Cykelsport er på trods af wattmålere, vitaminer og videnskabeliggørelse stadig en uforudsigelig størrelse. Og nej: Min kærlighed til cykelsporten er ikke så stor, at jeg fortrænger, at vitaminindtaget ind imellem ledsages af andre præparater.

02.07.2013 | Søren Fauth

Af Søren R. Fauth

Professor i tysk litteratur ved Institut for Æstetik og Kommunikation

Jeg ser det for mig: Alberto Contador angriber Chris Froome, først i Pyrenæerne og siden i Alperne. Det går for alvor løs på 8. etape fra Castres til Ax 3 Domaines den 6. juli. Contador kører næppe allerede offensivt på Col de Pailhères, men formodentlig på den afsluttende korte, men stejle stigning mod Ax 3 Domaines. Den graciøse spanier vil, før eller siden, rejse sig og danse, blive stående, holde trykket, se sig tilbage, sætte sig igen, rejse sig, danse.

Froome vil gøre alt for at blive i hans hjul, og hvis han har kræfterne til det, forsøge at køre kontra. Den elegante Contador vil angribe den afmålte tændstikmand, der voksede op i Nairobi, men siden blev englænderen (glem alt om britiske gentlemen i cykelsporten), som nådesløst udstillede sin egen kaptajn, Bradley Wiggins’, svagheder i 2012-udgaven af Tour de France. Men Wiggins vandt, på trods af løjtnantens ydmygelser.

I 2013 stiller Froome som kaptajn for Team Sky. Og ingen tvivl om, at alt andet end en sejr på de franske veje vil være et nederlag for englænderen, der som Contador er sagtmodig, indesluttet og tavs.

De er kommet til verden for at cykle, ikke for at tale.

Stadig en uforudsigelig størrelse

Jeg har selv adskillige gange kørt den 15,3 kilometer lange stigning mod toppen af Col de Pailhères. Asfalten er fortræffelig, hårnålesvingene ypperlige, udsigten i klart vejr storslået. Det blæser ofte på toppen, og selv i juli er der næsten altid koldt.

Nedkørslen fra Pailhères husker jeg som stejl og drabelig, især på den øverste tredjedel, hvor asfalten i øvrigt ikke er for god. Her vil mange ryttere køre over 100 km i timen. Skulle Contador mod forventning allerede have fået et lille hul til Froome på vej mod toppen af Pailhères, vil han fortsætte med at angribe på vej ned mod den maleriske kur- og skisportsby Ax-les-Thermes.

Det hele arter sig sikkert på en anden måde end i min imagination. Cykelsport er på trods af wattmålere, vitaminer og videnskabeliggørelse stadig en uforudsigelig størrelse. Og nej: Min kærlighed til cykelsporten er ikke så stor, at jeg fortrænger, at vitaminindtaget ind imellem ledsages af andre præparater. Dopingemnet er blot for stort til at blive taget op i denne omgang.

Jeg så feltet i Axat

I 2010, hvor Armstrong for anden gang forsøgte at gøre comeback som Tourens konge, så jeg feltet suse gennem Axat, en landsby små 20 kilometer fra Col de Pailhères. Andy Schleck var i gult. Jeg var i den syvende himmel og fotograferede på livet løs. Armstrong kom i kassen, Schleck ligeså.                 

Hvor jeg dog glæder mig til den 6. juli, når dette års udgave af Tour de France for alvor begynder. Og hvor jeg dog glæder mig til den 14. juli, når rytterne efter 221 kilometer i sadlen rammer foden af det legendariske Mont Ventoux, og til enkeltstarten den 17. juli i kuperet terræn, og til etapen dagen efter, der slutter på toppen af Alpe d´Huez, og til fredag den 19. og lørdag den 20. juli, hvor bl.a. Col de la Madeleine og stigningen til Annecy-Semnoz står på programmet.

Eneste problem ved hele dette Tour de France-hurlumhej: De første par uger bør skrivebordet være mit primære opholdssted, ikke lænestolen foran fjernsynet, ikke den ufravendte stirren ind i tossekassen og den uophørlige, endorfinfremkaldende lytten til Rolf Sørensens (denne brillante blærerøv), Dennis Ritters og Jørgen Leths guddommelige musik.

Lyden af Jørgen Leth, der på kanten af, nej, langt hinsides grænsen af det (pseudo)poetiske legitimerer den plumpe cykelsportsinteresse som en intellektuel, nærmest digterisk gerning, og som taler om rytterne og deres meritter, så enhver kan forstå, at dette drejer sig om livet selv, intet mindre. Tour de France er på lige fod med kunsten et spejl, der holder eksistensens almengyldige, overtidslige sandheder op for os. Jørgen, Rolf og Dennis er eminente i rollen som kor i den guddommelige franske tragedie.

De årlige problemer med Tour de France

I virkeligheden er der (mindst) to problemer ved dette års Tour de France. Eller rettere: Det drejer sig om problemer, der årligt vender tilbage. Det første problem knytter sig til det nævnte skrivebord og den protestantiske arbejdsetos, der plager åndsarbejderen med den værste af alle tænkelige samvittigheder, den dårlige.

Det andet problem skyldes den kendsgerning, at vi, dvs. undertegnede med henrivende hustru samt fire børn i alderen 5-14 år, holder ferie (Gud bedre det!) fra medio juli til primo august.

Det betyder, at de fremhævede altafgørende etaper den 14., 17., 18., 19. og 20. juli køres, mens jeg enten befinder mig hos gode venner i Sydnorge og/eller er på vej med skib til solskinsøen Bornholm og eller sidder i et sommerhus på Bornholm, hvor der muligvis/muligvis ikke er fjernsyn.

Tanken om alle disse situationer, hvor jeg ved, at det er NU, der køres til lyden af Leth og co., mens jeg befinder mig under omstændigheder, der hindrer mig i at forfølge mit patologiske mål, nemlig at se de afgørende slag i årets udgave af Tour de France, er en ulykkelig tanke, som jeg helst undgår.

Med blikket rettet mod Contador

På den anden side: Hvad nu, hvis det hele mager sig, hvad nu, hvis vi kommer frem i tide, hvad nu, hvis alle disse mennesker, som vi skal besøge, har fjernsyn, hvad nu, hvis mændene (ingen kvinder i min omgangskreds har sans for cykelsportens finesser, INGEN) også er misbrugere, ja, hvad nu, hvis det hele flasker sig, og børnene leger med deres venner udenfor, og jeg sidder indenfor og ser Contador rejse sig og danse med Froome på hjul, ser Jakob Fuglsang (der måske – vi kan ikke udelukke det! – får sit store gennembrud i år) sidde i næste geled og kæmpe for at hænge på og holde sig i toppen af klassementet?

Og hvad nu, hvis det lykkes mig at holde min plan frem mod feriens begyndelse, nemlig at stå op kl. 4 hver morgen, oversætte Thomas Bernhard frem til klokken 8 (cirka 3 sider) for derefter at træne cirka 2-3 timer?

Ja, for jeg skal sandelig også selv cykle, helst hver dag. Martin Leonhard, Torleif Røberg og undertegnede skal køre Alpenbrevet (fem tinder, 7.000 højdemeter fordelt på 276 kilometer) i slutningen af august 2013. Det gælder om at ramme formen på det helt rigtige tidspunkt, hvilket betyder, at der helst skal 15 timers cykling i banken hver uge.

Efter afviklingen af min egen træning forestiller jeg mig fire nye timer ved skrivebordet med artikelskriveri, en digtsamling, der skal færdiggøres, en bog, der skal redigeres, et foredrag, der skal skrives, og derefter fra kl. 15 eller 16 afslutningen af dagens Tour de France-etape.

I den syvende himmel, til lyden af Rolf, Ritter og Leth med blikket rettet mod Contador, der rejser sig, danser, holder trykket, sætter sig, rejser sig; for til sidst, håber jeg, at knække den nairobianske tændstikmand.

 

Mit bedste Tour de France:

Da Bjarne Riis vandt i 1996. Ak ja, så primitiv er jeg.

Mit værste Tour de France:

Det var så afgjort, da Michael Rasmussen blev smidt ud af løbet i 2007. Den begivenhed ødelagde mit ellers strålende humør en hel dag på vores ferie i Frankrig. Få dage forinden stod jeg få kilometer fra mål i Albi, hvor han kørte sit livs enkeltstart. Jeg stod ved en rundkørsel, var helt tæt på ham og brølede ham ind mod mål med stor national patos.