stadig lavere end på AU’s øvrige fakulteter.

Der er dog stor forskel på ledigheden på de enkelte Health-uddannelser. Eksempelvis er kun 1,3% af dimittenderne fra kandidaten i medicin ledige to år efter, uddannelsen er afsluttet, mens det gælder for hele 12,8% på idrætsvidenskab og 13,2% på folkesundhedsvidenskab. Det er en problemstilling, som studienævnene løbende arbejder med.

”Der er mange årsager, som spiller ind, når vi ser på ledigheden for de folkesundhedsvidenskabelige kandidater,” siger lektor Ulrika Enemark. Hun er studienævnsformand for uddannelsen i folkesundhedsvidenskab og fortæller videre:

Vi skal styrke de studerendes relation til aftagerne
”Sammenlignet med uddannelser som medicin og odontologi er folkesundhedsvidenskab dels mindre professionsrettet og dels et langt nyere studie her på AU, hvor de første kandidater blev færdige i 2016. Derfor har vi siden studiets oprettelse bl.a. arbejdet med erhvervsorienterede projektforløb, hvor de studerende har mulighed for at bruge 2/3 af et semester på fx feltarbejde i private virksomheder, regioner eller kommuner,” siger hun.

Som noget nyt åbnes der nu også op for at skrive et 60 ECTS-speciale på kandidaten i folkesundhedsvidenskab. Det skal give de studerende bedre mulighed for at opbygge et netværk allerede på kandidatens sidste semestre i form af et specialesamarbejde med en potential kommende arbejdsgiver.

”Det er vigtigt, at vi giver vores studerende en skarp faglig profil, som gør det let for omverdenen at forstå, hvilke kompetencer de konkret kan bringe med sig til en arbejdsplads. Det er netop dette, vi har tilstræbt i den nylige revision af kandidatuddannelsen, hvor vi har også har inddraget uddannelsens aftagerpanel,” siger Ulrika Enemark.

Et atypisk år – måske især på uddannelsesfronten
Arbejdet med at styrke Healths uddannelser er i 2020 foregået på særlige vilkår. Omlægning til online-undervisning og -eksamen har været den altoverskyggende topprioritet og har helt naturligt flyttet fokus fra nogle af de indsatser, fakultetet har arbejdet med over en årrække.

Til trods for de mange benspænd, som pandemien har bragt med sig, er der også noget at glæde sig over, hvis man spørger Lise Wogensen Bach:

”Ser vi på tallene fra sommereksamen 2020, viser de, at vores studerende har holdt den samme flotte beståelsesprocent på over 90, og at antallet af studerende, der er udeblevet fra eksamen, faktisk er en anelse lavere end ved de seneste års sommereksamener. Det skyldes en enorm indsats fra såvel studerende som undervisere,” siger hun.

Som supplement til uddannelsesrapporten har universitetet i år fået udarbejdet en ekstern undersøgelse af den digitale undervisning og eksamen, som skal bidrage til grundlaget for ledelsens beslutninger, når der fremover skal planlægges undervisningsaktiviteter online.

Lise Wogensen Bach understreger, at når pandemien er ovre, vil digital undervisning stadig være et supplement til den fysiske undervisning.

”Vi vil tage alt det bedste, vi har lært om digital undervisning med os. Det vigtigste budskab i kvalitetsarbejdet med uddannelserne og erfaringerne med online-undervisningen i 2020 er betydningen af fysisk tilstedeværelse for social og faglig integration. Derfor vil AU fortsat være et campusuniversitet,” afslutter hun.  


Om uddannelsesrapporten
Uddannelsesrapporten er en del af AU’s kvalitetssystem for uddannelserne, og det er dette system, der bliver vurderet af Akkrediteringsrådet i forbindelse med institutionsakkreditering.

Healths rapport er blevet behandlet og godkendt i Akademisk Råd, Health Uddannelsesforum og fakultetsledelsen på Health. Den bliver nu sendt videre til Udvalget for Uddannelse, som samler alle fakulteters rapporter i en samlet uddannelsesberetning for AU.

Læs hele uddannelsensrapporten her (PDF). 


Kontakt
Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach
Mail: lwb@au.dk
Mobil: +45 25 48 85 22

Lektor og studienævnsformand Ulrika Enemark
Mail: ue@ph.au.dk
Telefon: +45 87 16 85 49


Uddannelse, Administration (Faglighed), Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Ph.d.-studerende