Langt de fleste ph.d.-projekter ville blive bedre af at have flere vejledere med forskellige kompetencer, mener professor Thomas Vorup-Jensen, der er programleder for forskeruddannelsen på Biomedicin.

12.08.2021 | Line Rønn

Når professor Thomas Vorup-Jensen vejleder ph.d.-studerende, er der ofte en ekstra vejleder med fra klinikken på Aarhus Universitetshospital.

Koblingen af fagligheder på mødet giver projektet et afgørende løft, mener han.

”Hvis du fx forsker i betydningen af proteinstrukturer, så er det godt at have en molekylær-snedker med her fra Biomedicin. Men det er også godt at have en vejleder med, som de studerende kan konsultere, når de skal finde den kliniske mening med arbejdet,” fortæller Thomas Vorup-Jensen, der er programleder for forskeruddannelsen på Biomedicin og varetager de videnskabelige og administrative aspekter af ph.d.-uddannelsen på instituttet.

Selv om han ikke har statistik over udviklingen, har han noteret sig en lille stigning i antallet af ph.d.-projekter med vejledere fra flere af fakultetets miljøer. Han synes dog stadig, at det går for langsomt med at få interdisciplinariteten ind på ph.d.-niveau.  

Derfor opfordrer han kollegerne til at puffe lidt til de studerende og hinanden, så der kommer fokus på fordelene ved at koble flere fagligheder på et ph.d.-projekt.

Thomas Vorup-Jensen har længe været en varm fortaler for nødvendigheden af interdisciplinaritet, for det er meget mere end et af det seneste årtis mest slidte buzzwords – det er en vigtig og nødvendig del af fakultetets dna, mener han.

”Jo flere muligheder teknologien giver, jo sværere bliver det for en forsker at holde sig opdateret - og jo flere specialister skal der til for at udfolde potentialet i et projekt. Det er helt almindeligt på Health at ”låne” sig til en teknik eller viden hos kolleger med en anden baggrund. Den ånd må gerne smitte mere af på ph.d.-projekterne,” siger han.

Selvfølgelig er det mere bøvlet

Interdisciplinær forskning er en fordel inden for naturvidenskab, men det er en nødvendighed inden for sundhedsvidenskab, mener Thomas Vorup-Jensen.

Alligevel forstår han godt, hvorfor nogle studerende vægrer sig ved at kombinere forskellige vejleder-kompetencer, når ph.d.-projektet skal skitseres.

”Alt er ikke godt, bare fordi man blander bolsjerne. Barrieren er den øgede kompleksitet og de kulturforskelle, som kan opstå, når man skal have et projekt til at fungere. Man skal være i stand til at gennemskue, hvordan holdet passer sammen fagligt og personligt,” siger han og medgiver, at det også både er administrativt og logistisk mere besværligt at have flere vejledere koblet på et projekt.

”I første omgang kan det føles som om, det er godt med én stærk vejleder, der har styringen og overblikket, især fordi ph.d.-studiet er et presset forløb, som ikke giver mange muligheder for at forfølge sidespor. Men min erfaring er, at det videnskabelige produkt får en længere holdbarhed, når der er indregnet flere vinkler i det,” siger han.

”Man skal selvfølgelig skitsere i ansøgningen, hvordan man vil holde styr på gruppen. De tre-fire vejledere, man har, hvis det går højt, skal supplere hinanden fagligt. Men jeg mener, at i den gensidige, ligeværdige diskussion mellem flere vejledere fra forskellige områder, bliver ph.d.-projekter bedre og får mere international højde. Når du involverer specialister fra forskellige discipliner tidligt i et projekt, får du et bredere og mere fremtidssikret bidrag til de grundlæggende hypoteser,” siger han.

Også en gevinst for vejlederen

Ved et gruppemøde på Institut for Biomedicin forleden deltog folk med meget forskellige baggrunde. En post.doc pillede en tarm ud af en mus, og det gav anledning til en spændende snak om tarmens anatomi hos mennesket og dyr – og det var en indgang til ny viden for Thomas Vorup-Jensen, som selv har hovedfag i kemi.

”Som vejleder er det også en gevinst, hvis man ikke er den eneste, fordi man får nye faglige input og personlige relationer. På Health kommer vi med meget forskellige uddannelser, og især på Biomedicin er der et helt særligt miljø, fordi vi er krydspunktet mellem en masse jævnbyrdige samarbejder. Vi sidder alle med hver vores indsigt, som vi skal have til at gå op i en højere enhed, og det er kernen af interdisciplinær forskning,” mener han.

Ifølge Thomas Vorup-Jensener evnen til at samarbejde en af Aarhus Universitets helt store styrker. 

”Aarhus er speciel på det punkt. Jeg har arbejdet i USA, hvor jeg oplevede, at mange forskergrupper er mere lukkede om sig selv. Konsekvensen er, at det kan blive fagligt snævert,” siger professoren, som mener, at nogle af fordelene ved at forske i udlandet samtidig også kan søges inden for landets grænser:

”Ph.d.-studerende skal have et udlandsophold, men man burde have det samme fokus på samarbejde med lokale og nationale kolleger.”

Ideer modnes ofte bedst i samarbejde

Alle studerende, der bliver indskrevet på Ph.d.-skolen på Health, skal vælge en hovedvejleder og mindst én medvejleder. Men som én der kigger ud over ph.d.-landskabet, kan Thomas Vorup-Jensen ikke lade være med at undre sig over, at en del studerede kun vælger vejledere fra ét miljø, når man især på Health har gode muligheder for at sammensætte et hold af supplerende fagligheder.

”Originalitet udspringer af individer, men ideer modnes ofte bedst i samarbejde med andre mennesker, og vi har en holdmentalitet på Health, som vi skal værne om. De studerende er gode til at opsøge hinanden på tværs af felter, og vi har ydermere et ansvar i at lære dem, at de hele vejen gennem karrieren er nødt til at kunne etablere fornuftige, meningsfulde samarbejder,” siger han.

Faktisk kan det siges meget kort, mener Thomas Vorup-Jensen:

”Interdisciplinaritet er nødvendig for at løse de store samfundsudfordringer, og vi kan ikke længere klare os med den monodisciplinære forståelse af noget som helst.”