Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Højt kolesterol hos ældre skal tages langt mere alvorligt

Ældre med forhøjet kolesterol i blodet har markant øget risiko for hjertesygdomme, og rigtig mange vil have gavn af forebyggende medicin. Martin Bødtker Mortensen fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital er førsteforfatter på en undersøgelse, der er offentliggjort i The Lancet.

10.11.2020 | Ib Salomon

Martin Bødtker Mortensen fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital er førsteforfatter på en undersøgelse, der i dag offentliggøres i The Lancet.

Martin Bødtker Mortensen er førsteforfatter på undersøgelsen, der er offentliggjort i The Lancet. Foto: AU Kommunikation.

Rigtig mange hjertetilfælde kan forebygges, hvis vi begynder at tage forhøjet indhold af kolesterol i blodet hos ældre over 70 langt mere alvorligt. Det viser en omfattende dansk befolkningsundersøgelse, som i dag publiceres i The Lancet - undersøgelsen er foretaget af ph.d., læge Martin Bødtker Mortensen, Aarhus Universitet og Aarhus Uiversitetshospital og professor Børge Nordestgaard fra Københavns Universitet.

"Den normale opfattelse er, at forhøjet kolesterol hos ældre ikke spiller nogen rolle - ja, at kolesterol nærmest mister sin betydning med alderen. Men det er baseret på årtier gamle studier og baseret på dengang, vi havde kortere levetid. Vores undersøgelse er nutidig og dermed helt ajour", siger Martin Bødtker Mortensen.

I undersøgelsen har han og Børge Nordestgaard analyseret data om 91.131 indbyggere i København i alderen 20-100 år - 10.592 var mellem 70 og 79 år, og 3.188 var over 80 år. Indbyggerne er i gennemsnit blevet fulgt i 7,7 år, og ingen af dem havde kliniske tegn på hjertesygdomme, da de blev inddraget i undersøgelsen, men lægerne havde oplysninger om indholdet af LDL-kolesterol i deres blod. 

Fortaler for forebyggende behandling

Højt indhold af LDL-kolesterol kan gøre blodårerne hårde og indsnævre dem - på grund af åreforkalkning  - og det øger risikoen for en række hjertekarsygdomme, fx hjertekrampe og blodprop i hjernen.

Undervejs blev 1515 deltagere for første gang ramt af hjerteanfald, mens 3.389 fik sygdomme i kredsløbet. Blodets indhold af LDL-kolesterol måles i mmol/liter og analysen viser, at risikoen for hjerteanfald steg med hele 34 procent hver gang kolesterol-indholdet steg 1 mmol/liter. Denne effekt var stort set den samme i alle aldersgrupper, også dem som var 70-80 år og 80-100 år gamle.

Forhøjet indhold af kolesterol kan behandles medicinsk, og som regel sker det med de lægemidler, der kaldes statiner. Cirka en halv million danskere tager statiner.

"Jeg er fortaler for forebyggende statin-behandling hos personer som er i høj risiko for at udvikle hjertekarsygdom", siger Martin Bødtker Mortensen.

Undersøgelsen viser bl.a., at i aldersgruppen 80 til 100 år vil behandling med statiner kunne forebygge et hjerteanfald eller slagtilfælde for hver ca. 40  personer som behandles i fem år - til sammenligning skal man behandle 769 personer i alderen 20-49 år for at opnå samme effekt. Martin Bødtker Mortensen forventer derfor, at undersøgelsen kommer til at ændre holdningen til hvilken rolle kolesterol spiller for udviklingen af hjertekarsygdomme hos ældre personer. Især er resultaterne vigtige for ældre og for læger - de er ganske enkelt nødt til at forholde sig til den nye viden. 

Læner sig op ad en anden undersøgelse

I dagens udgave af The Lancet offentliggøres samtidig en international meta-analyse, som bygger på data om 21.000 mennesker over 75 år. Hovedresultatet af den er, at det giver lige så god mening at sænke kolesterolindholdet hos ældre som hos yngre. I begge grupper mindskes antallet af hjerteanfald og slagtilfælde.

"Vi kendte ikke denne undersøgelse på forhånd, men de to undersøgelser læner sig op ad hinanden og understøtter i den grad hinanden", siger Martin Bødtker Mortensen. 

Bag om forskningsresultatet:

  • Der er tale om en befolkningsundersøgelse
  • Undersøgelsen er gennemført af professor Børge Nordestgaard KU og læge ph.d. Martin Bødtker Mortensen AU og AUH.
  • Den videnskabelige artikel kan læses i The Lancet

Kontakt 

Phd og hjertelæge Martin Bødtker Mortensen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital - hjertesygdomme
Mobil: 51 35 59 29
Mail:  martin.bodtker.mortensen@clin.au.dk

Forskning, Ph.d.-studerende, Health, Aarhus Universitet, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Health, Videnskabelig medarbejder, Offentligheden/Pressen