Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Her er der samarbejde og højt til loftet

Brasilianske Cristina Scherrer valgte Aarhus frem for London på grund af det stærke internationale forskningsmiljø og en oplevelse af mindre hierarki. Cristina Scherrer er et af de mange internationale forskertalenter, som er ansat i en tenure track-ordning på centret CREATES, der er en forskningsenhed ved Institut for Økonomi.

08.09.2014 | AU Kommunikation

"Vi kom hertil en januardag, hvor det var rigtig koldt – set med brasilianske øjne. Men folk var simpelthen så imødekommende og hjælpsomme, og så er der en dejlig ligefrem og usnobbet tone blandt folk, som jeg rigtig godt kan lide." Cristina Scherrer, ph.d. i økonomi

Cristina Scherrer er 32 år og har en ph.d. i økonomi fra University of London. Hun er oprindeligt fra Brasilien og har tidligere undervist på London School of Economics og blandt andet også været i praktik i Bank of England. Men selv om hun havde muligheden for at blive i London, var hun ikke i tvivl om, at ansættelsen på Aarhus Universitet var den mest tiltrækkende. »De danske forskere inden for det her område har et stærkt internationalt ry, og selve centret her er kendt som et sted, hvor topforskere fra hele verden mødes,« fortæller Cristina Scherrer.

Hun og hendes mand har begge fået ansættelse ved centret i tenure track-ordninger, og de er meget begejstrede for både forskningsmiljøet og Aarhus i det hele taget. »Vi kom hertil en januardag, hvor det var rigtig koldt – set med brasilianske øjne. Men folk var simpelthen så imødekommende og hjælpsomme, og så er der en dejlig ligefrem og usnobbet tone blandt folk, som jeg rigtig godt kan lide,« lyder det fra Cristina
Scherrer.

Et eksempel er dørskiltene, hvor der i England altid står en titel foran navnet, så positionen er på plads som det første. »Her på centret står der kun ens navn. Uanset om du er ph.d. eller professor. Den tilgang betyder rigtig meget for samarbejdet, som fungerer virkelig godt her på stedet,« siger Cristina Scherrer.


Talentudvikling på højeste internationale niveau

I den globale konkurrence om at få tilknyttet de bedste forskertalenter arbejder Aarhus Universitet målrettet på at skabe de bedste muligheder for at tiltrække, udvikle og fastholde de mest fremragende unge forskere. Det sker blandt andet gennem en såkaldt tenure track-model, der er et tilbud til internationale talenter om en attraktiv og tydelig karrierevej.

School of Business and Social Sciences (BSS) er et af de hovedområder på Aarhus Universitet, der deltager meget aktivt på det internationale jobmarked og tilbyder kontrakter til særligt lovende yngre forskere. Især inden for økonomi samt marketing og organisation er der ansat en række internationale forskertalenter, der bliver lovet fastansættelse på universitetet, hvis de efter den såkaldte tenure på mellem fire og seks år lever op til de krav, der er stillet i kontrakten.

At man er i stand til at tilbyde længere kontrakter, er altafgørende for at trække internationale talenter til Danmark, siger prodekan for forskning på BSS, Per Baltzer Overgaard. Han fremhæver også, at universitetet gør meget for at hjælpe til med jobmuligheder for en medrejsende ægtefælle, da der ofte er en familie at tage hensyn til, når forskeren får tilbud om tilknytning til et universitet, der måske ligger i en helt anden verdensdel.

Men trafikken går ikke kun den ene vej. Aarhus Universitet har også stort fokus på at sende egne forskertalenter ud i verden til de såkaldte tenure track-forløb. »At være i det her marked betyder, at man også får synliggjort egne gode kandidater. Vi vil også gerne afsætte vores stærke kandidater til gode universiteter, for det giver jo masser af synlighed for Aarhus Universitet, når vi får dygtige AU-forskere placeret på absolutte topuniversiteter som for eksempel Cambridge og Southern California,« siger Per Baltzer Overgaard.

Ordet tenure track:
Ordningen kendes især fra USA og kan bedst forklares som en projektansættelse, der efter en kortere årrække resulterer i fastansættelse, hvis en detaljeret evaluering viser, at forskeren lever op til kravene i kontrakten.

Alle grupper, Ekstern målgruppe, AU Kommunikation, Talentudvikling