Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Gravide på Health får deres helt egen politik

Universitetets personalepolitik omfatter ikke en egentlig graviditetspolitik. Derfor får Health nu sin egen politik, der udstikker rammer, roller og ansvar for et sikkert arbejdsmiljø, når småfolk er på vej.

09.01.2018 | Lise Wendel Eriksen

Health får en fakultetsspecifik graviditetspolitik, der skal sikre et godt arbejdsmiljø for gravide og ammende kvinder.

Det kræver en særlig indsats at sikre gravide medarbejderes arbejdsmiljø, når jobbet fx indebærer håndtering af kemikalier, forsøgsdyr eller uheldige arbejdsstillinger. Derfor får medarbejdere på Health nu en fakultetsspecifik graviditetspolitik som supplement til AU’s personalepolitik fra 2016.

Graviditetspolitikken skaber rammerne for, at gravide kan opretholde en så sund og normal arbejdsdag som muligt uden unødig belastning eller risici for sig selv eller barnet. Politikken adresserer blandt andet, at nærmeste leder skal indbyde den gravide til en samtale om arbejdsforholdene, så snart medarbejderen meddeler, at hun er gravid og igen, når hun vender tilbage efter endt barsel. Den lokale arbejdsmiljørepræsentant bistår gerne dette arbejde.

Politikken omfatter også ammende kvinder og medarbejdere m/k, der planlægger graviditet og arbejdsmæssigt kan udsættes for potentielt skadelige påvirkninger allerede inden undfangelsen.

Healths graviditetspolitik ligger på Healths medarbejderside

De enkelte lokale arbejdsmiljøudvalg (LAMU) vurderer desuden, om der er behov for at supplere Healths graviditetspolitik med lokale politikpunkter.

Graviditetspolitikken gælder både videnskabeligt og teknisk-administrativt personale. Den er udarbejdet af fakultetets arbejdsmiljøudvalg (FAMU) og godkendt af både fakultetsledelsen og fakultetets samarbejdsudvalg (FSU).

FAMU har også udarbejdet en tjekliste, der kan være en hjælp til graviditetssamtalerne og til planlægningen af den gravides arbejde. Tjeklisten findes ligeledes på Healths medarbejderside og kan se her

Kontakt

Professor MSO og daglig arbejdsmiljøleder på Health Marianne Hokland
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Mail: mhokland@biomed.au.dk
Mobil: 29 21 03 45

Administrativt, Administration (Faglighed), Teknisk/administrativ medarbejder, Health, Health, Videnskabelig medarbejder