Franske Laurent Ponty kom til Danmark på udveksling og fandt en sød, lyshåret pige, et godt job i Arla og en væsentligt anderledes arbejdskultur.

12.09.2013 | Thomas Bennedbæk Kristensen

»Du kan godt sidde i et møde, hvor der er en, der siger ligeud, at det, du præsenterer, er noget vrøvl. Det har jeg haft det svært med, fordi jeg tager det personligt, og det skal jeg ikke,« siger Laurent Ponty. Foto: Anders Trærup.

En arbejdsplads, hvor chefen gerne tager imod råd fra sine ansatte. En ærlig arbejdskultur, hvor man ikke er bange for at sige sin mening. En forhandlingssituation præget af gensidig respekt imellem parterne. Igennem 17 år i forskellige stillinger for Arla Foods har franskfødte Laurent Ponty oplevet en række forskelle imellem dansk og fransk arbejdskultur.
»I Frankrig er der eksempelvis meget fokus på, hvordan du taler og ser ud. I Danmark bliver du bedømt lidt mere på essensen,« siger den 46-årige cand.merc.
Han fortæller en historie fra en konference, hvor en fransk og en dansk ekspert skulle holde oplæg.
»Franskmanden kommer i Louis Vuitton-jakkesæt og ligner en million. Som taget ud af en reklame. Danskeren kommer derimod ubarberet i jeans og T-shirt. Men de har begge to samme mål: at fremstå troværdigt.«
»Franskmanden mener, at han skal fremstå troværdigt ved først og fremmest at se pæn og nydelig ud. Danskeren mener, han fremstår troværdigt ved ikke at fremstå som en, der tror, han er noget. Altså, jantelovsagtig ydmyghed,« fortæller Laurent Ponty.

Laudrup og søde piger

I 1991 gik han og kedede sig på handelshøjskolen i Marseille. Han ville gerne ud og se og opleve noget. Så da han en dag så muligheden for at tage et seks måneder langt udvekslingsophold på den tidligere Handelshøjskole i Aarhus, greb han chancen.
»Jeg vidste næsten ingenting om Danmark. Jeg vidste en lille smule om fodboldlandsholdet og Laudrup. Og jeg vidste, at pigerne var ret søde,« fortæller den karismatiske franskmand.
Og søde det var de – eller i hvert fald en af dem. For et forsinket kollegieværelse førte til, at Laurent Ponty mødte kvinden i sit liv: Mette Villemoes Ponty.
»Min kone er den type, der vil redde verden – én person ad gangen. Så da hun så, at der var nogle stakkels udvekslingsstuderende, der havde brug for husly, gik hun op til studieadministrationen og sagde: »Jeg kan godt tage en af dem i en måned, men det må fandeme ikke være en franskmand, for de kan ikke snakke engelsk.« Men så var der kun mig tilbage,« griner Laurent Ponty, der fik lov til at bo hos hende alligevel.
»Og nu sidder jeg så her og sælger mælk.«

Respekt frem for dørsmækkeri

Mere præcist er Laurent Ponty Arlas kategorichef for mælk i Danmark.
»Jeg skal sørge for, at danskerne drikker mere mælk eller giver en lille smule mere for den, sådan at landmændene får en højere pris. Så jeg står for strategi, innovation, markedsføring og branding,« fortæller han.
Han startede egentlig som eksportansvarlig til Arlas franske marked, men han kunne se, at hvis han skulle avancere, var en dansk uddannelse nødvendig. Sammen med konen tog han derfor en HD i afsætning ved Handelshøjskolen, og siden har han bestridt en række forskellige stillinger for mejerigiganten. Med sit franske ophav har det til tider været en udfordring, især på grund af den flade struktur i danske virksomheder.
»Jeg har en meget stor respekt for hierarki og føler altid en vis nervøsitet, når jeg skal bevæge mig på højere niveauer i hierarkiet. Det er meget udansk.«
En anden forskel på dansk og fransk arbejdskultur er, at parterne i en forhandlingssituation har større respekt for hinanden i Danmark, fortæller Laurent Ponty. Han har for eksempel oplevet franske indkøbere, der bevidst kommer et par timer for sent til møder for at demonstrere, hvem der har magten.
»I Carrefour (fransk detailkæde, red.) bliver indkøberne trænet i at smække med døren. Det er en del af forhandlingsstrategien,« siger han.

Det bedste land i verden

Laurent Ponty har boet i udlandet i flere omgange i forbindelse med sit arbejde for Arla, blandt andet i England og Dubai. Ifølge franskmanden selv betyder pas ikke noget for ham – han kan leve hvor som helst. Alligevel spår han, at han bliver gammel i Danmark, hvor han flyttede til i 1993 efter at have afsluttet sin uddannelse i Marseille.
»Nu bor jeg her og har kone, børn, stationcar, et gammelt hus og en stor kassekredit ligesom mange andre danskere. Og det er selvfølgelig, fordi jeg godt kan li' det her,« siger han.
Han synes, at Danmark har et meget velorganiseret system, hvor busserne kommer til tiden, uddannelse er gratis, og børnechecken dumper ind ad brevsprækken, uden at man behøver at stå i kø for det. Ifølge den berejste franskmand glemmer danskerne bare selv at værdsætte det en gang imellem.
»Når man brokker sig over, at InterCity er forsinket 10 minutter, så synes jeg, at man lidt mister perspektiv. For nogle steder i verden kan toget godt være forsinket fem timer eller to dage, og det er sådan, det er. Danmark er et lille land med små problemer. Og når solen skinner, er Danmark det bedste land i verden.«

Det gør den bare ikke ret tit!
»Nej, det er udfordringen, ikke? Det er ligesom i golf. En gang imellem slår du et fantastisk slag ligesom Tiger Woods, og det er det, der holder dig kørende resten af året. Det er det samme med vejret i Danmark. Om sommeren, når solen skinner, og der er 22 grader, så bliver det ikke bedre, for så går alt op i en højere enhed. Det er nok derfor, jeg er i Danmark.«

Internationale alumner i Danmark
Over 1.500 alumner – mere end hver 10. medlem af AU’s alumnenetværk – har en anden nationalitet end dansk, og over 600 af dem har i dag adresse i Danmark. Mød nogle af AU’s internationale alumner i AUgustus.

Læs flere portrætter af internationale alumner i Danmark på www.gerda.au.dk