Kronik: Grønlands rolle i verden er under hastig forandring i disse år. Klimaforandringer og naturlige ressourcer er med til at gøre Grønland til midtpunkt for mange globale aktører. Lande med store forventninger til et mere tilgængeligt Grønland, herunder Danmark, opruster på videnopbygning, infrastruktur og militært isenkram.

28.01.2014 | Kristian H. Nielsen

Efter en overenskomst med Danmark fik USA i 1951 omfattende militær handlefrihed blandt andet på Thulebasen. Med udgangspunkt i den opstod et lille netværk af militære forskningsstationer, hvor amerikanske videnskabsfolk og ingeniører undersøgte forhold af relevans for militæret.

Grønlands rolle i verden er under hastig forandring i disse år. Klimaforandringer og naturlige ressourcer er med til at gøre Grønland til et midtpunkt for mange globale aktører. Lande med store forventninger til et mere tilgængeligt Grønland, herunder Danmark, opruster på videnopbygning, infrastruktur og militært isenkram.

Det var et samspil mellem politiske og videnskabelige udviklinger under den kolde krig, der gjorde Grønland til et brændpunkt i verden. Allerede under anden verdenskrig havde USA med accept fra Henrik Kauffmann, Danmarks gesandt i Washington, etableret en række flybaser og vejrstationer i Grønland. Formålet var at sikre Grønlands forsvar mod Nazi-Tyskland og garantere amerikanske fly- og skibsruter over Nordatlanten.

Grønlands strategiske betydning for luft- og skibsfart, herunder vejrudsigter, i det nordatlantiske område voksede efter anden verdenskrig. Grønland lå centralt placeret midt mellem verdens to supermagter, USA og Sovjetunionen, og angreb over det arktiske område var en reel og påtrængende fare. USA ønskede derfor at fastholde sine baser i Grønland, mens den danske regering var bekymret for, hvad det ville betyde for landets deklarerede neutralitetspolitik.

I 1946 tilbød USA at købe Grønland af Danmark, hvilket kom som et chok for de danske politikere, der ikke havde indset omfanget af Grønlands nye position. Den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen udtalte: ”Selv om vi skylder Amerika meget, føler jeg ikke, at vi skylder dem hele øen Grønland.”

Købstilbuddet blev afslået, og i stedet indledte USA og Danmark et længerevarende politisk forhandlingsforløb, der resulterede i Grønlandsoverenskomsten af 27. april 1951. Overenskomsten gav USA omfattende militær handlefrihed i de såkaldte forsvarsområder, nemlig militærbaserne i Narsarsuaq, Kangerlussuaq og Thule.

USA fik endvidere overflyvningsret over hele Grønland, mens Danmark påtog sig at iværksætte topografiske, hydrografiske og geodætiske opmålinger af Grønland og stille resultaterne til rådighed for USA. Eftersom de relevante danske institutioner ikke var i stand til at varetage opgaverne, indeholdt overenskomsten en klausul om, at USA i givet fald kunne påtage sig de nødvendige undersøgelser efter forudgående aftale med Danmark.

Grønlandsoverenskomsten blev startskuddet på en storstilet amerikansk udforskning af Grønland. Amerikanske videnskabsfolk udførte i samarbejde med militæret en lang række forskningsprojekter. Projekterne vedrørte ikke bare topografi, hydrologi og geodæsi, sådan som overenskomsten foreskrev det, men også geologi, glaciologi, ionosfærefysik, meteorologi og seismologi.

De geofysiske discipliners strategiske betydning voksede i takt med den kolde krigs politiske spændinger, og forskningsbevillingerne ligeså. Det betød også, at andre forskningsemner som for eksempel Grønlands biologi og etnografi blev forfordelt.

USA var udmærket klar, at en enhver form for krigsførelse i og omkring Grønland var betinget af viden om de særegne klimatiske vilkår, der hersker i Arktis. Den, der vidste bedst besked om Grønlands is, jord og luft, ville være bedst rustet til de krævende militære operationer, hvad enten det gjaldt konventionel eller atomar krig. Med udgangspunkt i Thulebasen opstod et lille netværk af militære forskningsstationer, hvor amerikanske videnskabsfolk og ingeniører undersøgte forhold af relevans for militæret.

Camp Century var den mest spektakulære militær-videnskabelige base, anlagt som et tunnelsystem under indlandsisen ca. 250 kilometer øst for Thule. Selvom den danske regering diplomatisk forsøgte at få amerikanerne til at opgive projektet, blev arbejdet påbegyndt i 1958. Lejren havde plads til 200 personer, primært militærfolk og forskere, året rundt. El og varme blev leveret af en lille atomreaktor.

Placeringen af atomreaktoren i Grønland voldte de danske politikere hovedbrud, og ikke kun fordi det var der første atomkraftværk på dansk grund. Atomer var et ømtåleligt emne, ikke mindst på grund af USA's ønske om at udstationere atomvåben i Grønland og den amerikanske politik om hverken at be- eller afkræfte tilstedeværelsen af atomvåben på fartøjer ved havnebesøg.

Den amerikanske hær brugte Camp Century som national pr og inviterede journalister og tv-hold til lejren. Den danske regering forsøgte at begrænse presseomtalen af lejrens militære betydning ved at foreslå ændringer i de tilrejsende journalisters artikler. Forgæves.

I Det Bedste kunne man for eksempel læse i 1960, at “skulle det blive nødvendigt at lægge hovedvægten på militære anlæg – for eksempel affyringsramper til interkontinentale raketter eller fjernstyrede projektiler – ligger alle planer og installationer og alt materielt klar.”

Som det fremgår af citatet, var Camp Century led i et større projekt, der gik under kodenavnet Iceworm. Planen for Iceworm var et 4000 kilometer tunnelsystem anlagt 10 meter under isen med mobile affyringsramper til 600 atommissiler. Projektet blev opgivet allerede i 1962, blandt andet fordi erfaringerne fra Camp Century viste, at det var omkostningstungt at vedligeholde tunnelerne under isen, men også på grund af dansk modstand mod at bruge Grønland som missilbase.

Camp Century var også stedet, hvor amerikanske forskere udborede en 1390 meter lang iskerne til bunden af indlandsisen. Iskernen gav vigtig ny viden om fortidens klima, som blev publiceret i 1969 af et dansk forskerteam ledet af Willi Dansgaard i samarbejde med US Army Cold Regions Research and Engineering Laboratory. Det kan virke paradoksalt, at noget af den vigtigste klimaviden, vi har i dag, stammer fra et amerikansk projekt, hvis mål var at militarisere Grønland med atommissiler.

Grønlands geopolitiske situation ændrede sig markant under den kolde krig, og danske – og grønlandske – politikere måtte lære at agere i en ny, international kontekst. Vores viden om Grønlands natur og miljø ændrede sig også betydeligt som følge af Grønlands strategiske position. Ved afslutningen af den kolde krig stod klart, at Grønland ikke udgør et globalt udkantsområde, men derimod er helt centralt placeret i forhold til mange vigtige beslutninger, der påvirker os alle.

Kristian H. Nielsen er lektor ved Center for Videnskabsstudier, Aarhus Universitet. Han er del af forskningsprojektet Exploring Greenland: Science and Technology in Cold War Settings, støttet af Carlsbergfondet.