Alle medarbejdere og studerende er inviteret til en række gå-hjem-møder, som vil give inspiration til, hvordan fremtidens undervisnings- og studiemiljøer på AU kunne se ud. Hvordan sikrer vi, at undervisning, forskning, studiemiljø mv. får så gode rammer som muligt? Kom og bliv inspireret af oplægsholdernes erfaringer med, hvordan vi skaber fremtidens læringsmiljøer.
14.09.2018 |
De tre gå-hjem-møder er tilrettelagt for at give medarbejdere og studerende idéer til, hvordan de kunne forestille sig, at den nye campus i Universitetsbyen bliver indrettet og den nuværende på Katrinebjerg bliver videreudviklet.
Der kommer tre oplægsholdere, der med hvert sit fokus præsenterer tanker og konkrete cases om fx, hvordan man skaber et godt og fremtidssikret campusmiljø med alt, hvad det indebærer. Et andet aspekt er, hvordan autenticiteten i historiske bygninger kan bidrage til fremtidens funktioner.
Møderne starter med et oplæg, og efter oplægget vil der være tid til spørgsmål og debat. Læs lidt nærmere om indholdet i de tre møder nedenfor.
Ledelsen på AU ønsker at udvikle campus i Aarhus i overensstemmelse med brugernes behov. Derfor er der planlagt en inddragelsesproces, hvor medarbejdere og studerende opfordres til at komme med input til AU’s udvikling. Gå-hjem-møderne er et element i denne inddragelsesproces, som varer frem til 1. november 2018.
Der vil blive serveret en forfriskning til møderne, og derfor må du meget gerne give besked, om du deltager. Tilmeld dig her! Har du ikke meldt dig til, men får lyst til at deltage på dagen, så kom alligevel.
Den 2. maj præsenterede universitetsledelsen visionerne for AU's campusudvikling, det såkaldte Campus 2.0. Planen er, at Aarhus Universitet de kommende 10 år vil gennemføre en ambitiøs flytteplan, hvor AU i Aarhus vil koncentrere sin arealanvendelse om Universitetsbyen (det tidligere kommunehospitalsområde), Universitetsparken og Katrinebjerg.
Gå-hjem-møderne er et element i en inddragelsesproces ifm. campusudviklingen. Alle medarbejdere og studerende kan også komme med forslag, ønsker og ideer ved at skrive til nycampus@au.dk.
De samlede input vil blive præsenteret for bestyrelsen i forbindelse med den endelige vedtagelse af planerne i december 2018.