Under en pandemi er det fristende at offentliggøre nye forskningsresultater så hurtigt som muligt. Men på det sundhedsvidenskabelige fakultet Health på Aarhus Universitet råder vi stadig forskerne til at lade nye resultater blive bedømt af fagfæller, før de offentliggøres. Også selv om WHO har opfordret til det modsatte.

20.04.2021 | Hans Erik Bøtker, professor, prodekan for forskning ved AU Health

Forleden læste jeg en artikel i en formiddagsavis med titlen ”Nyt studie: Folk med briller har lavere risiko for corona-smitte”.

Artiklen refererede resultaterne af et forskningsprojekt fra udlandet, og måske er konklusionen rigtig – måske er den ikke. Studiet var ikke peer reviewed. 

Peer review - eller fagfællebedømmelse - bruges i forskningsverdenen til at kvalitetssikre nye resultater. Det betyder i praksis, at forskningens kvalitet vurderes af kyndige kolleger, før en artikel kan optages i et videnskabeligt tidsskrift. Bedømmelsen er typisk anonym, men den kan også foretages af en navngiven redaktionskomite. Mindst én bedømmer skal være ekstern.

Kommentarer og rettelser kan udveksles flere gange, og den slags kan tage uger.

Under coronapandemien har vi derfor set, at forskere over hele verden offentliggør nye resultater online i såkaldte preprints for at fremskynde udvekslingen af informationer. Det er fuldt forståeligt, at læger og forskere hurtigt vil dele nye fund med hinanden og med offentligheden. Da pandemien for alvor tog fart i 2020, bakkede verdenssundhedsorganisationen WHO endda op om tendensen og opfordrede alle forskere til at offentliggøre covid19-resultater, inden fagfæller havde vurderet indholdet.

Men hvad risikerer vi, når publiceringen af ny forskning undgår det traditionelle kvalitetstjek? Det spørgsmål deler forskere verden over i to lejre – og begge har gode argumenter.

Stadig flere hævder, at peer review-processen, der blev udbredt i 1960’erne og -70’erne, er et levn fra fortiden. Allerede i 2010 viste en analyse fra det franske National Institute of Health and Medical Research, at hele 93 pct. af den forskning, der blev offentliggjort om SARS-epidemien i Hongkong og Canada i 2003, først udkom, da epidemien var forbi. Det siger sig selv, at det er uhensigtsmæssigt.

Kritikerne påpeger også, at sociale medier for længst har demokratiseret processen og overflødiggjort peer review, fordi eksperter verden over i dag kan nærstudere nyudgivet forskning og påpege problematiske forhold med et klik. Det går da heller ikke ubemærket hen på Twitter, når professorer med flere tusinde følgere udstiller fagfællers fejl.

På sandhedens side

Det nuværende system til kvalitetssikring er bestemt ingen garanti for fejlfri forskning. Peer reviews fanger ikke nødvendigvis, at en bidragsyder har regnet forkert, farvet sine formuleringer eller mistet armslængden til økonomiske bidragsydere. Det systematiske kvalitetstjek er langtfra upåklageligt, men spørgsmålet er, hvad det koster at tilsidesætte det.

I 2017 udgav Uddannelses- og forskningsministeriet en såkaldt befolkningsmåling, som viste, at forskerne har en meget høj troværdighed blandt den danske befolkning.

60 pct. af danskerne mente, ifølge undersøgelsen, at man kan sætte sin lid til forskerne i høj eller meget høj grad, og danskerne stoler generelt mere på informationer, der kommer fra universitetsforskere end oplysninger fra “folk som os selv”, “interesseorganisationer”, “direktører”, og “politikere”.

Den tillid er afgørende for et velfungerende samfund. I en tid, hvor både udbuddet af nyheder og fake news er større end nogensinde, er forskningen en klippe i et oprørt hav. Forskningsresultater fra uafhængige universiteter er en afgørende del af en fornuftig demokratisk debat, når vi diskuterer de store samfundsbeslutninger. Det kommer til udtryk, når politikere i forbindelse med corona-pandemien skubber sundhedseksperter ind som sandhedsvidner, der giver beslutninger større legitimitet. En ekspertanbefaling har i corona-debatten været et argument, der næsten ikke kan trumfes. Forskerne står på sandhedens side, og videnskaben bidrager med fakta, som er med til at kvalificere debatten – men kun så længe vi tror på den.

Peer review-systemet er et værn mod, at fejlbehæftede forskningsresultater rammer offentligheden. Vi kan som forskere ikke tåle at tage fejl ret mange gange, før troværdigheden lider - og når man mister troværdighed, mister man på lang sigt muligheden for at trænge igennem med ny viden. Det vil være til skade for samfundet, hvis mistilliden til forskningen øges.

Uventede bivirkninger

Strømmen af preprints om coronavirus giver udfordringer, fordi det kan være svært for ikke-eksperter - både journalister, politikere og forskere inden for andre områder - at bestemme, hvad der er baseret på solid videnskab, og hvad der ikke er. Når det går galt, skader det i grelle tilfælde folkesundheden, fordi forkerte resultater lynhurtigt lagrer sig i vores kollektive bevidsthed. Det har vi fx set i myten om, at MFR-vaccinen kan give autisme. Den opstod i 1998 gennem en fejlbehæftet artikel i The Lancet af den britiske læge Andrew Wakefield. Artiklen blev trukket tilbage, men 20 år senere spøger sammenkædningen af MFR-vaccine og autisme stadig i nogle kredse, selv om den flere gange er modbevist af bl.a. store danske studier.

På trods af fagfællebedømmelse kan der stadig opstå overraskelser. Den aktuelle debat om covid19-vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson&Johnson er et godt eksempel. De kliniske undersøgelser af vaccinerne dokumenterede kun få og forventede bivirkninger, men udbredelsen til større befolkningsgrupper har skabt mistanke om uventede bivirkninger i form af blodpropper.

Om sammenhængen er kausal er endnu uvist, men sjældne bivirkninger bliver ikke nødvendigvis afsløret i omfattende kliniske studier, selv om forskningen er fagfællebedømt. Derfor overvåger Sundhedsmyndighederne nye behandlinger, og det er tilsyneladende med til, at vi bevarer tiltroen til videnskaben, selv når resultaterne udfordres i mødet med virkeligheden. Det bakkes op af en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet, der viser, at ni ud af ti danskere vil takke ja til COVID-19-vaccinen, når de får den tilbudt. Det er samme andel, som inden AstraZeneca-vaccinen blev sat på hold.

Det kan altid blive bedre

Peer review-systemet er ikke perfekt, men det er min erfaring, at det løfter forskningshøjden. Jeg har været vejleder for mange ph.d.-studerende, og jeg har altid rådet dem til at sende en artikel ind til peer review, inden afhandlingen skal afleveres. Langt de fleste gange bliver forskningen bedre af feedback. Som både forsker og vejleder kan man overse ting, man kan stirre sig blind, og man kan ubevidst påvirke hinanden i en bestemt retning. Derfor er det vigtigt med et udefrakommende ekspertblik, og det sker meget sjældent, at fagfællerne ikke har forslag til forbedringer. Gennem en lang forskerkarriere har jeg kun én gang oplevet, at der ikke var kommentarer i peer review-processen.

Der sker også løbende forbedringer af videnskabens eget kvalitetssikringssystem - fx har en del af de traditionelle tidsskrifter skabt mulighed for accelererede peer review-processer under coronapandemien, så bedømmerne ikke har 14 dage, men kun 48 timer til at vurdere publikationen.

Forskere har selvfølgelig lov til at gøre, som de vil – og der kan være gråzoner, hvor særlige hensyn gælder – men vi skal huske at tale om, hvordan vi i sidste ende tjener videnskaben og samfundet bedst. Peer review mindsker risikoen for misinformation og understøtter forskernes og videnskabens troværdighed.  På det sundhedsvidenskabelige fakultet Health ved Aarhus Universitet går vi efter at sikre den højeste grad af forskningshøjde i forhold til, hvad er muligt. Derfor opfordrer vi forskerne til at ofre den tid, det tager at få en kvalificeret fagfællebedømmelse.

Teksten blev bragt som en kronik i Jyllands-Posten tirsdag d. 20. april.