Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Haveejere kan gøre en forskel for biodiversiteten

Der er ikke afsat meget plads på det danske areal til et mangfoldigt naturliv. Her er 10 bud på, hvad især haveejere selv kan gøre for mere biodiversitet.

22.01.2015 | Mathilde Holm Rasmussen

Den pæne parcelhushave, hvor biodiversitet har trange kår. Foto: Pixabay

Den pæne parcelhushave, hvor biodiversitet har trange kår. Foto: Pixabay

Giv plads til ukrudt og lad græsset gro, hvis du vil gavne biodiversiteten. Foto: Pixabay

Giv plads til ukrudt og lad græsset gro, hvis du vil gavne biodiversiteten. Foto: Pixabay

Selvom du måske føler dig som en ven af naturen, når du er ude og bruge dine grønne fingre til at luge ukrudt og slå græsplænen, så kan du faktisk være en stor synder mod biodiversiteten. Parcelhushaven med en stor grøn græsplæne, små blomsterbede med hver sin blomsterart og unge træer, der fældes, når de bliver for store og gamle, er absolut ikke den ideelle have for et mangfoldigt dyre- og planteliv. Ifølge Lars Kjerulf Petersen, seniorforsker ved Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet er det i virkeligheden bedre at have en forskelligartet græsplæne.

”Biodiversiteten er truet, og det er vi nødt til at anerkende som et reelt problem. Naturens mangfoldighed bliver begrænset på grund af menneskelige aktiviteter, men kan også styrkes gennem en menneskelig indsats. Et godt sted at starte er i sin egen have,” siger han. Her giver han 10 bud på, hvad du selv kan gøre for mere biodiversitet:

 1. Ud med dine æstetiske idealer

Ser man på en klassisk dansk parcelhushave, er det tydeligt, at rene linjer, ensartethed og vedligeholdelse er den gængse opfattelse af en pæn have. For at skabe biodiversitet er du nødt til at bryde med de idealer og lære at se det smukke i en mere vild og uplejet natur.

2. Giv plads til forskelligartet græs

En ensartet græsplæne er som en biologisk ørken uden plads til mange planter eller dyr. Afsæt i stedet et stykke af din græsplæne til et stykke eng, som du kun slår 1-2 gange om året.

3. Så engfrø

Græs er en stærk plante. Hvis du har en have med en stor græsplæne, kan det være svært at komme af med det bare ved at trævle græsset op. Derfor kan det være nødvendigt at købe og så engfrø.

4. Lad de gamle træer stå

Et gammelt træ er meget værdifuldt for alle de forskellige dyr og svampe, der bor i det. I stedet for at fjerne et gammelt træ kan du nøjes med at klippe de gamle rådne grene af eller i det mindste lade en del af stammen stå. Få evt. efeu til at vokse op ad den.

5. Vær ikke emsig med at fjerne ukrudt

Selvom ukrudt afliver mange andre planter, er det stadig til gavn for mange dyr. Vær derfor ikke så emsig med at fjerne det, specielt ikke ved fast belægning som fliser, hvor det ikke er til skade for andre planter.

6. Få grønt tag

For at udnytte så meget plads som muligt til biodiversitet bør du tænke alle overflader med. For nogen kan det måske virke voldsomt at beplante hele hustaget, men så start med et lille udhus. Udover at udnytte pladsen fornuftigt kan det være smukt og sjovt at se, hvordan taget skifter udseende i løbet af året.

7. Lav en kvasbunke

Kvasbunker er gavnlige for utrolig mange dyrearter, herunder pindsvin, insekter og fugle.

8. Grav vandhuller uden fisk

Vandhuller er gavnlige for mange dyr og planter, ikke mindst frøer og andre padder som har det svært i den danske natur, men undlad at komme fisk i. Faktisk æder fiskene mange af de dyr, der kan have gavn af vandhullet.

9. Plant forskelligartede buske

Når buskens blade falder af, giver det grobund for en masse godt mudder, hvor der kan leve insekter og orme. Mange forskellige fuglearter har også glæde af det.

10. Smid aldrig affald i naturen

Vi ved det godt, men derfor er det stadig vigtigt at understrege. Blandt andet cigaretskodder er giftige og slår mange dyr ihjel. Det samme gør plastik, som mange fisk spiser. Derudover kan en grim natur være med til at ødelægge naturglæden, og hvis folk blive ligeglade med vores natur, kan det indirekte påvirke biodiversiteten.

Forskning, Alle grupper, Ekstern målgruppe, AU Kommunikation, Alle AU-enheder