Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Her er årets undervisere

De studerende på Health har kåret årets underviser på en række uddannelser. Prisen gives til undervisere, der har gjort noget ekstraordinært – særligt det seneste halvandet år, hvor COVID-19 har fyldt meget i hverdagen.

09.09.2021 | Eva Kristina Hindby Koszyczarek

Fem undervisere på Health har fået Årets Underviser-prisen af de studerende. Her ses Niels Trolle Andersen, Mads Juul og Susan Rydahl-Hansen.

Fem undervisere på Health har fået Årets Underviser-prisen af de studerende. Her ses Niels Trolle Andersen, Mads Juul og Susan Rydahl-Hansen.

Da corona-pandemien ramte Danmark i 2020, vendte det op og ned på hverdagen for såvel studerende som undervisere på Health. For hovedparten blev det fysiske fremmøde erstattet af virtuel undervisning, og det krævede omstillingsparathed. Nu har tre studienævn på Health sat navne på årets undervisere, der alle netop formåede at bringe de studerende godt igennem en svær periode præget af restriktioner og forandring på forandring.

Betyder mere end udnævnelsen til professor

En af prismodtagerne er professor emeritus Susan Rydahl-Hansen, der underviser på kandidatuddannelsen i sygepleje. Hun er enormt glad for anerkendelsen fra de studerende.

”Jeg blev faktisk mere glad for at modtage prisen som årets underviser, end da jeg blev udnævnt som professor. Prisen styrker mig i min pædagogiske tilgang og de pædagogiske overvejelser, jeg gør mig,” siger Susan Rydahl-Hansen.

Hun lægger ikke skjul på, at det har været udfordrende at være underviser under corona-nedlukningen.

”Det har været en pædagogisk udfordring at undervise virtuelt. Perioden har bekræftet mig i, hvor meget jeg normalt bruger mine sanser, interaktion og personlighed, når jeg møder de studerende i min undervisning. Det, jeg har lært som underviser under nedlukningen, er, at det er godt, at det er overstået,” siger hun.

Relationer er afgørende for undervisningen

Faglærer Britt Hansen Bomberg, der underviser i den praktiske del på tandklinikassistent- og tandteknikeruddannelserne, er også blandt årets prismodtagere. I sin undervisning gør hun en dyd ud af at komme tæt på de studerende.

”Jeg forsøger at lære dem så godt som muligt at kende for at differentiere undervisningen. Der er meget sidemandsoplæring på den praktiske del af uddannelsen, så jeg opnår nære relationer og arbejder individuelt med den enkelte. Gennem den tætte relation og min pædagogiske tilgang opstår læringen, og min oplevelse er, at de studerende føler sig trygge ved mig,” fortæller Britt Hansen Bomberg, som også sætter stor pris på anerkendelsen:

”Prisen betyder meget for mig. Jeg er både glad og stolt over, at de studerende har peget på mig. Jeg holder meget af kulturen og atmosfæren, som summer af viden og læring, og for mig er det helt unikt at være en del af sådan et miljø,” siger hun.

Vigtigt at sætte fokus på god undervisning

Som studerende betyder det også meget at få mulighed for at anerkende de undervisere, der gør noget særligt. Det fortæller studerende Nanna Nissen fra kandidatuddannelsen i sygepleje.

”Mit indtryk er, at mine medstuderende sætter pris på at få lov til at anerkende dygtige undervisere, der gør en ekstra indsats og gør noget ud af undervisningen. Jeg ser prisuddelingen som et godt initiativ, fordi den sætter fokus på god undervisning. Det er positivt for os som studerende,” siger Nanna Nissen, der samtidig beskriver, hvad hun mener, der kendetegner dygtige undervisere:

”Undervisere, der giver plads til refleksion undervejs, og som tør gå lidt til os studerende for at provokere og inspirere os til læring. Der skal gerne være lidt på spil i undervisningen, og vi skal mærke, at vi rykker os,” siger hun.

Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach mener ligesom Nanna Nissen, at det er vigtigt at sætte fokus på den gode undervisning.

”Først og fremmest vil jeg gerne lykønske prismodtagerne med den anerkendelse, det er at modtage prisen som Årets Underviser. Underviserne har stor indflydelse på den læring, de studerende tilegner sig, og det er vigtigt, at vi anerkender dem, der gør det særligt godt,” siger Lise Wogensen Bach.

Med prisen følger 5.000 kroner til hver underviser.


Prismodtagerne er:

  • Susan Rydahl-Hansen, Kandidatuddannelsen i sygepleje
  • Niels Trolle Andersen, Den sundhedsfaglige kandidatuddannelse
  • Mads Juul, Odontologi
  • Jan Hejle, Tandpleje – Oral Sundhed
  • Britt Hansen Bomberg, Klinisk Tandteknik – Oral Sundhed

Studienævnene på medicin og folkesundhedsvidenskab udpeger årets undervisere senere på året. På idrætsvidenskab udpeger de studerende først årets underviser i 2022.


Fakta:

  • Det er de studerende på Health, der kårer årets underviser.
  • De studerende vælger én prismodtager pr. studienævn.
  • I studienævn med flere uddannelser kan prisen deles mellem flere undervisere.
  • I år har det været muligt at pege på to undervisere, fordi prisen ikke blev uddelt i 2020 og for at anerkende det ekstra arbejde, det har krævet at undervise på afstand og med restriktioner. 

Kontakt:

Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach
Aarhus Universitet, Health
Mail: lwb@au.dk
Mobil: 2548 8522

Uddannelse, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Biomedicin, Videnskabelig medarbejder, Institut for Folkesundhed, Institut for Klinisk Medicin, Institut for Odontologi