Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Hvorfor mister nogle corona-smittede smags- og lugtesansen?

Professor Grethe Andersen fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital undersøger i et nyt forskningsprojekt, om der er sammenhæng mellem akutte neurologiske symptomer, fx tab af lugtesansen, og COVID-19-infektion, og om infektionen forårsager skader på hjerne, rygmarv og nerver. Lundbeckfonden støtter projektet med 779.079 kr.

24.04.2020 | Sabina Bjerre Hansen

Grethe Andersen.

Grethe Andersen fra Institut for Klinisk Medicin får bevilling fra Lundbeckfonden til sin corona-forskning. Foto: Eigil Lihn.

Klinisk professor i neurologi Grethe Andersen beskæftiger sig til daglig med hjerneblødning og blodpropper i hjernen og forsker i såvel den akutte behandling som i langtidsfølgerne. I denne tid er hun dog særligt optaget af en eventuel sammenhæng mellem coronavirus og de akutte neurologiske symptomer, som nogle patienter oplever.

Med bevillingen fra Lundbeckfonden kan hun nu undersøge, hvorfor nogle corona-smittede fx mister smags- og lugtesansen eller oplever andre nerve-lammelser. Målet er at karakterisere forskellige (nye) neurologiske sygdomsbilleder som følge af COVID-19.

Langtidsfølgerne er også under lup

I projektet undersøger Grethe Andersen og hendes kolleger også, om langtidsfølgerne efter akutte neurologiske sygdomme som blodprop i hjernen, hjerneblødning eller krampetilfælde forværres, hvis patienten samtidig har været smittet med COVID-19. Det gør forskerne bl.a. ved at dokumentere eventuelle skader på hjerne, rygmarv eller nerver og sammenligne resultaterne med de tilsvarende langtidsfølger, fx nedsat trivsel, træthed, depression og flere kognitive funktionstab, hos neurologiske patienter uden COVID-19.

Det nye forskningsprojekt starter den 27. april 2020, og Grethe Andersen forventer at have de første forskningsresultater omkring den 1. december 2020.

Kontakt

Klinisk professor, overlæge og dr.med. Grethe Andersen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Klinik for koagulation
Mobil: 28 76 90 09
Mail: grethe.andersen@clin.au.dk

Omtalen er delvist baseret på pressemateriale fra Lundbeckfonden.

Bevillinger og priser, Offentligheden/Pressen, Health, Health, Forskning, Navnenyt, Teknisk/administrativ medarbejder, Institut for Klinisk Medicin, Sundhed og sygdom, Videnskabelig medarbejder