Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Grilltid: Skær ned på det røde kød

Sommer er lig med grill og masser af kød. Men tænk over, hvad og hvor meget du smider på grillen. Hvis du spiser for meget rødt kød, kan du nemlig risikere at få kræft, advarer forsker fra Aarhus Universitet.

25.06.2013 | Helle Horskjær Hansen

Danskerne er et af de folkefærd i verden, der spiser mest kød.

Danskerne er et af de folkefærd i verden, der spiser mest kød.

Danskerne er en kødspisende nation. Faktisk er vi et af de lande i verden, der spiser mest kød. Svinekød og oksekød rangerer højest på listen over foretrukne kødtyper, og sommeren er højsæson for pølser og store bøffer på grillen.

”Vi ved, at et stort forbrug af rødt kød øger risikoen for at få kræft. En rapport fra World Cancer Research Fund viser, at der er stor sandsynlighed for sammenhæng mellem kød fra de firbenede dyr og kræft i tyktarmen og endetarmen,” fortæller Kim Overvad fra Aarhus Universitet, som forsker i sammenhængen mellem kød og kræft.

Halvér kødforbruget

Ifølge Kim Overvad bør vi danskere ikke spise mere end 500 gram rødt kød i gennemsnit om ugen. I dag spiser kvinder 800 gram og mænd 900 gram kød i gennemsnit hver uge.

Kim Overvad opfordrer danskerne til at grille med omtanke. For de fleste er kød og i særdeleshed store bøffer og pølser nemlig en central ingrediens på grillmenuen. Men det er ikke alt kød, vi behøver at gå udenom. Vi skal bare blive bedre til at kigge i køledisken efter lyst kød som kalkun, kylling og fisk.

”Skær ned på det røde kød og skift pølser ud med fjerkræ og bøffer ud med fisk. Hverken fisk eller fjerkræ er nemlig forbundet med øget risiko for kræft,” siger han.

Yderligere oplysninger

Professor Kim Overvad
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed, Epidemiologi
Direkte telefon: 8716 7971
Mobiltelefon: 4118 1287
ko@soci.au.dk


Vidste du, at...

  • Vidste du, at danskerne er vilde med at grille, og at det er det folkefærd i verden, der har flest antal griller per indbygger?
  • Vidste du, at eksperter opfordrer til, at man holder en kødfri dag mindst en gang om ugen?
Sundhed og sygdom, Alle grupper, Health, Health, Ekstern målgruppe