Et nyt studie fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital viser, at kræftpatienter, der får blodpropper, har højere dødelighed. Studiet viser samtidig, at det betaler sig at operere patienterne på trods af kræftsygdommen.
10.03.2016 |
Forskning har vist, at kræftpatienter oftere får blodpropper i venerne i forhold til den raske befolkning, og at op til 1 ud af 3 kræftpatienter dør som følge af blodpropper et eller andet sted i kroppen. Viden omkring forekomsten af blodpropper i pulsårene i arme og ben hos kræftpatienter er kun meget overfladisk undersøgt, og den egentlig forekomst og betydning af disse blodpropper er næsten ukendt.
Et nyligt publiceret studie fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har derfor undersøgt sammenhængen mellem forekomsten af akut opståede blodpropper i pulsårerne (arterierne) og samtidig kræftsygdom. Studiet har også set nærmere på, hvordan det går patienterne i efterforløbet.
Studiet ser på overlevelsen og amputationsrisikoen for samtlige patienter behandlet for blodpropper i pulsårerne i Danmark over en 26 årig periode (1986-2012). I alt indgik 7840 patienter i studiet, hvoraf godt en tredjedel havde eller fik kræft i undersøgelsesperioden (2384 patienter eller 30,4 %).
”Studiet viser, at dødeligheden blandt patienter med kræft og blodpropper i arme og ben er markant øget i forhold til patienter uden kræft, især når de to sygdomme udvikles inden for 2 år i forhold til hinanden, ” Siger forsker og læge Chalotte Winter Nicholajsen fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
Til gengæld synes holdbarheden af operationer for at genoprette blodforsyningen ikke at være ringere hos kræftpatienterne, som tidligere studier ellers har antydet. Således bør man altså behandle alle patienter med akutte blodpropper i arme og ben, uanset om de har kræft eller ej – hvis ellers almentilstanden tillader det.
Studiet er netop offentliggjort i det internationale tidsskrift Journal of Vascular Surgery.
Se mere:
Læs den videnskabelige artikel
1. Reservelæge Chalotte Winther Nicolajsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital
chalotte.winther.davidsen@clin.au.dk