Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Health indgår partnerskabsaftale med Merck

Dekan Lars Bo Nielsen underskrev i sidste uge en partnerskabsaftale med den tyske lægemiddelsvirksomhed Merck på fakultetets vegne. Aftalen løber frem til juni 2022, og den giver Healths forskere og studerende mulighed for at samarbejde med repræsentanter fra en af verdens største life science-virksomheder.

15.06.2021 | Simon Byrial Fischel

Dekan Lars Bo Nielsen og adm. direktør for Merck Danmark Enrique Álvarez underskriver partnerskabsaftalen, som danner grundlaget for et års samarbejde parterne i mellem. Foto: Simon Byrial Fischel, AU Health.

Gensidige forskerbesøg, samarbejde om erhvervs-ph.d.- og -postdoc-stillinger og oprettelse af to mikrolegater til iværksætteridéer inden for life science-området. Det er blot nogle af de punkter, som Health og Merck vil arbejde sammen om i løbet af det kommende år.

Med den nye partnerskabsaftale tilføjer fakultetet endnu en videnstung erhvervspartner til porteføljen, og institutleder Thomas G. Jensen fra Institut for Biomedicin håber, at samarbejdet giver ny inspiration til forskere og åbner nye karriereveje for studerende.

”Det er vigtigt for os at give vores forskere og studerende et bedre indblik i, hvordan forskning og udvikling foregår uden for universitetets mure. Og med aftalen her kan vi tilbyde vores forskere kompetent sparring fra kolleger i den private sektor og introducere vores studerende for alternative karrieremuligheder. Det er meget værdifuldt, ” siger Thomas G. Jensen, som også er medlem af AU’s erhvervsudvalg.

Konkrete initiativer omsætter aftale til praksis

I aftalen er der lagt op til en række konkrete aktiviteter, som de to parter løbende sætter i gang. Healths videnskabelige personale kan fx få adgang til at sparre med Mercks produktspecialister inden for deres forskningsfelt og komme på inspirationsbesøg på nogle af Mercks internationale faciliteter.

Fakultetets forskere vil også kunne søge to iværksætterlegater, som Health og Merck opretter og uddeler sammen. Merck deltager desuden i fakultetets netværk for personlig medicin, hvor repræsentanter fra virksomhedens forskningsafdelinger bliver medlemmer.

Engagerer sig særligt i uddannelses- og talentaktiviteter

Også fakultetets studerende får gavn af det nye partnerskab med Merck, som bl.a. deltager i Healths Match Making Day og Medical Innovation Day. Repræsentanter fra Merck kommer også til at gæsteundervise på nogle af fakultetets uddannelser i folkesundhedsvidenskab og medicin, ligesom de tager aktiv del i undervisningen på Healths talentforløb. Virksomheden vil desuden give enkelte studerende mulighed for at arbejde direkte sammen om fx et forskningsår eller som en ansættelse i et praktikforløb.

”Det er et mål for os, at vores studerende og unge forskere bliver præsenteret for mange forskellige karriereveje Som led i aftalen vil Merck helt konkret tilbyde nogle af vores studerende en mulighed for at arbejde i virksomheden i en periode. Det mener vi kan være en lærerig oplevelse for vores studerende, som de vil kunne bruge uanset, hvor deres karrierer ellers måtte lede dem hen i fremtiden,” siger Thomas G. Jensen.

Endelig planlægger Health og Merck at etablere en erhvervs-ph.d. eller –postdoc-stilling inden for et af parternes fælles styrkeområder.

Kontakt

Rådgiver Andreas Kambskard
Aarhus Universitet, Administrationscenter Health – Fakultetssekretariatet
Mobil: 93 52 20 88
Mail: andreaskambskard@au.dk

Samarbejde, Administration (Faglighed), Videnskabelig medarbejder, Health, Health, Forskning, Teknisk/administrativ medarbejder, Offentligheden/Pressen, Ph.d.-studerende