Frygten for elektrochokbehandling (ECT) er sejlivet, men ubegrundet. Et netop offentliggjort studie har kun fundet et enkelt ECT-relateret dødsfald i de mere end 400.000 behandlinger, der er registreret i undersøgelser offentliggjort fra 2004 og frem. Det er så lidt, at behandlingen bør bruges oftere, siger en af forskerne bag undersøgelsen, Søren D. Østergaard fra Aarhus Universitet.

02.05.2017 | Nanna Jespersgård

Et ansigt så forpint, at det vender vrangen ud. En krop i krampe, presset ned mod briksen af de hvidklædte plejere, der med vold har mast en bideskinne i munden på den rædselsslagne patient…

Skræmmebilleder skorter det ikke på i filmen Gøgereden, hvor hovedpersonen Randle McMurphy (Jack Nicholson) får elektrochokbehandling på et psykiatrisk hospital i 1970’ernes Oregon, USA.

Og de er ikke sådan at slippe af med, associationerne til smerte, magtudøvelse og livsfare. Selv om Milos Formans film er 43 år gammel, er det negative billede af elektrochokbehandling intakt hos mange mennesker. Det understreges af, at hver femte adspurgte brite i en spørgeskemaundersøgelse udtrykte angst for at dø af ECT, og det er mildt sagt en uheldig frygt at gå rundt med, siger læge, ph.d. og lektor Søren D. Østergaard fra Aarhus Universitetshospital i Risskov, som hører under Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.

”ECT er en ekstremt effektiv behandling af flere psykiske lidelser, men nogle patienter er så bange for behandlingen, at den ikke kommer i brug. I psykiatrien har vi haft en klar fornemmelse af, at denne frygt er ubegrundet, men vi har manglet en stor undersøgelse af emnet. Derfor har vi lavet en systematisk gennemgang af de videnskabelige studier, der indeholder information om såkaldt ECT-relaterede dødsfald – det vil sige dødsfald, hvor ECT, med overvejende sandsynlighed, har været dødsårsagen,” forklarer Søren D. Østergaard.

Søren D. Østergaard er seniorforfatter på artiklen ”The mortality rate of Electroconvulsive Therapy (ECT): A systematic review and pooled analysis”, der netop er publiceret i tidsskriftet Acta Psychiatrica Scandinavica. Artiklens mest væsentlige resultat er, at der kun findes ét ECT-relateret dødsfald i de 414.747 ETC-behandlinger, der er registreret i undersøgelser offentliggjort fra 2004 og frem.

”Det er en forsvindende lille risiko, særligt når man tager i betragtning, at mange patienter, der får ECT er ældre mennesker med både svære psykiske og fysiske lidelser,” siger Søren D. Østergaard.

Mindre risiko for dødsfald end ved operation under fuld bedøvelse

Går man flere år tilbage og inddrager hele undersøgelsesgrundlaget i form af 15 studier med data fra 32 lande publiceret fra 1976-2014, beregnes den ECT-relaterede dødelighed til 2,1 per 100.000 behandlinger. Til sammenligning er risikoen for at dø i forbindelse med en operation i fuld bedøvelse for nylig opgjort til at være 3,4 per 100.000 operationer.

”Forestillingen om at få et elektrisk stød gennem hovedet er ubehagelig, og nogle patienter har svært ved at gøre sig fri af skræmmebilledet fra film, hvor det nærmest slår gnister fra patienten, som ligger i voldsomme kramper. Men det har ikke meget med virkeligheden at gøre, og sandsynligheden for at dø i forbindelse med ECT er, som vi har påvist, forsvindende lille,” siger Søren D. Østergaard, der ikke tøver med at kalde den gængse forestilling om ECT-behandling for ’reminiscenserne fra Gøgereden’.

”Gøgereden er en fantastisk god film, men den har været meget skadelig for psykiatrien, fordi ECT bliver vist som en afstraffelsesmetode. Det kunne ikke være længere fra virkeligheden” forklarer Søren D. Østergaard.

At den negative film-portrættering er hængt ved, bekræftes af en undersøgelse fra 2016, ”Based on a True Story? The Portrayal of ECT in International Movies”, der konkluderer, at ECT også efterfølgende er blevet præsenteret altovervejende negativt i film. Ofte fremstilles ECT som en behandling, der gives uden bedøvelse, selv om ECT-behandling i udviklede lande udelukkende udføres under fuld bedøvelse og med brug af muskelafslappende lægemidler, så muskelkramperne er ganske minimale.

Effektiv behandling af psykiske lidelser

”Det er ærgerligt med disse skræmmebilleder, for metoden er – ud over at være stort set ufarlig – en utrolig effektiv behandling for mange patienter med bl.a. svær psykose, mani eller depression,” siger Søren D. Østergaard, som beskriver, hvordan ekstremt forpinte patienter i løbet af 2-3 behandlinger over en uge kan gå fra at være i den dybeste depression - ude af stand til at tage vare på sig selv - til at vende tilbage mod overfladen. Oftest skal der dog 8-12 behandlinger til, før en patient er rask nok til at blive udskrevet.

”Typisk ser man forandringen i både patienternes blik, mimik og soigneringsgrad. Den ene dag kan de ikke spise eller tage et bad, fordi de er ekstremt syge, og så efter et par uger sidder de pludselig nyvaskede foran én med løftet pande og en helt anden intensitet i blikket. Det gør et stort indtryk på én,” siger Søren D. Østergaard.

ECT har bivirkninger, men alternativet kan være skæbnesvangert

ECT har – som de fleste behandlingsformer – bivirkninger. Blandt de hyppigste er hovedpine og kvalme, men den mest frygtede bivirkning er hukommelsesproblemer.

”Oplevelsen af at glemme ting er en generende bivirkning for nogle patienter, men for de fleste er påvirkningen af hukommelsen forbigående. Derudover er det helt essentielt at vurdere bivirkningerne op mod den gunstige effekt af ECT på sygdommen, der behandles. Vi taler om patienter, der ofte er så syge, at de ikke vil leve længere, og for dem kan ECT være livreddende,” siger Søren D. Østergaard.

Danmark er et af de lande, hvor ECT bliver brugt mest og formentlig i et passende omfang, men Søren D. Østergaard håber, at studiet vil føre til, at ECT-behandling bliver brugt noget mere i lande, hvor man tøver med at anvende metoden - for som han siger:

”Hvert år er der næsten 800.000 selvmord på verdensplan, og det er min klare overbevisning, at mange af disse mennesker kunne være reddet med ECT."

Bag om forskningsresultatet

• Systematisk litteraturstudie.
• Forfattere: Nina Tørring (Forskningsenheden for Psykoser, Aarhus Universitetshospital, Risskov), Sohag N. Sanghani & Georgios Petrides (The Zucker Hillside Hospital, Northwell Health System, Glen Oaks, NY, USA), Charles H. Kellner (Department of Psychiatry, Icahn School of Medicine at Mount Sinai, New York, NY, USA) og Søren Dinesen Østergaard (Forskningsenheden for Psykoser, Aarhus Universitetshospital, Risskov).
• Studiet er støttet af en bevilling fra Lundbeckfonden.
• Link til abstract: http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/acps.12721/full

Kontakt

Søren Dinesen Østergaard
Læge, ph.d., lektor,Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, og
Forskningsenheden for Psykoser, Aarhus Universitetshospital, Risskov.
Mobil: 61282753
Mail: soeoes@rm.dk